Forskel mellem versioner af "Syklubben"

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning
(Ny artikel - endnu ikke helt afsluttet)
 
(→‎Snedighed og økonomi: Detalje ændret)
Linje 46: Linje 46:
 
Hvor man tidligere kunne anvende de samme kontaktsteder flere gange, måtte man være mere og mere snedig i arbejdet med at finde nye på både og nordkysten, gerne et nyt sted hver gang. Ikke alle behøvede at være med hver gang, efterhånden som antallet af medlemmer af Syklubben steg, helst så få som muligt. Ingen af Syklubbens medlemmer tjente ved at deltage, men det siger sig selv, at det var ikke gratis at drive Syklubben. Indtægter fra sejladser til Sverige og eventuelle kommissioner rakte ikke helt til at holde økonomien i gang, og Erling Kiærs ophold i Sverige kostede. Alle, der ønskede at komme over Sundet, kom over og betalte efter evne. Man helt afhængig af økonomisk hjælp, og det var specielt Frits Johan Blichfeldt Møller ferm til at kanalisere.
 
Hvor man tidligere kunne anvende de samme kontaktsteder flere gange, måtte man være mere og mere snedig i arbejdet med at finde nye på både og nordkysten, gerne et nyt sted hver gang. Ikke alle behøvede at være med hver gang, efterhånden som antallet af medlemmer af Syklubben steg, helst så få som muligt. Ingen af Syklubbens medlemmer tjente ved at deltage, men det siger sig selv, at det var ikke gratis at drive Syklubben. Indtægter fra sejladser til Sverige og eventuelle kommissioner rakte ikke helt til at holde økonomien i gang, og Erling Kiærs ophold i Sverige kostede. Alle, der ønskede at komme over Sundet, kom over og betalte efter evne. Man helt afhængig af økonomisk hjælp, og det var specielt Frits Johan Blichfeldt Møller ferm til at kanalisere.
  
'''OBS: DENNE ARTIKEL ER IKKE HELT AFSLUTTET ENDNU - mangler afslutning og finpudsning!'''
+
'''OBS: DENNE ARTIKEL ER IKKE HELT FÆRDIG ENDNU - mangler afslutning og finpudsning!'''
  
 
===Litteratur===
 
===Litteratur===

Versionen fra 30. sep 2018, 15:26

I takt med Anden Verdenskrigs udvikling, voksede modstanden i Danmark. I Helsingør havde den første danske togafsporing fundet sted knap en kilometer nord for Espergærde d. 06. november 1942 efter et mislykket forsøg d. 31. august. Den danske modstand bredte sig året efter i løbet af sommeren. den såkaldte ”Syklub” i Helsingør fik en afgørende rolle i forbindelse med at sejle de danske, jødiske flygtninge over Øresund til Sverige. Afstanden til Sverige er kort, der er togdrift med hyppige stationer og mange af de flygtende kendte området godt som turister. Alt dette gjorde Helsingør og nærmeste omegn langs kysten velegnet til formålet. Om denne del af modstandsbevægelsen i Helsingør handler denne artikel.

Modstanden vokser

Krigslykken var ved at vende for tyskerne, ikke mindst efter nederlaget i Nordafrika i slutningen 1942 og i Rusland i begyndelsen af 1943. Den ugunstige situation for tyskerne skabte en forestilling om, at krigen snart ville være ovre og opildnede danskerne til modstand. Forholdet mellem den tyske værnemagt og danskerne forværredes i løbet af sommeren 1943, hvor hadet og modstanden øgedes. Sabotagerne tiltog og blev et mere og mere markant indslag i modstandsarbejdet. Tyskerne blev mere og mere trængt, og over for den voksende danske modstand skærpede de kursen og reagerede voldsommere over for provokationerne. Det voksende oprør brød ud i fuldt flor ved undtagelsestilstanden, omtalt i næste afsnit.

Augustoprøret

Tyskerne så sig nødsaget til at stramme grebet om Danmark. Rigsbefuldmægtigede, dr. Werner, var vendt tilbage fra det tyske hovedkvarter med det ultimatum, at den danske regering skulle erklære undtagelsestilstand. Det vil sige en tilstand, hvor alle normale love og rettigheder skulle sættes ud af spil for at få standset urolighederne. Majoriteten af partierne nægtede, og samlingsregeringen bøjede sig og trådte tilbage d. 29. august 1943. Den danske regering, Rigsdagen og kongemagten ophørte således med at fungere. Den tyske besættelsesmagt svarede igen ved at indføre militær undtagelsestilstand, som varede til d. 05.oktober. Situationen skabte en stor uro, og danskerne blev endnu mere opsætsige imod besættelsesmagten med ligefrem et folkeligt oprør til følge. Omfattende strejker, spontane demonstrationer og provokationer brød ud, og det kom ofte til håndgribeligheder. Også i Helsingør var der ophidsede demonstrationer mod tyskerne. Modstandsgrupper var allerede godt i gang rundt om i landet, men tilslutningen voksede efter augustoprøret, som det blev kaldt.

De danske jøder

Under besættelsen i Danmark 1940-1945 havde en samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt været gældende. Den havde bl.a. medført, at der i Danmark ikke var særlige love, som diskriminerede og isolerede jøderne fra resten af befolkningen. Da samarbejdspolitikken brød sammen, bortfaldt denne beskyttelse og førte til en undtagelsestilstand og en skærpelse af besættelsesmagtens kurs over for Danmark. Et af resultaterne var, at en razzia mod de danske jøder fandt sted natten mellem d. 01. og 02. oktober, den såkaldte ”jødeaktion”. De fleste var blevet advaret inden, og man anslår, at omkring 95 % nåede i sikkerhed og at besættelsesmagten ”kun” fik fat i omkring 470 jøder, som blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Her afgik 53 af disse ved døden, men størstedelen vendte hjem efter befrielsen. Andre steder gik det lang, langt værre.

Mange jøder søgte op langs kysten for at komme til Sverige og gik i skjul hos venner og bekendte, i sommerhuse eller hos hundredvis af hjælpsomme familier. Situationen kaldte på handling. I Gilleleje blev 107 jødiske flygtninge afsløret og taget til fange natten mellem d. 6. og 7. oktober 1943, hvoraf de 84 havde gemt sig på kirkens loft. Nogle af disse forsøgte at flygte og døde undervejs, mens resten blev sendt til Horserød først, senere til koncentrationslejren i Theresienstadt. Filmen ”Fuglene over Sundet” handler om dette tragiske forløb, som bevirkede, at man gik over til mindre transporter med hurtiggående både fremfor de større transporter.

De fire pionerer

Transporter over Øresund var allerede i gang. Men undtagelsestilstanden og ikke mindst den tyske aktion mod de danske jøder åbnede øjnene for nødvendigheden af, at der kom fart i transporterne og at de blev sat i system. Også kommunister og andre, der åbent erklærede sig som modstandere af tyskerne, blev forfulgt af nazisterne. De tre af de fire personer, som var med i begyndelsen, havde hidtil været havde været involveret i modstandskampen på et beskedent plan, f.eks. i forbindelse med illegale blade. Men i løbet af sommeren og efteråret 1943 blev de gradvist mere engageret i det illegale arbejde. Det drejede sig om følgende personer: Erling Kiær, bogbinder (1906-1980), som ikke menes at have været aktiv i modstanden før september 1943; Thormod Larsen, politibetjent (1909-1998); Børge Rønne, redaktør af Frederiksborg Amts Avis (1911-2001); Ove Bruhn, kontorassistent ved politiet (1914-1986).

Erling Kiær og Børge Rønne blev engageret i flugtarbejdet i den sidste uge i september 1943. Kiær og Rønne kendte hinanden i forvejen, fordi Kiærs bogbinderi lå i Stengade 68. Her fik Rønne sine bøger bundet ind, og hans kontor lå i Sct. Anna Gade 4, hvor han også havde sin lejlighed. Børge Rønne kendte Ove Bruhn både fra illegal bladvirksomhed og fordi han dagligt opsøgte nyheder hos politiet. Kontakten til Thormod Larsen kom via arbejdet inden for politiet, hans viden om og accept af de tre andres arbejde med flygtninge.

Efter de lidt første tilfældigt organiserede indsatser blev medlemmerne af den kommende Syklubs første samlede aktion en transport til Gilleleje med ca. 100 flygtninge d. 06. oktober. Ved denne lejlighed blev de jøder, der havde opholdt sig på loftet i Gilleleje Kirke, taget (undtagen en enkelt dreng, der var klatret op i tårnbjælkerne). Forfulgt af Gestapo måtte flygtningene vende tilbage til Snekkersten og overnatte de samme steder som natten før og kom først over Sundet med forskellige både næste dag, d. 07. oktober. Ved den lejlighed kæntrer en overfyldt båd med tolv personer, hvor de ni når at svømme i land, men de tre omkommer, bl.a. drengen fra kirkeloftet i Gilleleje.

”Helsingør Syklub” stiftes

”Helsingør Syklub” opstår. d. 07. oktober, hvor Thormod Larsen kom med i gruppen efter at være blevet kontaktet af Børge Rønne. Den fik hurtigt dæknavnet ”Syklubben” og blev den største og bedst organiserede af de illegale flugtruter i Helsingør. Hensigten med navnet var, at syklubber er på den tid var meget almindelige og at ingen vil fatte mistanke til det navn. Erling Kiær indså, at kun ved at erhverve sin egen båd kunne organiseringen af flugterne forbedres og effektiviseres. Det skete d. 10. oktober og fik den ønskede virkning. Ingen havde de store forudsætninger for at sejle båden, men Erling Kiær blev valgt til opgaven. Han havde opholdt sig på en ranch i Sydamerika, havde udviklet en dumdristighed og havde et fandenivoldsk sørøverinstinkt, som Rønne udtrykte det. Han fik tilnavnet ”Pim”, afledt af titlen på bogen ”Den Røde Pimpernel”.

Andre blev hurtigt involveret i transporterne af flygtninge, bl.a. læge Jørgen Gerfelt og politifuldmægtig Jørgen Sandholt. Det er skønnet, at omkring 150 hundrede personer i alt har været involveret i Syklubbens arbejde.

En kro som centrum

Et helt centralt mødested for modstandsbevægelsen i Helsingørområdet var Snekkersten Kro og dens ejer, Henry Christian Thomsen. Her blev mange aktioner planlagt. Og det selvom Gestapo også havde sin gang der. Gestapo i den ene ende af kroen og Syklubbens medlemmer i den anden. De samme blev Hotel Øresund i Stengade 53 i Helsingør anvendt til, selvom der Gestapo også holdt til her. Her indkvarteredes også flygtninge under aftalte forholdsregler - som et ud af mange andre steder.

Egen båd

En gammel, lille lodsbåd med en råoliemotor, som kunne gå tre knob i timen. Den første sejlads foregik med nogen risiko trods forklædning som lods og de falske papirer lige for næsen af tyskerne. Af sikkerhedsmæssige grunde besluttede Erling Kiær at benytte Helsingborg som base for flygtningetransporterne. Her fik han et glimrende samarbejde med de svenske politimyndigheder og i stor grad toldvæsenet, som hjalp ham med at skjule sin identitet.

Bådens motor svigtede nu og da, og årerne måtte anvendes. Den svenske kystbevogtning var hjælpsomme med at bugsere båden til havnen i Helsingørborg. I oktober var det ikke farligt at deltage i disse transporter. Tyskerne havde endnu ikke mistanke om de illegale transporter. De havde derfor stort set ingen patruljebåde ude og der var indtil midten af november ikke ret mange Gestapofolk i Helsingør. Dog er Nordhavnen stærkt bevogtet.

Det blev indledningen til regelmæssige transporter af personer og flygtninge, eftersøgte modstandsfolk, militærfolk, andre forfulgte grupper og enkeltpersoner, våben og kurérpost med kodet korrespondance, som tyskerne absolut ikke skulle have fat i. Mest kendt er Syklubben for transporter af de danske jøder.

Båd kaput - ny anskaffes

I slutningen af oktober måtte en aktion i Skotterup opgives på grund af hårdt vejr , da båden fik et stort hul i bunden ved at blive løftet op på en sten og kunne ikke umiddelbart repareres. Det lykkedes efter tre dage at finde en ny med plads til mange flere personer og med en større, benzindreven motor, som kunne oparbejde en fart på seks knob. Forbuddet mod benzindrevne både i Øresund vanskeliggjorde sejladser om dagen. Båden blev gjort lydløs ved hjælp af en lærredssæk, placeret omkring udstødningen. Farlige situationer opstod, og det krævede mod, dristighed og snarrådighed at deltage i modstandsarbejdet.

Risikoen vokser

Gestapo var begyndt at indse, at der foregik temmelig meget over Sundet om natten og skærpede overvågning og kontrol fra midten af november. Gennemførsel af aktioner blev herefter betydeligt farligere, også for dem på land og for pårørende til Syklubbens medlemmer. På dette tidspunkt havde organisationen udviklet sig til at blive et stort og vidt forgrenet foretagende med et netværk af mange specialiserede underafdelinger og en lang række samarbejdspartnere. Både etablering og drift blev udført med stor dygtighed, som må imponere og efterlade respekt.

”Racerbåd” anskaffes

Det var af afgørende betydning at kunne sejle fra den tyske kontrol. Som en midlertidig løsning installeres i båden en stærkere og mere stabil motor, som kan sejle 10 knob. Den skiftes ud med en lang og smal båd, som stikker så lavt, at den kan anløbe alle broer på kysten. Den har et lavt fribord, som gør den sværere at få øje på og er udstyret med redningsbælter, en redningskrans og et par årer. Den kan gå 15 knob og kan sejle fra de tyske kontrolbåde. Det blev der ofte brug for.

Snedighed og økonomi

Hvor man tidligere kunne anvende de samme kontaktsteder flere gange, måtte man være mere og mere snedig i arbejdet med at finde nye på både og nordkysten, gerne et nyt sted hver gang. Ikke alle behøvede at være med hver gang, efterhånden som antallet af medlemmer af Syklubben steg, helst så få som muligt. Ingen af Syklubbens medlemmer tjente ved at deltage, men det siger sig selv, at det var ikke gratis at drive Syklubben. Indtægter fra sejladser til Sverige og eventuelle kommissioner rakte ikke helt til at holde økonomien i gang, og Erling Kiærs ophold i Sverige kostede. Alle, der ønskede at komme over Sundet, kom over og betalte efter evne. Man helt afhængig af økonomisk hjælp, og det var specielt Frits Johan Blichfeldt Møller ferm til at kanalisere.

OBS: DENNE ARTIKEL ER IKKE HELT FÆRDIG ENDNU - mangler afslutning og finpudsning!

Litteratur

Syklubben: Helsingør-modstandsgruppen der snørede tyskerne. Af Karina Søby Madsen og Søren Gulmann. Udgivet af Fantastiske Fortællinger, i samarbejde med Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening, 2014.

Birger Mikkelsen: -for anstændighedens skyld. Helsingør, 1994

Helsingør Bymuseum. Årbog, 1980. Heri: Børge Rønne: ”Helsingør Syklub”, side 49-84.

Erling Kiær: Med Gestapo i kølvandet. Frimodts Forlag, 1945.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.