Torvehandel i Helsingør

14.12 (for 2 timer siden)

Torvehandel i Helsingør

1). Kongen besluttede, at der skulle være torvedag

2). Forskellige typer af torvehandel

2.1). Slagtertorvet

2.2). Kvægtorvet

2.3). Fisketorvet

3). Torvehandel med andre vare

4). Kommunale regler for torvehandel

Her fortælles lidt om, hvordan vilkårene for både byboere og bønder var, indtil der begyndte at komme regler, der førte frem til den første egentlige regulering ved hjælp af en Næringslov. Desuden fortælles om, hvordan Axeltorvs handel har udviklet sig gennem flere århundreder.

Hvis du har relevante supplerende bemærkninger eller korrigeringer, kan du sende dem til fakta@helsbib.dk De vil derefter indgå i redaktionens opdateringer af artiklen.

Kongen besluttede, at der skulle være torvedag

Den 11. december 1547 blev det bestemt i et brev fra Kongen, at der hver lørdag skulle holdes torvedag i Helsingør by.

Samtidig blev det bestemt, at bønderne skulle føre deres korn og andre varer til torvedagen ude fra de omkringliggende sogne til glæde for byboerne, som mestensdels var håndværkere og handelsmænd. Påbuddet gjaldt bønder så langt væk fra som sognene Asminderød, Blovstrød, Grønholt, Karlebo, Lillerød og Lynge. Men naturligvis også fra de nærmeste sogne Tikøb og Nøddebo.

I 1757 fortæller Ludvig Boesen, at “Ordentlige torve har byen ikke som andre og mindre stæder. Dog kan hjørnet af Stengade og Sct. Annagade anses for byens “madtorv”, thi her er slagterboder, fisk fåes her ferske til købs og rundt om sidder mest amagerkoner med køkkenurter. I Sudergaden seer ligest efter et torv, da der er en firkantet plads, hvor korn og landmandens varer forhandles. Broen kan anses for et frugttorv.”

I 1845 fastslog en ny forordning, at "Det skal herefter være alle Landboere i de danske Provindser tilladt paa Landet at opkiøbe, samt til Kiøbstæderne at indbringe, og der i store og smaa Partier at sælge, alle Naturalproducter af Landbrug, Kreaturhold, Havedyrkning og Fiskeri samt alle Slags Skoveffecter og Tørv.”

I “Danske Lov” fra 1863 forkyndte et påbud, at håndværkerne fik tilladelse til at kunne bo og arbejde på landet. Derved mildnedes kravet til bønderne om hver lørdag at skulle begive sig til torvedagen i Helsingør.

Senere ændredes bestemmelserne, der også gjaldt for andre købstæder end Helsingør. Bønderne skulle føre deres Varer til Købstæderne og sælge dem paa offentlige Axeltorve og Markeder.

Disse bestemmelser forblev gældende indtil midten af 1800-tallet. De indebar i almindelighed i de østdanske områder, at næringsudøvelse på landet kun få steder kunne ske lovligt.

I M. Galschiøts bog om Helsingør i forrige århundrede fortælles om, hvordan torvehandelen i Helsingør forløb: Paa torvedagene i 40-erne holdt vognene saa tæt paa det lille torv, der ikke var mere end en fjerdedel af det nuværende, at der idelig klagedes over, at man ikke kunne komme frem mellem dem uden at faa klæderne tilsølede af hestene, der ikke var fraspændt."

Slagtertorvet

Det første egentlige handelstorv i Helsingør blev af mange grunde kaldt Slagtertorvet. Det kom 1500-tallet sig af, at omkring det gamle torv i Sct. Annagade var der gennem en del år blevet etableret slagterboder. Her handlede borgerne så slagtervarer - også hos de kvinder fra oplandet, som solgte fra små skure, som de dannede af tørklæder mv. torvet var i mange senere kendt som Polititorvet, fordi byens politistation havde plads her.

Kvægtorvet

Kvægmarkedet i Helsingør blev fra starten af 1800-tallet holdt i Stengade og de nærmeste gader. Der var opstillet boder med salg af slagtervarer foran husene. Indimellem blev et stykke kvæg præsenteret - og solgt. Nogle år senere flyttedes kvægmarkedet til Svingelport.

Fra 1847 afholdtes det årlige kvægmarked på Grønnehave. Det var kommandanten på Kronborg, der stillede mark og fælled til rådighed - mod en passende betaling til slottets kasse. Det var ikke noget stort kvægmarked sammenlignet med de jyske kvægmarkeder, der ofte tiltrak besøgende langsvej fra.

Mange familier i Helsingør besøgte markedet, som de anså for en forlystelse for både børn og voksne. Andre af byens borgere kom for at handle med deres faste "bonde", der året rundt også forsynede familierne med smør, ost, mælk, fjerkræ og lignende, når bonden kom til byen.

Selve markedspladsen bestod af lange rækker af køer og kalve, får og lam samt grise i alle størrelser. Det var nærmest en folkefest, der udfoldede sig de dage i oktober hvert år.

Som en vigtig bestanddel af Kvægmarkedet bestod det også af en række håndværkere, der falbødderes egne fabrikerede produkter. Man kunne finde pottemageren, der kunne levere jydepotter og potter - og ikke at forglemme lergøgene, som børnene elskede at fløjte i. Ved siden af ham stod skomageren, der ville sælge træsko og fedtlæderstøvler - og senere fik tilladelse til også at sælge manukfakturvarer, trælegetøj redskaber af træ.

Også bagermesteren havde sin plads på markedet. Friskbagte vafler og honningkager, som vakte fornøjelse til både børn og ældre. Andre forlystede publikum med opvisninger og tryllekunstner - og selvfølgelig blev der drukket både øl og sodavand til tørstige sjæle og glade børn.

Fisketorvet

Foruden landbrugets produkter solgtes også fersk fisk som torvehandel i Helsingør. Det foregik på Axeltorv, men på den del af torvet, som lå ved Sudergade. Fiskerkonerne - mændene var jo ude og fange fiskene på havet - kom spadserende med deres trillevogne fortrinsvis fra Ålsgårde og Snekkersten.

I sig selv har fiskerkonerne været et sælsomt syn. Når de hver morgen tidligt kom traskende med deres små vogne med fisk, var de klædt godt og varmt på. Korte skørter, store tørklæder om hovedet og tykke ben. Jo de var sandelig et festligt syn i byens gadebillede.

Fra slutningen af 1700-tallet har fiskerkonerne haft plads på Stengade lige overfor Brostræde. Men efter en klage fra en af byens “spidser” blev de henvist til en plads på Slagtertorvet. Det var de ikke så begejstrede for. Senere fik de lov til på at stå på fortovet over for Hotel Øresund i Stengade. Men mangen en borger - og enkelte hotelgæster - fandt dette uheldigt. Byrådet valgte derefter i 1833 at flytte fiskekonernes torveplads til Bramstræde, hvor der blev indrettet en særlig plads til et rigtigt fisketorv.

Det varede dog ikke længe før fiskerkonerne syntes, at pladsen ikke var god nok. De listede derefter ud på fortovet med deres fisk, fordi de kunne sælge flere der. Senere fik de plads på Axeltorv nede i enden ved Sudergade.

Men stadig kunne man se fiskerpigerne traske deres lange vej fra Espergærde, Snekkersten og Ålsgårde med deres trillebører fyldt med friske fisk, som deres mænd havde fanget helt til de lyse morgener.

3). Torvehandel med andre varer

På det Axeltorv, som vi kendte i mange år, blev der handlet alle de varer, som bønder og aktivt handlende byboere ønskede at sælge. Varer som enten var produceret på gårdene i Helsingørs opland eller som borgerne sad hjemme i byens lejligheder og snørklede med. Det kunne være flotte strikkede uldtrøjer og strømper, malede billeder af Kronborg eller andre motiver, træfigurer til børns leg, kunstfærdige smykker og ringe - og meget andet.

På Axeltorv kunne osteglade borgere købe de lækreste oste, milde til børnenes skolemadder, krasse og vellagrede rigtig gammel-oste. Der var også boder med salg af grøntsager og fisk.

I mange år havde kommunens politiske partier boder, hvor de “solgte” deresbudskaber om et ndet og bedre samfund. Der var smagsprøver på valgflæsk og balloner til børnene.Det var med til at give Axeltorv status som det sted, hvor man kunne møde hinanden, få en god snak, en sodavand eller en Wiibroe-øl. Mangen en gang var der også musik af lokale harmonikaspillere og violinister - ja høres kunne også borgere med gode sangstemmer, der gjaldede ud over torvets mange besøgende.

Op gennem 2000-tallet er torvehandelen døet langsomt ud. Færre landboere kom med deres produkter. Byens borgere købte ofte varerne billigere i de tilstødende gaders butikker. Det torv,der tidligere både onsdag og lørdag - ja ofte også med start fredag - kunne trække mange folk til sig, tabte pusten.

Selv op til jul, hvor Axeltorv i generationer var samlingspunktet for familier på juleindkøb ognydelse af julekager, julegløgg, julegaver, julepynt og selvfølgelig, julemænd med langt hvidt skæg og dybe stemmer, der delte pebernødder ud til børnene. Den oplevelse eksisterer stort set ikke mere.

Salget af juletræer foregik i alle dagene før jul. Uanset om det sneede voldsomt eller endog var snestorm, skulle familierne omkring torvet for at købe et juletræ. Der var som regel flere torvesælgere med meget forskellige juletræer såsom rødgran, ædelgran og ganske almindelige træer.

Axeltorvs historie har ændret sig siden de gode gamle og hyggelige dage i torvets bedste tid. Mange ønsker sig sikkert tilbage til den gang. Der er mange af tanker blandt byens borgere og politikere om, hvordan Axeltorv skal se ud i fremtiden. Efter et utal af læserbreve i de lokale medier, borgermøder mv. er en færdig plan ikke lagt på Byrådets bord endnu i 2020.

4). Torvehandelens kommunale regler.

I 1924 besluttede Helsingør Byråd regler for torvehandelen på Axeltorv. Det måtte kun ske der og kun onsdag og lørdag i sommermåneder fra kl. 7 til 12 og om vinteren først fra kl. 8.

På torvet må kun sælges de varer, som er omtalt i de gældende bestemmelser lød det i reglerne. Det var torvebetjentens opgave at sikre det. Han havde også beføjelser til at få oplyst, hvorfra varerne i en stade kom fra. Torvebetjentens arbejde var ikke altid lige morsomt. Han skulle jo påtale, hvis nogen overtrådte reglerne.

Torvesælgerne kunne betale sig til en fast plads fra gang til gang. I 1928 skulle der betales 20.00 kr., som tilfaldt kommunekassen. En stadeplads for en enkelt dag skulle henvises til en edig plads af torvebetjenten - til en pris af 1 kr.

Reglerne for Axeltorv i dag er ikke så detaljerede. Torvet kan benyttes til diverse aktiviteter såsom stadesalg, optræden, udstillinger, kulturelle arrangementer m.m.

På torvet kan der handles med fødevarer, blomster, håndværk, brugskunst m.m. Det kræver en tilladelse fra Center for By, Land og Vand jf. gældende regler i den af Byrådet godkendte Gademanual. Hvis nogen ønsker at benytte et areal på torvet til et arrangement, kræver dette en tilladelse fra kommunen.

Kilder.

M. Galschiøt. Helsingør i forrige århundrede.

Ludvig Boesen: Beskrivelse af staden Helsingør.

Kenno Pedersen: Torvelivet i Helsingør (Årbog / Helsingør Bymuseum. 1973-1976. S. 5-41).

Wikipedia.dk

Helsingør Bymuseums årbog 1973-1976.