Foreningen til Sprydstagens Forevigelse
Sprydstagsforeningen, som den bliver kaldt i daglig tale eller "Foreningen til Sprydstagens Forevigelse", som er dens officielle navn, forkortet FtSF, opstod i 1969.
Det er i høj grad takket være foreningens aktiviteter, at der fortsat eksisterer så mange smakkejoller på Øresund. På den måde forbindes nutidens aktiviteter med fortidens sejladser, hvor smakkejoller blev brugt til færgefart, fiskeri og kadrejeraktivitet.
Hvad er en smakkejolle?
Ordet smakke kommer oprindelig - som så mange andre begreber vedrørende søfart - fra hollandsk. "Smak/smakken" betyder smække eller slå. Det er betegnelsen for et sejl, som kan drejes eller smækkes mellem rælingerne. Smakkejoller er små eller mellemstore fartøjer med sprydstagsejl: det firkantede sejl holdes diagonalt ud af en sprydstage, som sættes på masten i en kordelstrop. Sprydstagsrigning kendes helt tilbage til romerriget og har været almindeligt brugt i hele Europa. Smakkejoller kan have en, to, eventuelt også tre master. På Øresundskysten er standard dog én mast. Det er en enkel og nem rigning, som kan håndteres uden behov for mange kræfter. Ideelt til små fartøjer, som anvendes til kystnær sejlads.
Foreningens begyndelse
FtSf havde sin første sejlads i 1969, da en flok sejlglade unge mennesker med kærlighed til sprydstagsriggede træjoller indbød til kapsejlads og en sammenkomst i Sletten. Blandt dem var den unge bådebygger Michael Kiersgaard, som var aktiv i foreningens første år, men snart flyttede til Svendborgsund og derfor ophørte med at være deltager på Øresund. Feltet var ikke så stort ved den første sejlads, men i løbet af et par år voksede opbakningen med deltagelse af joller fra Dragør, Nivå, Humlebæk, Espergærde, Snekkersten og Hornbæk. Det førte til, at der i 1971 blev stiftet en egentlig forening med Mike Barkholt som den første formand. FtSF har til formål at fremme interessen for vedligehold og sejlads med gamle smakkejoller i det nordlige Øresund fra Sletten til Hornbæk. Det hele blev formaliseret i 1973, da der var blevet udarbejdet vedtægter, og der blev valgt en bestyrelse med Mike Barkholt som formand og Ole Johansen, Richard Andersen, Anne Larsen og Michael Sand som bestyrelsesmedlemmer.
Oprindelig var foreningen temmelig puritanistisk i sine krav til medlemmerne. Ejere af traditionelt byggede træjoller med sprydsejl kunne optages i foreningen, og jollerne skulle godkendes af den siddende bestyrelse. Senere blev foreningen mere liberal og begyndte også at optage meginjoller, som er sprydstagsriggede, men har skrog af glasfiber. Meginjollen blev udviklet i 1988 af bådebygger Per Bruun fra Espergærde.
Der blev også tænkt omsorgsfuldt på besætningsmedlemmerne. I bestemmelserne for kapsejladsen for 1970 står der:
§ VI: Sikkerhedsbestemmelser: Det pålægges skipperen at proviantere på en sådan måde, at mandskabet kan holde tørsten fra livet under hele sejladsen.
Kapsejladser og tursejladser
I de følgende år voksede medlemskaren til omkring 100, og der var stor aktivitet. Der var en forårssejlads til Skotterup, hvor jollerne lagde ind ved Kongevasen, hvis vind og bølger gjorde det muligt, og der blev serveret skipperlabskovs, som Skotterup Kro stod for. Der var tursejladser til Ven, hvor FtSF hurtigt fik gode kontakter og blev inviteret til at deltage i sejladsen "Ven rundt". Men vigtigst var og er den store pokalsejlads, som holdes sidst i august eller begyndelsen af september.
Allerede i 1969 fik FtSF indstiftet en vandrepokal, en tidligere frugtskål, som Michael Kiersgaard hentede i sin mors vindueskarm. Men den største ære ved pokalsejladserne er at vinde Carl Collatz-Pokalen. Den blev skænket i 1970 af fisker Carl Collatz Jensen og hustru. Det er også en frugtskål i sølvplet, det er en vandrepokal, og den gives til et medlem, som i det forløbne år har udført et godt og prisværdigt oprignings-, restaurerings-eller vedligeholdelsesarbejde på sin jolle. Til denne pokal kommer kun de gamle træjoller i betragtning. Det første år blev pokalen givet til Mike Barkholt for jollen Magda, og den er blevet uddelt næsten hvert år siden, men uddeles ikke, hvis der mangler fortjenstfulde kandidater.
Foreningen i nyere tid
Antallet af joller er gået ned de senere år. Nogle er solgt, andre er gået til. Men der ligger fortsat et antal traditionelle joller i havnene i Espergærde, Humlebæk, Snekkersten og Hornbæk og også en enkelt i Sletten. På Flynderupgård er udstillet snekkerstenjollen "Vilhelm" fra 1900, som i 1969 blev skænket af ejerne Aage og Henry Petersen til udstillingen om fiskeriet fra Kronborg Hage til Sletten.
Aktiviterne har forskudt sig lidt. Smakkejollerne fra Espergærde og Snekkersten sejler nu sammen hver tirsdag aften, der er Skotterupsejlads i forsommeren og pokalsejlads i eftersommeren. Men derudover kan man opleve smakkerne ved Store Stranddag i juli, ved havnefesten i Snekkersten og ved Sundtoldsmarkedet i Helsingør i august, hvor jollerne sejler ture med passagerer.
50-års jubilæet i 2019 blev fejret ved et stævne den 15.-16. juni. Det udviklede sig mere dramatisk end planlagt, idet der under sejladsen den første dag rejste sig et voldsomt tordenvejr. To joller kæntrede lige nord for Espergærde Havn og otte personer havnede i vandet. Takket være en hurtig og effektiv redningsaktion fra livredningstjenesten og dansk og svensk redningstjeneste blev alle dog bjærget uskadt.
De ældste joller
Ikke alle smakkejollerne i Øresund er gamle eller bygget lokalt. Men der eksisterer stadig et lille antal joller, som er bygget på bådværfterne langs Øresundskysten og som takket være omhyggelig pasning og pleje har holdt sig gennem mange år.
Saga
Den ældste af jollerne er sildebåden "Saga", som er bygget i Hornbæk i 1884. Det er en stor og kraftig jolle på 23 fod, som er bygget til Kattegatbølger, så den kunne bruges til kystnært fiskeri. I 1919 blev den solgt til en fisker i Sletten, og den blev brugt til erhvervsfiskeri indtil 1980, hvor Sletten Havns 100-års Jubilæumsfond købte jollen af den daværende ejer. I 1982 var Saga restaureret og sejlklar og blev sejlet i 20 år, endda på langfart til Grenå, indtil lauget blev opløst. I 2012 fik Nicolai Sneum bragt "Saga" tilbage til Hornbæk, og der blev stiftet et laug, som gik i gang med istandsætte "Saga", som blev søsat i 2013.
Magda
"Magda" er bygget i 1907 af Laurits Svendsen på Snekkersten Bådeværft til fisker Hans Olsen i Humlebæk og blev senere benyttet af en række fiskere i Humlebæk. Jollen kom til Sletten i 1968, da den blev købt af initiativtageren til FtSF, Michael Kiersgaard, og et par af hans venner. "Magda" kom i 2005 til Snekkersten. Magda skal i vinteren 2019-2020 gennemgå en større reparation.
Aksel
"Aksel" blev bygget i 1908 af bådebygger Laurits Svendsen i Snekkersten til fisker Børge Hansen. Han anvendte jollen til småfiskeri og måske noget kadrejeri. Jollen blev opkaldt efter fiskerens søn Aksel. Fisker Hansen ejede jollen helt frem til 1974, da den nuværende ejer overtog jollen. Jollen er i hele sin levetid blevet vedligeholdt med trætjære og fremtræder som en meget autentisk lille fiskerjolle fra Sundet med barkede bomuldssejl. I 1999 blev jollen hædret med Dansk Veteranskibsklubs kølhalingsblok for det fremragende bevaringsarbejde. Aksel er af Skibsbevaringsfonden erklæret bevaringsværdig, og har inden for de sidste par år været igennem en gennemgribende restaurering. Aksel er hjemmehørende i Sletten.
Christian
"Christian"er bygget o. 1932 af Anders Thomsen i Snekkersten til Børge Larsens Bundgarnsselskab i Skotterup. Bundgarnsjoller (eller ‘mellembåde’) som "Christian" var beregnet til at blive roet frem. De havde stor stabilitet og lasteevne og var større end fiskernes sejljoller, som i reglen var 16-18 fod. "Christian" ligger i Snekkersten.
Frem
"Frem" er bygget 1933 af Laurits Svendsen på Snekkersten Bådeværft til fisker Viggo Aanonsen i Humlebæk og benyttet til erhvervsfiskeri til 1966. Per Christiansen i Espergærde brugte herefter "Frem" til fritidssejlads. I 1981 blev jollen skænket til Flynderupgård-Museet, og siden 1997 har den været i Espergærde Smakkelaugs varetægt. "Frem" medvirkede i oktober 2018, da foreningen "Undtagelsen" lavede en dramatisering - "Redningen" - af begivenhederne i forbindelse med jødernes flugt fra Skotterup/Snekkersten til Sverige i oktober 1943.
August
"August" er bygget ca. 1939 af Anders Thomsen i Snekkersten til fisker Gudmann i Snekkersten, og har været anvendt til erhvervsfiskeri indtil 1956 og fritidsfiskeri frem til ca. 1982. Jollen blev 1984 erhvervet af den nuværende ejer og gennemgribende restaureret i 1988 af bådebygger Ib Nielsen, Thurø. "August" ligger i Espergærde Havn.
Litteratur
Foreningen til sprydstagens forevigelse
FtSF - Foreningen til Sprydstagens Forevigelse. 1971-1996. Juni 1996.
Bente Thomsen: 50 år med Foreningen til Sprydstagens Forevigelse. (Helsingør Dagblad, 12. juni 2019)