Højagergaard

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Højagergaard – eller blot Højgaard – lå frem til begyndelsen af 1900-tallet i selve Mørdrup landsby – på den sydlige side af Mørdrupvej overfor gadekæret. Der er tale om en af Mørdrups landsbys oprindelige gårde, hvis ejere/fæstere vi kender navne på tilbage til slutningen af 1500-tallet. Gården fremstod op til en omfattende brand i begyndelsen af 1900-tallet som en firelænget traditionel bondegaard, hvis navn har sammenhæng med, at gården ved landsbyudskiftningen 1791 fik tillagt bl.a. Mørdrups ”Højagre”.

Efter branden blev gården genopført ved nuv. Fredensvej, men o. 1916 overtaget af godsejer G.A. Hagemann, der lod gården ombygge (v/ ark. Sven Risom). Få år senere lod G.A. Hagemann, der nu havde opkøbt store jordarealer også fra de øvrige gårdejere i Mørdrup og ladet palæet på toppen af Mørdrupbakken opføre (også efter tegninger af ark. Sven Risom), tinglyse en deklaration, hvorefter de samlede jorder fremover skulle bære navnet ”Søbækgaard”, et navn, der ikke tidligere havde eksisteret på egnen. Den tidligere Højagergaard blev herefter benævnt Søbækgaard Avlsgaard.

Litteratur:

Kresten Tommerup: Mosebyen – Registrant for Mørdrup Landsby, 1986.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.