Reberbanen
Reberbanen ved nuværende Lundegade er anlagt af den foretagsomme Jean Jacob Claessen i 1783. Denne var blot en af flere reberbaner i sundtoldstidens Helsingør, idet man på en sådan virksomhed fremstillede reb til sejlskibene. For at lave – eller rettere slå - et reb, krævedes plads til at få de enkelte præfabrikerede hampesnore til at blive til et reb, der igen kunne slås sammen til et tov. Claessens reberbane bestod af en 600 alen lang bygning, der var opført langs med den nuværende Lundegade, og hvoraf der stadig findes rester i den sydlige ende. Ud mod Classensvej lå virksomhedens pakhus til de færdige produkter. Claessen døde i 1806, og 10 år efter gik virksomheden konkurs, hvorefter Staten i 1824 overtog den og bortforpagtede den. I 1838 var reberbanen nedlagt og det såkaldte Reberbanens Vænge udstykket i tre parceller og solgt ved offentlig auktion. I dag er Reberbaneparken ved Marienlyst Allé et minde om denne virksomhed.