Lånekontorer

Historisk

Der har altid været vakse borgere, som kunne tjene penge ved at låne andre borgere penge - især til de, der ikke selv havde penge.

For halvandet hundrede år siden eksisterede der ikke mindre end 173 private pantelånere rundt om i København - og i enhver by landet over var der lokale folk, som påtog sig at udlåne penge - mod god renter naturligvis. Også i Helsingør.

Alle disse lånekontorer vidste, at selv om borgeren ikke havde værdier en masse, så havde de dagligdags ting, som kunne belånes. Tøj, sko, værktøj, legetøj, guldringe, dyre vaser, arvestykker - ja der var ikke det, som ikke kunne omsættes til et lån i kontanter af en vis varighed.

Når pantelåneren havde vurderet længe på et sæt tøj, der havde set bedre dage eller på et arvestykke med affektionsværdi og fremsat et indiskutabelt tilbud, var borgeren næsten fanget. Lånets størrelse kunne ikke diskuteres. Ofte handlede det om, at der skulle være penge til mad eller husleje. Borgeren var simpelthen i nød for penge og måtte tage til takke med det tilbudte lån.

Når lånet skulle betales tilbage og pantet skulle udleveres til borgeren igen, kom der renter på. Ofte 3 til 6 procent eller mere - pr. måned! Det lød ikke af så meget, men hvad det betød, hvis lånet varede et år, var svært at forestille sig, når man ikke var stiv i rentesregning.

Helsingørs offentlige lånekontor (1)

Helsingør havde et offentligt lånekontor. Det var et aktieselskab og havde til huse i byens rådhus på Stengade 75. Der var åbent kl. 9-12 og 4-6 om eftermiddagen.

Lånekontoret blev ledet af en bestyrelse, som havde ansat en forretningsfører. Desuden var ansat to Taxatricer, altså personer, som vurderede lånesøgernes medbragte genstande og vurderede, hvor meget der kunne lånes.

Private lånekontorer

Der fandtes i 1900-årene i Helsingør desuden private lånekontorer. De blev kaldt pantelånere. Når borgerne kom i pengenød og de ikke havde lyst til at besøge det offentlige lånekontor på rådhuset, tyede de til de private pantelånere.

Der var ingen regler eller kontrol med de private pantelånere. Nogle af dem annoncerede med deres virksomhed, mens andre måske var lidt mere lyssky. De holdt ofte til i kælderlokaler og skiltede ikke meget. Desværre for mange borgere kunne det være nødvendigt at låne penge der - og de måtte ofte betale højere renter.

Petersens Enke (1)

Pantelånerske. Brøndstræde 14. Kontoret havde åbent hele dagen. Her kunne borgerne mod at aflevere noget af værdi låne et beløb for en aftalt periode. Når genstandene blev indløst mod tilbagebetaling af lånet, kostede det en vis procent til udlåneren.

Lån uge efter uge (2)

Blot eet eksempel ud af mange.

Lise og Niels havde været gift i mange år. De havde over en periode på 14-15 år fået ialt seks børn. De sad økonomisk hårdt i det. Gennem årene havde de ofte vanskeligheder med at få deres penge til at række.

De havde det sådan, at i perioder var det Niels, der var den hjemlige kassemester. Ikke fordi han havde meget begreb om familieøkonomi – i hvert fald slet ikke, når han i perioder drak det hele eller det halve af ugelønnen op. Når det så gik galt, måtte Lise tage over. Det blev det nu ikke bedre af. Hun fik formentlig ikke flere husholdningspenge end, at der altid var for lidt til den store familie.

I mange år blev det almindeligt, at Lise var kunde hos Onkel. Ikke en almindelig onkel, men sådan kaldte man det offentlige lånekontor, som i mange år havde til huse på byens rådhus. Her afleverede Lise f.eks. tøj eller andre genstande, der repræsenterede en værdi. Det indleverede blev vurderet af lånekontorets taksatorer. For den værdi, der blev fastsat, kunne Lise låne nogle penge til de daglige fornødenheder.

Der var fuld diskretion på lånekontoret. Lise kunne uden legitimation opgive sit navn og fik så et særligt mærke udleveret, så det pantsatte kunne afhentes igen.

Blandt de mest belånte ting i Lises og Nielsˋ familie var overtøj, Nielsˋ pæne tøj, Lises kjoler, børnenes tøj, ure, sølvtøj, tæpper og Nielsˋ harmonika. Låntagningen foregik uden husfaderens viden. Det samme skete med indløsningen af det belånte. Niels kom hjem med sin ugeløn (dengang i kontanter). Lise fik sin del til husholdningen. Kort efter listede et af børnene ned på lånekontoret for at indløse det pantsatte, som Niels ikke anede noget om var belånt.

Når barnet kom hjem med det pantsatte, blev det igen placeret i klædeskabet, uret kom op at hænge på sin vante plads mv. - uden, at Niels bemærkede det. Sådan kunne det foregå uge for uge.

Pantelånere - som nutidigt erhverv

En pantelåner er i dag en person eller virksomhed, der erhvervsmæssigt låner penge ud mod at få værdigenstande som pant. Erhvervet som pantelåner har i Danmark været ikke-eksisterende i flere år, men fik en renæssance i sommeren 2014.

I andre lande er pantelånere et mere udbredt erhverv. I Danmark er der dog de seneste år kommet virksomheder, som tilbyder lignende løsninger til pantelån. De tilbyder salg med tilbagekøbsret. Det virker i praksis ligesom pantelån.

Forretningsmodellen for pantelån er indrettet således, at pantelåneren f. eks. tilbyder et lån på op mod halvdelen af værdigenstandens værdi til en månedlig rente på maksimalt 1,5% som følge af lovkrav.

Betales det lånte beløb ikke tilbage ved ophør af lånets løbetid, sælger pantelåneren den pantsatte værdigenstand på auktion. Bliver varen solgt med fortjeneste ud over det allerede udbetalte, tilfalder overskuddet kunden. Varen skal sælges ved offentlig auktion.

Kilder: 1. Helsingør Kjøbstads Vejviser 1901-1902.

2. Wikipedia.dk

3. Erik Stubtofts private arkiv.

Redaktion: estubtoft@gmail.com