Nordhavnen

Nordhavnen blev indviet den 3. juni 1934. Det var Helsingørs populære og initiativrige borgmester Peder Christensen, der på nærmest egen hånd og efter mange års hård kamp mod stat og politikske modstandere, skaffede byen Nordhavnen. Den skulle primært tjene rekreative formål i form af en badeanstalt og en lystbådehavn, og samtidig give plads til erhvervsfiskerne, som kunne flytte ud af statshavnen/færgehavnen. En sidegevinst var at sandet ville aflejre sig på kysten mellem havnen og Hotel Marienlyst. Man fik på den måde en dejlig sandstrand, som af de lokale stadig kaldes Gummistranden efter gummifabrikken Tretorn, der lå i dens umiddelbare nærhed.

Det var et privat konsortium, som gav borgmesteren mulighed for at få projektet godkendt i byrådet. Konsortiet ville opføre en badeby på Grønnehave og skulle så betale leje til kommunen. Man ville også opføre en gratis badeanstalt, give fri adgang til badestranden og ikke mindst bygge bådehavnen, som efterfølgende skulle overgå til kommunen.

Nordhavnen blev bygget med en bred midtermole, hvor siden mod Kronborg var fiskerihavn med ophalingsbedding, og siden mod Hotel Marienlyst var lystbådehavn. Ved fiskerihavnen fik Helgolandsværftet plads, Helsingør Fiskehus og en købmandshandel kom til ved ophalingsbeddingen, mens stejlepladsen og røgeriet fik plads på landsiden af havnevejen. Svømmestadion yderst på den nordre mole blev bygget i 1935 af Helsingør Svømmeklub og udspringstårnet kom til senere. Udfor lystbådehavnen blev restaurantbygningen Kronborg Havbad opført. Den særegne art-deco bygning er nu revet ned.

Konsortiets planer var ambitiøse, og det var ikke alt som lykkedes. Badebyen blev en fiasko ligesom en forlystelsespark med karrusel, radiobiler, spilleautomater og ishus heller aldrig blev en succes.