Aage Fischer
I begyndelsen af 1920'erne grundlagde Aage Fischer sit konditori i ejendommen Stengade 38. Forretningen var et rent konditori, og måtte ikke sælge franskbrød, morgenbrød og lign.
Til gengæld måtte en konditor fremstille chokolade, konfekture, is og marcipan, og forretningen inkl. cafe havde åbent fra tidlig morgen til kl. 10 om aftenen.
Cafeen var møbleret med runde borde med glasplader, hvorunder der lå kniplede servietter/små duge. Stolene var med rødt betræk. I loftet hang guldbelagte seksarmede lysekroner med små pergamentskærme. Hvis man klikker på fotografiet så det bliver større, kan man også tydeligt se de to spejlopsatser der dækker over varmeanlægget, og at der står to store kinesiske vaser på en marmorplade over varmeapparaterne.