Aalebæksbro-stenen
Fra Helsingør Leksikon
Ved Aalebæksbro, hvor Gurre Å krydser den nuværende Hornbækvej, er der i årene mellem 2000-2008 genrejst en gammel høj granitsten med inskriptionen "OlbexsBro 1818". Stenen, der utvivlsomt er rejst til minde om etableringen af en stensat bro over åløbet, vidner samtidig om det tidligere navn på denne del af Gurre Å: Aalebæk eller Ollebæk/Oldebæk. Gennem mange år lå stenen ubemærket i vejkanten ved den grusvej, der fra stedet fører ned gennem Langesø-området.