500-års jubilæum

1426 - 500 år før jubilæet

[Den 2. juni 1426 gav kongen atter privilegier for "den nye By paa Krogen", der den gang allerede havde borgmester og rådmand, og den 13. marts 1441 fornyede Christoffer af Bayern disse privilegier for Helsingør. Den 3. juli 1456 gav Christian I stadfæstelse og forbedring af privilegierne, af hvilket dokument ses, at sildefiskeriet i efteråret endnu dengang var af betydning for byen, og at det var almindeligt for borgerne at have svin på olden i de omliggende store skove; i det hele var Helsingørs usædvanlig store svinehold formentligt dens hovederhverv forud for sundtoldens indførelse. Byens privilegier stadfæstedes atter den 7. marts 1516, den 16. juni 1540 og den 10. maj 1561.] (Wikipedia.

===500 år før jubilæet===---

I 1526 blev Helsingør en købstad. Det sørgede Kong Erik af Pommern for. Han skænkede sine borgere - som han kaldte datidens helsingoranere - en række privilegier, som gjorde byen til købstad. I 1926 fejrede Helsingørs borgere da sit 500 års jubilæum med et brag af en folkefest.

Om bare fem år - i år 2026 - får Helsingør igen anledning til at fejre jubilæum. Denne gang som købstad i 600 år. Bliver det mon igen en folkefest med deltagelse af statsministeren, andre ministre, borgmestre fra mange byer, flotte og fantasifulde historiske optog i lange baner, dejlige skuespil og andre kulturelle og festlige løjer? Bliver det mon også en folkefest som i 1926 - med et stort engagement fra borgere, handlende og virksomheder? Eller skal vi borgere se det hele udfolde sig på vores mobiltelefoner, vores pc-ere eller på vore Ipads.

Det ved vi ikke noget om endnu. Men skal der være fest, så skal der være forberedelser. Der skal nedsættes udvalg eller komiteer, som det blev kaldt i årene op til 1926. Der skal skaffes penge. Ikke alene fra den altid slunkne kommunekasse, men også fra kommunens handlende, erhvervsvirksomheder - og fra byens borgere. Der skal etableres fysiske aktiviteter af de mange lokale idémagere og igangsættere.

Nå. Den tid, den glæde. Der er lang tid til endnu - og måske bliver det hele bare forbigået i økonomisk tavshed,

500-års jubilæum forberedes

Da byen fejrede sit 500 års jubilæum bestod Helsingør af kun Helsingør. Områder der i dag hører til Helsingør kommune som f. eks. Espergærde, Snekkersten, Hellebæk, Kvistgaard, Tikøb, Ålsgårde og Hornbæk hørte alle sammen til nabokommunen Tikøb.

I 1926 havde Helsingør lidt mere end 15.000 indbyggere, som var deltagere i festlighederne på forskellig vis. I 2026 har kommunen måske for længst passeret de 65.000 borgere.

Flere år før 1926 var forberedelserne ved at tage form. Byens centrale plads, Axeltorv, skulle naturligt være festens centrum. På denne plads, som allerede i mange herrens år havde været centrum for folket med køb og salg, møder og demonstrationer, taler og fester - ja her skulle også fejringen af byens 500 års jubilæum som købstad fejres.

Det blev besluttet af hvem - ja hvem tror man? Naturligvis af borgmesteren siden 1919, Peder Christensen. Borgmesteren der altid var både her og der, som satte gang i byens handelsliv og erhvervsliv, de kooperative forretninger, oprettede kommunale forretninger, virksomheder og institutioner. Alt hvad der rørte sig i Helsingør i årene mellem 1919 og 1926 - og forresten også årene efter frem til hans afgang i 1942.

Ham var det også, som fik Byrådet til at beslutte sig for, at og hvordan et rigtigt købstadsjubilæum skulle løbe af stabelen. På den baggrund blev der skabt en euforisk stemning i alle befolkningslagene. Der blev talt jubilæum, spændende aktiviteter, historiske begivenheder, Sundtoldstiden og om, hvordan Verden kunne opleve Helsingørs fortid, nutid og fremtid.

I årene efter, at det var besluttet at fejre 500-året, væltede det frem med initiativer. Offerviljen og gavmildheden fra byens borgere og virksomheder var enorm. Fraflyttede helsingørborgere bidrog med ideer og økonomiske gaver til de kommende festligheder.

Mindebrønd som byens monument

Helsingør var dengang ikke en by, der ruttede med pengene til indkøb af kunst til forskønnelse af byen. Faktisk havde byen kun obelisken. Den stod ved Kongevejen til minde Genforeningen og om, at Sønderjylland kom hjem til Danmark i 1920.

Kunstinteresserede borgere med nogle af byens spidser tænkte, at der skulle sættes et monument for Erik af Pommern på Axeltorv. Der blev nedsat en komite af spidserne, som skulle samle ind til kunstværket. Den kunstinteresserede N.P. Rydeng var en af initiativtagerne. Borgmester Peder Christensen satte sig i spidsen for indsamlingen.

Komiteen besluttede, at det skulle være den lokale kunstner Einar Utzon-Frank, som havde lavet flere modeller af monumenter, som han mente kunne finde interesse. Valget blev Mindebrønd for Erik af Pommern. Det blev et populært valg. Nu kunne indsamlingen af midlerne til at betale for monumentet starte.

Men det gik trægt. En dør-til-dør-indsamling kom i gang, men gav ikke det nødvendige. En gallamiddag med kontant betaling ved indgangen gav lidt mere til indsamlingen. Meget sent kom så Wiibroes direktør på banen med et stort bidrag og senere Carlsbergglyptoteket. Det betød, at Einar Utzon-Frank kunne gøre monumentet færdigt til tiden.

Efterfølgende var der så et politisk slagsmål i byrådet med hensyn til at få indrettet Axeltorv med placeringen af Erik af Pommerns Mindebrønd på en pæn måde. Men alt endte godt - og i dag står Mindebrønden godt og solidt på Axeltorv.

Jubilæumsdag fra morgenstunden

Den 2. juni 1926 var en almindelig hverdag - en onsdag. Men hvilke onsdag. Tidligt om morgenen blev helsingoranerne inde i bykernen vækket af larm i gaderne. Orkestre fra den militære garnison og flere af byens egne orkestre gav den for fuld udblæsning. Hvis der var en melding til forfølgelse, så lød den: Godmorgen. Hejs jeres flag. For i dag er der jubilæum.

Byens handlende havde sat flag i vinduerne og havde flotte udstillinger der. Mange lokale foreningers faner prydede gadebilledet. Orkestrene spadserede gennem byen og lod deres fanfarer gjalde mellem de gamle huse.

Borgmester Peder Christensen og hele Byrådet var i deres fineste tøj mødt op. Først skulle der afholdes et byrådsmøde. Dernæst tog Byrådet med Borgmesteren forrest imod den strøm af gratulanter, der ville sige byen tillykke. Blomsterbuketterne hobede sig op i den gamle byrådssal.

Mange havde gaver med - nogle store, andre ganske små. Sølvtøj, malerier, bogbind, porcelæn, blomsterdekorationer, kalligraferede adresser, cigarer, vin mv. Det fornemste var to store vaser, som i dag står i byrådssalen. Gaverne var så mange, at de fyldte byrådssalen og de tilstødende lokaler. I dagene efter jubilæet kom mange borgere en tur på rådhuset og beså de mange gaver.

Blandt de mange gratulanter var statsminister Thorvald Stauning. I løbet af dagen kom flere ministre, borgmestre, sognerådsformænd, repræsentanter for handelen, erhvervslivet, kulturpersoner, embedsmænd og glædeligvis masser af byens borgere for at gratulere. Til at markere det gode samarbejde over Sundet kom en svensk repræsentation med en landshøvding, et rigsdagsmedlem og Helsingborgs borgmester i spidsen for at lykønske Helsingør.

Mindebrønden blev indviet

Dagen fik sin egen borgeraktivitet, da Mindebrønden for Erik af Pommern blev overdraget til borgerne. Axeltorv var fyldt med borgere, der stod sammen med politifolk, militære folk, fagforeninger, børn og unge, orlogsgaster, spejdere mv.

På et tidspunkt kom Kongeparret svingende ind på Axeltorvet i deres egen bil med krone-nummerplade. Peder Christensen holdt tale. Christian d. X og dronning Alexandrine samt prinserne Frederik og Knud. Kongen og andre holdt taler, borgerne sang i de sanghæfter, der gratis havde kunnet hentes i byens kiosker, jo det var en festlig begivenhed. Selve indvielsen af mindebrønden blev klaret af Peder Christensen.

Jubilæumsdagen sluttede med en middag på Marienlyst for ca. 750 personer - høj og lav, som der stod skrevet i Helsingør Dagblad dagen efter. Nu blev det tid til, at borgerne kunne feste med.

Jubilæet varede hele sommeren

Byens jubilæum skulle ikke stoppe med festen på selve dagen. En komite med borgmester Peder Christensen i spidsen havde i lang tid arbejdet med planerne om, at festen skulle fortsætte sommeren over. Og det skete med fynd og klem.

Der blev af komiteen satset på, at der ville komme masser af turister fra det øvrige Danmark og fra udlandet. Man anså det for realistisk, at især svenskerne ville besøge byen i jubiperioden. I alt regnede man med, at mere end 200.000 mennesker ville besøge Helsingør - først og fremmest i de to uger, der var sat af til festlighederne, men også i sommerens øvrige 4-5 uger, hvor der var planlagt mange spændende og lystige aktiviteter.

For at give jubilæet et storslået udadvendt ansigt blev der nedsat en æreskomité. Med Peder Christensens mellemkomst accepterede statsminister Thorvald Stauning at være formand for denne komité.

Jubilæet voksede og voksede

Det planlagte program for jubilæet blev undervejs udvidet med nye aktiviteter. Hver dag var der gang i musik, skuespil, optræden og opstemte og glade folk i lange baner. De mange festligheder blev holdt på områderne ved Grønnehave og Kronborg. Her blev opført nogle bygninger, som skulle give byens handlende og oplandets bønder mulighed for at fremvise deres produkter - og naturligvis sælge dem til de mange besøgende.

På festpladsen var der bygget en udstillingsbygning, en restaurant og en trelænget bondegård. Her skulle byens handelsliv, industri, håndværk og landbrug vise, hvad de kunne præstere af deres gode produkter. Der blev vist - og solgt - adskillige af disse produkter, der hver for sig fortalte noget om Helsingørs hverdag.

I den anden ende af festpladsen blev der opført endnu en restaurationsbygning, en kæmpestor pavillon med plads til over 500 personer og mere end 80 borde. 40 tjenere var parate til at servicere gæsterne. Der var mange frivillige hjælpere på forskellige pladser i køkkenet, i barerne, i garderoben osv.

Gæsterne i restauranten kunne hver dag overvære forskellig optræden bl. a. middagskoncerter og jazzkoncerter. Der var lagt op til dans mellem bordene, musik, sang og andre aktiviteter. Der var tre store ølboder. Flere steder var der indrettet spisesteder, hvor borgerne kunne spise deres medbragte mad.

Udenlandske journalister

Ærespræsidiet afholdt en stor konference for udenlandske journalister. De blev beværtet med et rigtigt helsingør-bord i form af flere slags fisk (fra Øresund), højt belagt smørrebrød og diverse drikke.

Undervejs mellem indtagelsen af måltiderne, fik de venligt og bestemt at vide, at de gerne måtte skrive meget - og helst meget pænt - når de igen kom hjem til deres lokale/nationale avis. Det skulle gerne give flere udenlandske borgere lyst til at besøge den dejlige by.

Festlighederne kulminerer

En af datidens store kongelige skuespillere, Johs. Poulsen, blev en fast bidragyder til byens kulturelle liv i de seks uger, hvor jubilæet blev fejret. Han stod som arrangørernes ankermand, da der skulle etableres et kæmpeoptog gennem byens gader og ud til områder, hvor festlighedernes foregik

Optoget er det største, der nogensinde er set i Helsingør. Det fandt sted den 18. juli 1926. Det omfattede nogle professionelle skuespillere og et stort antal frivillige artister. 200 personer blev klædt ud og på for at ligne historiens herolder, riddere, ridderdamer, nonner, jægere, peblinge, messedrenge, mænd i rustninger og bønder med deres landbrugsværktøjer på nakken.

Mange voksne med pyntede børn deltog som almindelige borgere, der hyldede de flot udklædte deltagere i selve optoget.

Udover at deltage i de forskellige optog blev statisterne også brugt til opførelsen af forskellige skuespil som “Trold kan tæmmes”, “Det gamle spil om Enhver”.

Alle statisterne skulle klædes på til jobbet - og det skete med originale klæder fra Det kongelige Teaters omfattende garderobe: Skuespillene blev opført i Kronborgs gård. De blev inspiration til de mange Hamlet-spil, der senere er blevet opført i mange år til glæde for utallige udenlandske turister og byens borgere.

Specielle dage

Grønnehaves store plæne og områderne omkring og i Kronborgs gård var de centrale steder for jubilæets festligheder og arrangementer.

Her blev afholdt Sportens dag med alle atletikkens springøvelser til skue. Nordens dag med tale af den svenske udenrigsminister. Landbrugets dag med både køer og får, Handelens dag med boder og uddeling af slikpinde til børnene. Teaterforestillingerne spillede for sidste gang. En stor og flot gymnastikopvisning med deltagelse af kvinder, børn og mænd fra byens gymnastikforeninger viste, hvad de kunne præstere af fantastiske rytmiske øvelser.

Denne søndag afsluttede jubilæumsfestlighederne. Der deltog mere end 10.000 mennesker. De fleste af dem gik med i et kæmpeoptog gennem byen med musik og klingende larm. Mere end 100 røde og andre farver faner gik i spidsen for optoget, der sluttede sin vej på festpladserne.

Årets jubilæumsfestligheder ville ikke slippe byen. Det hele var planlagt til afslutning hin søndag. Seks ugers festligheder blev afsluttet med er blomsteroptog, der havde 6000 mennesker med i optoget. Biler forklædt med blomster i alle farver snoede sig gennem byen. Børn med blomster legede på gaderne. Det var et sandt farveorgie at betragte.

Efterspillet

Jubilæets festligheder sluttede som sådan noget ofte gør i lille Danmark - med uenighed om regningen. Kommunens rådgivere havde regnet med besøg af omkring 200.000 gæster fra hele landet og mange udenlandske turister. Men der kom kun det halve.

Byens forretninger, hotellerne og restauranterne havde ikke haft besøg de mange turister og jubilæumsdeltagere, der var talt om ville komme. Den store midlertidige restaurant på festpladsen havde til gengæld haft mange besøgende. Det gav anledning til mange kritiske røster fra byens handelsliv..

De samlede udgifter til festlighederne var løbet løbsk for den komité, der havde påtaget sig opgaven og ansvaret. Den ene gode idé havde taget den anden. Udgifterne var budgetteret til ca. 150.000 kr. Det beløb steg hurtigt til over 200.000 kr. - for sidst at slutte med ca. 400.00 kr:

Der blev talt om, at beværtningen af de mange officielle gæster i jubilæet havde ødslet al for mange penge væk. En lokal kreditforening nægtede at give Helsingør lån i fremtiden, fordi man frygtede, at byen ville gå fallit. Det skete dog ikke. Helsingør har altid senere kunne låne de nødvendige midler.

Borgmester Kong Peder måtte stå for skud. Selvfølgelig. Hvad har man ellers en borgmester til? Da det endelige regnskab forelå, var der et underskud på 108.000 kr. Da de borgere og virksomheder, handelen og organisationer, som havde garanteret for 107.000 kr. blev der en lille efterbetaling for kommunen på omkring 1.000 kr! Jo det gik festligt for sig - både mens festligheder var i gang og bagefter, da regningen skulle betales.

Men som en københavnsk redaktør skrev i sin avis: “Aldrig har nogen dansk by, end ikke København, evnet at drage verdens opmærksomhed på sig som Helsingør gjorde det i denne".

Kilder: 1). Kommunestyret i Helsingør 1880-1930. 2). Wikipedia.dk 3). Iben Vyff. Artikel. 4).Birger Mikkelsen: Kong Peder. Nordisk Forlag 1991. 5). Lars Bjørn Madsen. Diverse. 6). Helsingør Dagblad. Uddrag. 7) Nordsjælland. Uddrag. 8). Erik Stubtofts private arkiv.

Redaktion: Erik Stubtoft.