Mørdrupvej 87
Nathansens Hus: Den lille gulkalkede ejendom på Mørdrupvej 87 i Mørdrup stammer fra 1911, hvor forfatteren Henri Nathansen - kendt først og fremmest for skuespillet "Indenfor Murene" - efter et længere ferieophold på Busserupgaard lidt nord for Mørdrup erhvervede en byggegrund af det konsortium, der var gået i gang med at udstykke dele af Kjærsgaards jorder langs Mørdrupvej. Efterfølgende gik Nathansen i gang med at opføre sit eget hus på den langstrakte og stærkt kuperede grund. De følgende år - mens byggeriet stod på - opholdt Nathansen og hans hustru sig flere steder i nabolaget - i Skibstrup 1913 og Snekkersten 1914. Husbyggeriet afsluttedes i 1915, og blandt de første gæster, som Henri Nathansen inviterede til at komme på besøg hos sig i Mørdrup, var kritikeren Georg Brandes. Henri Nathansen stod som ejer af huset på Mørdrupbakken frem til 1933.