Gader og veje i Helsingør Kommune - historisk og generelt

Fra Helsingør Leksikon
Version fra 3. jun 2017, 13:34 af Charlotte Fenger (diskussion | bidrag) Charlotte Fenger (diskussion | bidrag) (Overflytning af artikel i gang)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Skift til:navigering, søgning

Introduktion

Her finder du historien bag de enkelte gader, veje, stræder, torve og pladser i Helsingør kommune, herunder den tidligere Tikøb kommune. Så vidt det har været muligt er medtaget oplysninger om, hvornår de er navngivet og hvorfor de har fået det pågældende navn.

Oplysningerne er tilvejebragt på grundlag af materiale fra Helsingør Lokalarkiv og Helsingør Hovedbibliotek samt afdøde bibliotekar Eva Stennickes materiale herom. Desuden er anvendt oplysninger fra Helsingør Kommunes hjemmeside og fra materialer, bøger mv. om Tikøb Kommune samt telefonbøger, håndbøger mv. omhandlende de to kommuner.

I marts 2017 har Helsingør kommune 448.277 meter vejstrækning, heraf er 328.482 meter kommuneveje og resten private fællesveje.

Kildeangivelser

I det omfang det har været muligt er der ved de enkelte veje- og gader mv. nævnt, hvilken kilder, der er anvendt. Hvis nogen har yderligere oplysninger om anvendelige kilder eller om kildehenvisninger, som burde være nævnt, vil vi meget gerne have en henvendelse herom. Hvis vi har anvendt materiale, som vi utilsigtet og ikke specifikt har fået tilladelse til at anvende, hører vi gerne herom. Begge dele vil naturligvis hurtigst muligt blive ajourført.

Vejnavne som ikke eksisterer mere

Der er en del veje og gader mv. som ikke eksisterer mere, men hvor navnet af og til bruges af borgere, som stadig husker dem. Vejnavnene er ikke nævnt i oversigten. Vi har dog valgt at nævne nogle af de mest kendte i denne rubrik. Hvis du har kendskab til et vej/gadenavn, som ikke eksisterer mere, men har en historisk interesse, så send os en mail.

Aldershviles Vej: På Helsingør Byråds møde den 4/5 1911 blev det vedtaget at benævne vejen fra Esrumvej over "Aldershvile"s tidligere jorder (Matr. Nr. 64 og 23 af Markjorderne) Aldershviles Vej. Ophævet igen 1924. På byrådets møde den 22/9 1924 vedtog man at ændre vejens navn til Frejasvej.

Borgmester Jørgen Andersens Stræde: Jørgen Andersen var borgmester i Helsingør fra 1647 og formentlig til 1651. Se Stjernegade.

Brøndstræde: Se Sct. Olai Gade.

Bøddelgade: I 1947 blev vejen efter ønske fra gadens beboere ændret til Lundegade.

Den sorte vej: Strækningen mellem Gl. Hellebækvej og Esrumvej kaldtes "Den sorte Vej" inden byrådet den 6. oktober 1898 vedtog at kalde den Hamlets Vej.

Gammel Tingstræde: Se Stjernegade.

Gartnergade: Navngivet af Helsingør Byråd før 1930 ifølge kommunens egne oplysninger i ”Kommunestyret i Helsingør 1880-1930.”Gartnergade blev nedlagt i forbindelse med, at Stürup Plads blev indrettet til P-plads i 1960'erne. Gaden blev anlagt i 1880'erne. Jorden var indtil da udlagt til gartneri. Da man skulle skaffe boliger til familier, som flyttede til Helsingør i forbindelse med oprettelsen af Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri i 1882, blev arealet købt af et byggekonsortium. En række private bygherrer opførte, efter en fælles plan, i 1884/85 nogle mindre boligblokke med små lejligheder med udlejning for øje. I 1960´erne blev husene revet ned, gaden sløjfet og området udlagt til parkeringsplads. Det blev til en del af Stürups plads. Husrækken mod Klostergade blev bevaret.

Hamlets Vej: Blev senere til Rolfsvej. På et tidspunkt var vejen en del af Frederik 2.s Kongevej. I skrivelse af 24. s. m. andrager grundejere ved Kolonivej (Bjarkesvej) - den såkaldte" Landinspektørens Vej" - og Belvederevej om, at hele vejstrækningen i fortsættelse af "Hamlets Vej" (Rolfsvej) fra Gl. Hellebækvej til Kongevejen ved "Hollandske Mølle" må blive benævnt "Hamlets Vej".

Hyldevej: Efter forhandling med ejeren af Meulenborg, fru A. M. Carøe, besluttede Helsingør Byråd på sit møde den 16/12 1935, at den vej, som hun havde udlagt over Meulenborgs jord fra Nørrevej mod nordvest på Helsingørsiden af skellet mod Tikøb Sogn, skulle benævnes Tjørnevej og at den vej, som hun havde udlagt vinkelret på den før omtalte vej og som løber imod nordøst hen imod hovedbygningen på Meulenborg, skulle benævnes Hyldevej. På byrådets møde den 16/5 1977 blev det besluttet at ændre vejens navn til "Hyldebakken".

Klostermosegårdsvej: Se Klostermosevej.

Klosterhave Plads: Se Stürups Plads.

Kolonivej: På Helsingør Byråds møde den 6/10 1898 blev det vedtaget, at kalde vejen bag nogle af byens havekolonier for "Kolonivej". Helsingørs Fattigvæsen ejede fra gammel tid det trekantede grundstykke på hjørnet af Bjarkesvej og Esrumvej samt det tilsvarende grundstykke på hjørnet af Gurrevej og Bjarkesvej. Disse to jordstykker lå i midten af 1800-tallet hen som haver. Her kunne Helsingørs mindrebemidlede borgere dyrke deres grøntsager og fattigvæsenet fik også herfra kartofler m.m. til eget brug. Kolonihaverne regnedes for at være de ældste i landet. Vedr. vejens tidligere historie: Se Bjarkesvej.

Landinspektørens Vej: På Helsingør Byråds møde den 12/12 1918 behandlede man en skrivelse fra grundejere ved Kolonivej, den såkaldte "Landinspektørens Vej" samt Belvederevej'" om, at hele vejstrækningen i fortsættelse af Hamlets Vej fra Gl. Hellebækvej til Kongevejen ved "Hollandske Mølle" måtte blive benævnt "Hamlets Vej". Byrådet vedtog af imødekomme ønsket for så vidt angik "Kolonivej" mellem Esrumvej og Gurrevej.

Lille Møllestræde: Se Anna Oueens Stræde.

Lindevej: Navngivet af Helsingør Byråd før 1930 ifølge kommunens egne oplysninger i ”Kommunestyret i Helsingør 1880-1930.” I maj 1911 besluttede Helsingør Byråd, at vejen fra Marienlyst Park til Nordre Strandvej benævnes Lindevej. Ved kommunesammenlægningen i 1970 besluttede Helsingør Byråd, at vejnavnet skulle ændres til Slotsvej, fordi der allerede fandtes en Lindevej i den ny kommune, nemlig i Espergærde.

L. Muncksvej: Helsingør Byråd vedtog på sit møde den 18/10 1906, at tre nye veje anlagt af particulier A. Munck på dennes ejendom, "Hannedal", skulle benævnes Læssøvej (nuværende stavemåde Læssøesvej), "N. Christensens Vej" og "L. Muncks Vej". I 1924 besluttede byrådet at omdøbe "L. Muncks Vej" til Peter Willemoes Vej.

OBS: Denne artikels flytning fra Kategori: "Gader og veje" er under udarbejdelse!

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.