Sophienlyst
Lars Bjørn Madsen skrev i efteråret 2010 følgende artikel i Lokalavisen Nordsjælland: Sophienlyst var en af sundtoldsbyens karakteristiske lystejendomme, som var opført af folk »udenfor bondestanden«, ofte velhavende købmænd, der her kunne nyde de landlige omgivelser og en ofte god, supplerende indtægt fra driften, som de fandt de rette folk til at klare. I 1800-årene betragtede man Sophienlyst ved Kongevejen som en stor seværdighed, og de forbipasserende kunne typisk udbryde: »Nej se dog, hvor er det dog smukt!« Dengang var haven nyplantet, og op ad de tre gule fremspring voksede slyngroser på grønmalede rammer. Dengang var Kongevejen den rene idyl uden biler, men med ganske få, fredelige trafikanter.
De byen i første halvdel af 1800-årene solgte overdrevsjorderne til private, slog bagermester Christopher Daniel Schmidt i 1810 til og købte parcellen nr. 147, og han byggede formentlig hurtigt en trelænget gård på grunden, for den noteres i brandforsikringsprotokollen for 1817. Bygningerne brændte omkring 1840, hvor ejendommen var ejet af regimentskirurg Kølpin Ravn, og i brandforsikringsarkivalierne nævnes en nyopført »kvistbygning«.
I perioden 1865-1881 var Sophienlyst (også kaldet Sofielyst eller Sophielyst) ejet af baron, hofjægermester og jurist, Severin Jacob de Løvenskjold, der må have givet ejendommen sit navn. Han var nemlig gift med komtesse Sophie Vibeke Knuth-Knuthenborg.
Om Løvenskjold fortæller gårdejer Christian Hansen i 1924, at han var en statelig mand med grå bakkenbarter, han var enkemand og havde et par voksne døtre og førte et selskabeligt hus. Han var ligesom det meste af adelen en foregangsmand på landbrugets område, men helsingoranerne forstod ham ikke og lo ad hans forskellige handlinger og prøveforsøg.
Et trekantet jordstykke mellem nuværende Århusvej, Haderslevvej og Kongevejen og ned mod Fredsholms jorder, hvor nu MacDonalds ligger, havde baronen delt i flere små skifter, og havde her forskellige slags sæd og rodfrugter. Det kaldte han forsøgsmarken. Befolkningen på egnen kaldte det tossestreger; selv lod de det gode vand løbe ud i nærmeste vandhul eller ud i landevejsgrøfterne.
Løvenskjold var en af de første af egnens landbrugere, som såede langstrået græs i udlægsmarken, og havde selv i dårlige år og på de simplere af gårdens jorder nogle udmærkede græsmarker. De andre jordejere så fordelen ved, at der blev meget hø og godt tøjregræs, men ingen ville begynde. De blev ved den gamle slendrian, kun at så lidt kløver og fodergræs (timothe), der til dels kvaltes i urene og kvikbegroede marker.
Selv på mejerivæsenets område var baronen et hestehoved foran de andre. Han havde en forholdsvis stor besætning bestående af små tynde svenske køer, som var nøjsomme og gav rigeligt med mælk. Køerne havde ikke numre på hornene, men navn efter deres karakteristika, nemlig Hjælme, Stjerne, Drave, Ringe, Langhorn, Højhorn, Korthorn, Gule, Blak, Røde, Sorte, Hvide osv.
Baron Løvenskjold havde i mange henseender sine egne idéer. Gårdens vogne havde deres bestemte smøredag, enten de brugtes eller ikke. Når de blev brugt meget, peb de, da det var gamle træaksler, som skulle smøres med tjære. Forkarlen, husmand Jens Olsen, senere vejmand på byens veje, sagde da til baronen: »Vi kommer til at smøre de vogne, da gadedrengene løber efter os og råber omkap med hjulene: »hr. Løvenskjold, hr. Løvenskjold!« Baronen svarede: »Nej, de trænger ikke. De skal vente til smøredag, da det er gammelt skidt, der sidder og gnaver i navene. Kør ned til stranden med dem og få dem skyllet.« De havde ikke så langt, da der for enden af Gyldenstræde dengang var åben strand, hvor der tillige hentedes tang og sand. Det hjalp, så længe vognene var våde, men når de blev tørre, peb de ufortrødent videre.
Han havde også den idé, at han kun ville have kønne piger i sin tjeneste, og sådanne var ikke vanskelige at få, da det var gode vellønnede pladser på Sophienlyst. Flere af dem kom imidlertid galt afsted, og derfor fik baronen skylden. Forkarlen, som selv syntes godt om pigerne, blev vred på baronen og skældte ham ud i fleres påhør. Herved kom sladderen ud blandt befolkningen, der stadig føjede mere til.
Det interesserede baronen at stå ude ved vejen og se malkepigerne fra Helsingør komme forbi, når de havde været ude på overdrevet for at malke. Det var, ifølge Christian Hansen, også et smukt syn at se dem gå med en stor mælkespand på hovedet og strikke på en strømpe. Folk sagde, at det var for pigernes skyld, baronen stod dér, men »hvem af os ville ikke gøre det samme, hvis byens borgerdøtre kom gående med en strikkestrømpe i hånden og en stor spand på hovedet, iført en net og klædelig dragt, som de selv havde syet, solide sko, syet af byens egne skomagere, og grå eller brune strømper, som de selv havde spundet og strikket og undertiden også farvet.«
Baron Løvenskjold solgte i 1881 Sophienlyst til jægermester Harald Kvistgaard, som lejede jorden ud til mølleejer A. H. Qvistgaard fra Hollandske Mølle, som drev den mønsterværdigt. Han var tillige største leverandør til Helsingør Svineslagteri med hundreder af svin.
I slutningen af århundredet ejedes Sophienlyst af dampmøller Jacob Rudolph Schmidt, der var bekendt over hele Nordsjælland for sine svære belgiske heste og sine store, fede, brogede køer, som gav umådelig med mælk. I hans tid nedbrændte de gamle bygninger fra baronens tid. Branden, der var påsat, ligesom mange andre på overdrevet dengang, skyldtes angivelig en ung mand, som ville fordrive rotterne. I nogle år var Sophienlyst upåagtet af de vejfarende, indtil den i 1921 blev international højskole, og nu er bekendt langt ud over købstadsjorderne.