DUI-LEG og VIRKE
DUI-LEG og VIRKE er en selvstændig, idébetonet børne- og ungdomsorganisation, der bygger på arbejderbevægelsens grundholdninger.
Det betyder, at formålet med DUI-LEG og VIRKE’s aktiviteter er at give alle børn og unge mulighed for selvstændig udvikling i respekt for og i samarbejde med andre mennesker.
Rygraden i DUI-LEG og VIRKE er de godt 80 lokale afdelinger i hele landet, hvor børn og voksne i fællesskab planlægger og gennemfører en masse sjove og spændende aktiviteter. Det kan være musik og sang, idræt for sjov, lejr- og hytteture, fællesspisning, udvekslingsrejser, klatrevægge, cirkus og gøgl, drageflyvning m.m. I DUI er det kun fantasien, der sætter grænserne.
DUI - LEG og VIRKE hed indtil 1968 DUI De Unges Idræt. Det skyldtes den almindelige udvikling i organisationen, hvor idræt ikke mere var den altdominerende aktivitet. Nu handlede det mere Leg og Virke for og med børn.
DUI-LEG og VIRKE Helsingør er en afdeling under landsforbundet DUI-LEG og VIRKE.
Se også Stauninggården.
I Helsingør afdeling sætter vi børnene og familien i første række. Der er desværre ikke mange tilbud, der både henvender sig til børn og hele familien. Det prøver vi at gøre noget ved. Familien får i DUI-LEG og VIRKE Helsingør en mulighed for, i en ellers stresset hverdag, at få nogle timer sammen.
Hver tirsdag er der gruppeaften, hvor vi laver alt muligt mellem himmel og jord. Den "mørke" vintertid bliver mest brugt til forskellige kreative ting. Eks. Decoupage, Lysstøbing, dragebygning, batik og meget andet. Ind imellem tager vi også en tur i svømmehallen, laver mad eller hygger os med spil.
Når det bliver lyst og varmt udenfor, er vi udenfor, hvor vi laver snobrød, leger vilde lege. Nogle gange tager vi også en tur på stranden.
Men uanset hvad vi laver, er DU selv med at finde ud af, hvad vi skal lave. Flere og flere snakker om, at der er mindre tid til familien. Det gør vi noget ved. Hver tirsdag laver vi mad sammen til meget billige penge.
Hos DUI-LEG og VIRKE er alle velkomne, også forældrene. Her kan man få et frirum til at lege med egne og andre børn.
Mange syntes, at noget af det bedste er weekendture og sommerlejre, hvor vi er sammen med mange andre DUIére fra hele landet.... Ja nogle gange fra hele verden.
Kilde: 1)Steen Karstensen, DUI - LEG og VIRKE, 2)Erik Stubtofts private arkiv.