Espergærde Boldklub
Allerede før 1925 havde der været et par forgæves forsøg på at starte en fodboldklub i Espergærde-området. Første gang var omkring 1915, da en murersvend forsøgte at danne Espergærde Sportsklub med base på engen bag kirken. Foreningen opnåede ikke en lang levetid og i stedet forsøgte Lars Ove Jensen - kaldet "mølleren" - sig nogle år senere. Der blev da spillet fodbold på forskellige marker i bl.a. Mørdrup og der blev endda organiseret kampe med forskellige nabobyer.
Det var imidlertid først omkring 1925-26 at der dannedes en levedygtig forening: Espergærde Boldklub. Blandt foreningens ledere var viktualiehandler Hans Pedersen og depotbestyrer Carl Jensen, kaldet "Hurtigcarl". Med sidstnævntes bortrejse fra byen, var det imidlertid svært at finde ledere - men det lykkedes at overtale cykelsmed Eigil Christensen til at overtage formandsposten. Han var i forvejen formand for Espergærde Gymnastikforening - og det faldt derfor snart naturligt at slutte de to foreninger sammen. Det skete den 3. november 1935 - og dermed var Espergærde Idræts Forening en realitet.