Hotel Gefion

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Hotel Gefion i Espergærde blev åbnet den 15. maj 1898. Det var ”Aktieselskabet Gefion” der stod bag byggeriet. Byggestilen var funktionalisme, sandsynligvis tegnet af arkitekt Anders Nielsen, der var en af konsortiets ejere.

Hotel Gefion set fra Strandvejen omkring 1950

Den første, der fik bevilling var netop denne Anders Nielsen og hans hustru Sophie. Hotellet havde i starten kun åbent i sommermånederne - først i 1903 fik man helårsbevilling. Forinden var hotellet dog gået fallit i 1902, men med den nye ejer, Carl A. Larsen, kom der stabilitet til Hotel Gefion. Lokale notabiliteter som kgl. skuespiller Elith Reumert, kgl. skuespiller Olaf Poulsen og kgl. operasanger Peter Cornelius, optrådte nu på hotellet og i den store sal afholdtes store koncerter. Desuden var der viseaftener og nu kom landliggerne i stort tal. I 1910 solgte Carl A. Larsen hotellet til den norske hoteldirektør Alfred T. Andersen og hustru Anna Andersen. Hotellet fortsatte i samme fine stil og desuden var der nu en lang stribe andre arrangementer, som f.eks. andespil, baller, oplæsninger, vælgermøder, foredrag, auktioner, generalforsamlinger, borgermøder, revyer, folkedans, gymnastik, skydning, badminton, danseundervisning samt fester af alle slags. Alfred T. Andersen ejede hotellet frem til 1943. Efter en periode med Julius Jensen som ejer, overtog Kaj Theodor Andersen hotellet i 1950. Han drev stedet i de næste 10 år, indtil 1960, da hotellet blev solgt m.h.p. nedrivning. Tiden var ved at være passé for de mange badehoteller langs Øresund. I 1962 stod en helt nyt 3-etagers beboelseshus på grunden. Hotellet var helt væk og en ny æra startet for Espergærde.

Litteratur

Kjeld Damgaard: Hotel Gefion (Egebækken nr. 36, juni 2004)

Se også: Tikobkommune.dk

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.