Graus Købmandshandel
Betegnelsen "Graus købmandshandel" dækker over, at forretningen blev oprettet på initiativ af skibsreder Louis Grau, der i 1958 havde oprettet Snekkersten-Helsingborg færgerute. Idéen var, at det skulle være nemt at komme fra færgen og i land for at handle - for så at nå den samme færge og sejle retur til Helsingborg. Købmandshandlen var med andre ord oprettet for at tilgodese de svenske rejsende.
Købmandshandlen blev indrettet i en træbygning, som Grau allerede ejede. Bygningen havde imidlertid i en kort periode været anvendt til en nu lukket Espergærde-Hven færgerute, så i 1961 fik Grau tilladelse til at flytte bygningen til et areal, der lå i det nordøstligste hjørne af Strandvejen nr. 188 A. Denne ejendom, kaldet "Røde Ege", var da ejet af direktør Carl Vilhelm Nielsen. Købmandshandlen blev en del af den daværende "Vime"-kæde, og eksisterede frem til 1968, da bygningen atter blev fjernet.
I 1966 havde Louis Grau nemlig selv overtaget "Røde Ege" og han lod nu en ny bygning opføre lige ved siden af træbygningen. Den nye bygning var bygget sammen med selve villaen og rummede fra 1969 til 1974 en købmandsbutik i "Dankøb"-kæden.
Efter købmandsperioden indrettedes en overgang bådudstilling og bådhandel i lokalerne. Derpå indrettedes kontorer, men efter få år ændredes bygningen til boligformål.