Fattigvæsen

Politisk udmelding om Fattigvæsenet i Helsingør

“Hvad det egentlige Fattigvæsen angaar, da må Opgaven gaa ud på, at dette kun kommer til at omfatte saadanne Personer, som selv stiller sig udenfor de hæderlige og ansvarfulde Borgeres Rækker. Saadanne Personer vil der altid være, men for dem maa der haves passende Opholdssteder med passende Beskæftigelse.” Peder Christensen, borgmester. 1930.

Fattigfolk havde det ikke godt

Det har de vel forresten aldrig haft, skriver M. Galschiøt i sin bog om Helsingør i midten af forrige århundrede. (1860). Der er mere system og forslag i den måde, hvorpå,man nu søger at hjælpe dem. Godgørenheden - den private som den offentlige, var dog ganske stor. Privatfolk samlede ind til “værdigt trængende”, der var kommet i bekneb. Øresunds Toldkammer havde årlige pengeuddelinger af sin fattigkasse, både almisser og huslejehjælp. Håndværkerlavene havde deres hjælpekasser og lader, Handelslavene havde deres fattigkasser. Sparekassen delte også penge ud. Frimurerlogen holdt bespisning for de fattige om vinteren.

Bespisningsanstalten, som af Fattigkommissionen havde fået overladt et lokale i Fattighuset, leverede i en årrække billig varm mad. Her kunne man købe et bevis, som man så kunne glæde en fattig familie med. Kommunen havde ugentlige uddelinger af penge til brød. Der blev også givet ekstraordinært tilskud til husleje, klæder og sygdomstilfælde. Kommunen havde også Fattighuset, som kunne hjælpe nogle fattige med et kort ophold.

De mange fattige og tilholdsløse fattige af alle slags, arbejdsudygtige gamle og arbejdsuvillige unge af begge køn, som ikke kunne ernære sig selv og ikke havde nogen, som tog sig af dem, var henvist til fattigvæsenet og kom oftest derefter i fattighuset. De ville nødigt derind og der var heller ikke rart at være.

Fattighuset som arbejdsanstalt

“Huset” havde - siden det i 1825 af humanitets hensyn delvist var blevet indrettet som arbejdsanstalt - fået præg af at være en tvangsarbejdsanstalt, hvor man, når man overhovedet kunne arbejde, måtte plukke værk, spinde fæto eller blaar eller væve for en såre ringe betaling.

Udgangstilladelse havde man kun en gang om ugen. Det var intet under, at de glade sjæle blandt lemmerne søgte at gøre dagen til en festdag, tiggede nogle skillinger sammen og drak sig en brændevinsrus, som de bar gladeligt hjem med udsigt til at blive nægtet udgang i den kommende uge.

Fattighuset var en fæl, gammel forfalden kasse, lige elendig udvendig som indvendig. Efter mange års brug og slid blev huset integreret og restaureret i karmelitternes sygehus og Herluf Trolles og Per Brahes gaard. Det kom til at mangle sin patina, som ælde og slid havde givet den gamle bygning og som gjorde den så malerisk. Selskabet derinde var noget blandet, men gennemgående var lemmerne ganske skikkelige i al deres forkommenhed.

For lidt mad og for mange børn - derhjemme

De fattige ude omkring i byen brugte området som de bedst kunne. I deres egne hjem, hvor der som oftest var for lidt mad mad og for mange børn. Mange af mændene søgte på deres bedre dage ned til havnen for at se, om der skulle være et arbejde til dem den dag. Det var ofte hårdt arbejde. Kunne de ikke klare det, ja så var det ud af vagten. Hvis de derefter ikke kom forbi den private godgørenhed og derfor måtte fortsætte fattigdommen, måtte de tage turen til fattighuset igen og fortsætte deres uafhjælpelige tilværelse der..

Borgerstandens mænd og kvinder

Nogle hæderlige gamle og trængende mænd og kvinder af borgerstanden kunne få plads i Helsingørs alm. hospital ved Mariæ kirke eller “klostret”, som det kaldtes for. Der fik de fri bolig, varme og betjening samt nogle få ører om ugen. Resten måtte de selv sørge for Nogle enker og ugifte døtre af borgerstanden, særligt handelsstanden, kunne få fribolig i den købmand Eckardts enkes i 1837 oprettede stiftelse i Bjergegade.

Fattigvæsenet dukker op

Som på andre områder oprettede man i nogle sogne og især i købstæderne et Fattigvæsen. Det var en institution, som havde til opgave at sikre forsørgelse og aktivering af de fattige. Set med vore øjne i 2020érne var fattigvæsenet et for simpelt hjælpeorgan, der ikke kunne løfte opgaven af moralske og politiske årsager.

Fattigvæsenet banede dog vejen for etablering af mere humane vilkår for de fattige og førte frem til den udvikling, der skete i samfundet henimod en moderne social forsørgelse og rehabilitering. For mange fattige borgere var selve det at blive indskrevet i fattigvæsenet et social nederlag. Det begrænsede de få privileger en borger havde før i tiden. Ved demokratiets indførsel blev man som fattig let umyndiggjort og opfattet som, at det var borgerens egen skyld at havne i fattigdom.

Fattigvæsenet kostede mange penge Helsingørs udgifter til fattigvæsnet var i 1830 ca. 10.000 rigsdaler. I 1850 var udgiften ca. 12.160 rigsdaler. I 1860 var det steget til 12.719 rigsdaler - og i 1870 var den samlede omkostning 19.833 rigsdaler. Til sammenligning kan anføres, at i 1921-22 anslås udgiften til fattigvæsenet at være 169.000 kr. foruden 235.630 kr. til understøttelse, der dog ikke regnesxsom fattighjælp.

Typisk opgave for klostre

Før reformationen var det almindeligt at munkeordner, typisk i klostre tog sig af de allersvageste i samfundet. Især økonomisk men også helbredsmæssigt. Munkene tog sig ofte også af ældre uden anden forsørgelse.

Efter reformationen og den protestantiske tros udbredelse, begyndte købstæder at oprette deres eget fattigvæsen for at varetage denne opgave, ofte varetaget og styret af præster. Fattigvæsenet blev oftest helt afhængigt af private gaver og donationer for at opretholde deres virke. Det bestod som regel i at brødføde de fattigste, da kirkerne modsat klostrene ikke havde samme indtægt fra agerbrug og virksomhedsdrift.

Helsingørs fattigvæsen anno 1900

I Helsingør kunne man gennem hele 1800-tallet se, at flere og flere familier gik til grunde på grund af de forhold, som er nævnt ovenfor. Borgerskabets velpolstrede borgere var ikke meget for at hjælpe de, der blev betegnet som fattige.

I anden halvdel af 1800-tallet blev sogne og kommuner mere og mere opmærksomme på, at følgerne af, at der ikke blev gjort for st hjælpe de fattige var, de sociale problemer for både børn og voksne blev større og større. I Helsingør blev der således omkring århundredskiftet 1900 påbegyndt opbygningen af et fattigvæsen, der skulle hjælpe de fattige.

Fattigudvalg nedsættes af Byrådet

Byrådet nedsatte et Fattigudvalg, som derefter udnævnte en Fattiginspektør som leder af Fattigvæsenet. Der blev derefter udnævnt et par Fattigforstandere, hvoraf den ene fik til opgave at få oprettet et Fattighus.

Samtidig så andre initiativer dagens lys. Der blev således oprettet en Forsørgelsesanstalt og De fattiges kasse, der skulle indsamle penge, tøj og andre praktiske sager til de fattige.

Der blev sideløbende med disse aktiviteter oprettet foreninger,der skulle skaffe beklædning til konfirmander, hvis familier ikke selv havde økonomi til det. En række legater blev stiftet af borgere, som på den måde kunne støtte familierne til at få pænt tøj til konfirmanderne.

Fattigvæsnets organisering

Omkring starten af 1900-tallet var Fattigvæsenets organiseret således: På det politiske niveau havde Man et politisk udvalg: Fattigudvalget. Til det udvalg var af magistraten udpeget syv borgere af de bedste! Til at varetage de daglige konkrete opgaver var udnævnt en Fattiginspektør og et antal Fattigforstandere. Det var ikke nogen let opgave at varetage, fordi mulighederne for at hjælpe ved begrænsede.

Udover Fattigvæsenets muligheder for at hjælpe kunne de fattige sendes på Forsørgelsesanstalten. De kunne også bare henvise til en af de fattigkasser, som på privat initiativ var oprettet. På det mere konkrete plan kunne fattige borgere med børn, der skulle konfirmeres, blive henvist til forskellige foreninger, der tilbød beklædning af trængende konfirmander.

Børneasylet skal også nævnes. Det var borgerskabets hjælp til den hæderlige, arbejdsomme almues børn, som ikke måtte demoraliseres ved samvær med de fattiges børn. Instituttet skulle ”værne tidlig om fattige børns sædelighed” og ”tillige bibringe dem de første elementairkundskaber.”

Derudover var fra starten af 1800-tallet blevet oprettet en stribe legater, hvoraf flere henviste til, at fattige kunne opnå økonomisk hjælp - uden modydelse af nogen art.

Helsingørs Fattigvæsen ejede fra gammel tid det trekantede grundstykke på hjørnet af Bjarkesvej. Her blev der indrettet et stort antal kolonihaver. Placeringen fik betegnelsen Kolonivejen. Senere blev dette areal brugt til at bygge [[Helsingør Kommunes Alderdomsstiftelsen.

Fattiggården nedlægges i 1925

Fattiggården i Helsingør blev nedlagt i 1925. Der blev fra kommunens side givet udtryk for glæde over at kunne nedlægge den, da man mente det var uværdigt for ældre og invalide borgere at måtte finde sig i at havne på Fattiggården. Kommunen indgik i stedet en aftale med Hillerød Arbejds- og Forsorgsanstalt, hvortil man kunne sende de borgere, der skulle under personligt forsorg, men som ikke egnede sig til den lokale forsorg i Helsingør. Kvinder kom ikke med her. Men blev henvist til andre anstalter.

Fattigvæsen i Tikøb kommune

Før sammenlægningen med Helsingør kommune i 1970 har Tikøb kommune sin egen historie med hensyn til hjælp og aktivering af fattige personer i denne kommune. Se under Tikøb kommune.

Kilder: 1) Kommunestyret i Helsingør 1890-1930. Peder Christensen. 2) Telefon- og Årbøger for Helsingør 1905, 1936 og 1956. 3) Wikipedia.dk 4) Tikobkommune.dk

Redaktion: estubtoft@gmail.com