Helsingør Leksikon:Politik

Politik om brug af billeder

Hovedreglen er: Upload kun billeder som der ikke er ophavsret på, eller hvor opretshaveren har givet sin tilladelse.

Har man skrevet en artikel, stor eller lille, og mangler et billede at illustrere den med, kan man henvende sig til .....

I beskrivelsen af det enkelte billede, se listen over billedfiler, er det angivet når billedet tilhører et af de lokalhistoriske arkiver i Helsingør Kommune eller private samlinger. Man er velkommen til at rette henvendelse til pågældende for at erhverve en kopi i en bedre opløsning og/eller tilladelse til at anvende fotografiet i en anden sammenhæng

Lokalhistorisk Netværk afholdt i foråret 2005 en workshop med titlen "Billeder på nettet I". De følgende informationer stammer fra materiale offentliggjort i den forbindelse.

Gunner Byskov, byskov@medieskolerne.dk skriver bl.a.:

1. Som udgangspunkt er alle (amatør)billeder fra før 1970 frie på markedet og kan gengives uden tilladelse og vederlag til fotografen. Han/hun skal dog stadig navngives, i overensstemmelse med hvad god skik kræver.

Loven skelner mellem billeder (beskyttet i 50 år efter optageåret) og værker (beskyttet 70 år efter ophavsmandens død).

Det er svært at definere, hvornår et fotografi er et værk, men der kan henvises til den generelle ophavsretsregel (hvor man opererer med “værkhøjde”) - noget med at fotografiet skal have et personligt præg. Det må altså ikke være noget, som alle sådan lige kan lave.

Pointen her er, at fotografiske billeder nok er beskyttet i 50 år efter optagelsesåret (§ 70 stk. 2), men der er en særregel i § 90 stk. 5:”Bestemmelsen i § 70 finder ikke anvendelse på fotografiske billeder, der er fremstillet før d. 1. januar 1970”. Det medfører så netop, at alle billeder fra før 1970 er frie på markedet, så at sige, og uden ophavsretlig beskyttelse.

Hvis det til gengæld er et værk, er det stadig ophavsretligt beskyttet under forudsætning af, at fotografen har levet indtil 1938, uanset optageåret.

I praksis må man prøve at finde frem til fotografen, måske står fotografens navn ligefrem på billedet, og så er det er jo bare at spørge rettighedsindehaverne, arvingerne.

2. Alle fotografier optaget i 1970 eller senere er beskyttet i mindst 50 år. Det gælder, uanset om fotografierne er billeder eller værker. Billederne er beskyttet i 50 år, men er der tale om værker, er beskyttelsestiden altså 70 år efter fotografens dødsår.

Med hensyn til hvem der har retten: se pkt. 3.

3. Professionelle fotografer (reklame- og portrætfotografer) har sandsynligvis ikke retten til de billeder, de erhvervsmæssigt har optaget i perioden fra d. 1.1.1970 til d. 1.7.1995! De har den ideelle ophavsret (droit de la paternité), men de har ikke retten til at udnytte dem økonomisk. Det vil fx. sige, at de nok skal navngives, men ikke honoreres! I dette tilfælde er det bestilleren, der har retten til billedet. I erhvervsmæssigt øjemed arbejder fotografer jo udelukkende efter bestilling, og så gælder særlige regler.

For billeder optaget mellem 1961 og 1995 gælder § 12 i den daværende Fotografilov: ”Retten til bestilte billeder tilhører bestilleren, hvis ikke andet er aftalt”, og en sådan aftale blev kun sjældent indgået. Det betyder, at bestilleren havde retten til billedet, da Lov om Ophavsret kom til i 1995 og forlængede beskyttelsestiden til 50 år, og derfor er det bestillerens ret, der forlænges.

De billeder, professionelle fotografer har optaget på eget initiativ (”efter naturen” som det hedder i den gamle lov) har de ophavsretten til, i det omfang de kan kaldes værker. De vil så være beskyttet i 70 år efter fotografens død. Det samme gælder erhvervsmæssige fotografier optaget før 1970. De var nemlig frie på markedet, da den nye lov kom, og derfor virker loven her med tilbagevirkende kraft.

4. Da pressefotografer altid indgik en “anden aftale”, har de retten til billeder og skal betragtes som ophavsmænd. Pressefotograferne var tidligt opmærksomme på disse regler og forsynede endda ofte deres billeder med stemplet “Eneret”, ligesom de i hvert fald fra 1965 leverede billeder efter handels- og leveringsbetingelser, der tydeliggjorde, at de beholdt retten til fotografiet og kun solgte retten til at mangfoldiggøre det i overensstemmelse med det aftalte.

Billeder, optaget af pressefotografer, skal derfor altid betragtes som værker, og de er beskyttet indtil 70 år efter udgangen af ophavsmandens dødsår.

5. Hvis man har et billede, der ikke er forsynet med fotografnavn, eller hvor fotografen ikke på andre måder er kendt, er man ikke forpligtet til at bruge tid på at finde ud af, hvem ophavsmanden er. Billedet er naturligvis stadigvæk ophavsretligt beskyttet, og ophavsmanden eller dennes arvinger har ret til vederlag. Men lovens §7 siger klart:

“Som ophavsmand anses, når ikke andet er oplyst, den, hvis navn eller alment kendte pseudonym eller mærke på sædvanlig måde er påført eksemplarer af værket”.

Det medfører, at når der ikke er påført et navn eller andet ikke er oplyst, ja så er man jo chanceløs. Det er ganske enkelt det mindste, en fotograf skal gøre: forsyne sit billede med navn.

Ifølge gældende lov frem til 1961 skulle fotograferne foretage sig to ting for overhovedet at opnår eneret til deres billeder: a) forsyne billederne med teksten: eneret b) indrapportere billedet til Kirke- og Undervisningsministeriet på en dertil indrettet blanket

Da det ikke skete ret ofte, mildt sagt, må konklusionen være, at fotograferne ikke opnåede denne eneret - heller ikke på billeder, de havde taget på eget initiativ.

Det ændrer dog ikke på, at de med den nugældende lov opnår retten til deres fotografier, i det omfang, de kan kaldes værker!

I praksis må man, når billederne offentliggøres, skrive “Ukendt fotograf”. Hvis rettighedsindehaverne så melder sig, må den, der bruger billedet (forlaget, avisen, etc.) være indstillet på at udbetale det normale honorar, men heller ikke mere end det.

7. Kun den eller de, der har ophavsretten, har retten (og pligten) til at påklage overtrædelser. Enkelt nok: rettighedsindehaveren påtaler. Ingen andre. Hvis ingen indehaver melder sig, så er der ingen påtale. Dog: den ideelle ophavsret (fx navngivning) varer evigt (§ 75), og her påtaler det offentlige efter udløbet af beskyt-telsesperioden.

8. Som udgangspunkt må man offentliggøre alle billeder, der er lovligt optaget og som ikke har et indhold, der er egnet til at nedgøre de fotograferede i offentligt omdømme.

Straffelovens § 264 siger, at man ikke må fotografere personer, der befinder sig “på et ikke frit tilgængeligt sted”. Private hjem er ikke frit tilgængelige, og det er offentlige rum (haller, koncert- og foredragssale, osv.) for så vidt heller ikke. Men hvis de eller den, der bliver fotograferet, er klar over det og accepterer, er der tale om et stiltiende samtykke, og så må man godt fotografere og dermed trykke billedet. Det vil næsten altid være tilfældet.

.