Afstraffelser i Helsingør
Kagholmen
Karéen mellem Axeltorv og Sct. Anna Gade blev i 1500-tallet kaldt for Kagholmen (en holm svarer til en karré). Oprindelig var der formentlig kag på Kagholmen, et rettersted fra tiden omkring Erik af Pommern, som regerede fra 1412-1439. En kag eller kage var en pæl, stolpe eller søjle, ofte stillet på en høj, så folk rigtig kunne ”nyde” afstraffelsen. Groskenstræde hed en overgang Kagholmstræde. Før Kongensgade blev anlagt i begyndelsen af 1700-tallet, strakte Kagholmen sig formodentlig ubegrænset ud mod Lappen. En overgang holdt både bøddel og natmænd til i området nord for byen kaldet Kagholmen. Man kan læse mere om henrettelser i Helsingør i dette leksikon.
Torvet i Sct. Anna Gade og andre steder
Kagen blev flyttet fra Kagholmen umiddelbart nord for byen til torvet i Sct. Anna Gade i 1608, tæt ved Rådhuset. Det var vigtigt, at kagen var placeret på steder, hvor der kunne være et stort publikum. Offeret blev bundet fast til kagen og pisket (mere om afstraffelsesmetoder i afsnittet neden for). Byens kag blev ind imellem flyttet, som det skete med henrettelsessteder, muligvis atter fra torvet i Sct. Anna Gade til Kagholmen. Offentlig afstraffelse kunne også ske på Tinge, d.v.s. hvor Bytinget var. Hertil blev kagen flyttet fra Kagholmen på et tidspunkt. Det kunne også ske fra en af skibsbroerne. Særlig raffineret var afstraffelsen og ydmygelsen, hvis man kunne sende offeret fra kag til kag, opstillet forskellige steder på én gang.
Rådstuen
Retssager blev behandlet og retsmøder afholdt i Rådstuen på Rådhuset, hvor forhør også forekom. Retsmøderne blev ledet af byfogeden, som var en meget vigtig mand i byens administration. Det kunne ende med, at den forhørte havnede i rådhuskælderen under alt andet end behagelige forhold. Der fandtes flere blokke eller stokke til at anbringe fangerne i. Undvigelser er forekommet, bl.a. ved at undergrave muren eller drikke fangevogteren fra sans og samling. Byfogeden havde under sig fire til fem bysvende, også benævnt bytjenere eller fogedsvende, og de havde ofte fangerne på kost. Byfogeden havde overkommando over vagten, som var en del af borgervæbningen. Til at udføre de idømte den udmålte straf havde byfogeden en bøddel og hans medhjælper rakkeren (mere om bødler og hans håndlangere i artikel om henrettelser i Helsingør og om byens styre i artikel om Bytinget i dette leksikon).
Afstraffelsesmetoder
Afstraffelse kunne lægge op til dødsstraf. Et væsentligt formål ud over at straffe: at ydmyge, stille til spot og vanære. Anvendelse af tortur var ikke usædvanligt. At blive pint på forskellig vis, kunne få folk til at tilstå, og så var vejen ikke lang til næste skridt: henrettelser. Fantasien var (også den gang) stor både når det gjaldt afstraffelser og henrettelser.
Ud over bødestraf, som afhang af pågældendes formueforhold, var de mildest former for straffe: at ride på træhest, at komme i gabestok (stokken) med fodbøjler, halsjern og håndjern. En gabestok med plads til flere personer var ikke ualmindeligt, og de kunne være opstillet i hver sit hjørne af bytingetog blev anvendt fra omkring 1400-1800. At bære den spanske kappe var som regel en straf for toldsvig, undertiden for tyveri og var i øvrigt meget anvendt i militæret. Militæret havde en særskilt strafferet. Den spanske kappe bestod af en tønde uden bund med plads til hovedet i toppen, så tønden hvilede på skuldrene. Man blev dømt til at bære den spanske kappe i et afmålt tidsrum. Svarende hertil, men forbeholdt kvinder, var at ”gå med fidelen”, da tønden var for stor og tung for dem. De skulle i stedet bære for en træplade med huller til hals og håndled. Den kunne lukkes sammen, så det lignede en violin, deraf navnet fidelen. Både tønden og fidelen var en art transportabel gabestok, så man kunne sende forbryderen rundt til så stort publikum som muligt for at få det fulde udbytte af staffen og ydmygelsen.
Forvisning var den almindeligst anvendte straf for fremmede og fattige uden erhverv, ikke usædvanligt for tyve og ”utugtige” kvinder. Som dømt til ”Forvisning af Staden”, udstødt og mærket af lokalsamfundet efter endt strafbehandling, flygtede man ud i skovene eller ødemarkerne. Fra byen nåede man hurtigt ud i sådanne områder, hvor ikke mange turde færdes, og her der var gode chancer for at skjule sig. Det kunne eksempelvis ske efter kagstrygning, men også efter brændemærkning eller et afskåret øre, en stempling, som var svær at skjule for omgivelserne og som vedblev at være det. Landsforvisning forekom sjældnere (eksempelvis Grønland), men der fandtes mange typer forvisninger imellem de to yderligheder med præcis afstandsangivelse. Også sindssyge kunne blive forvist. Tvangsarbejde af forskellig art afløste i højere og højere grad forvisningsstraffen (det gjaldt og også kagstrøgne med flere, omtalt neden for).
Kagstrygning var ligeledes af mest anvendte straffe (stryge betyder piske), en straf for tyveri, hor og utugt. Skøger kunne i tilgift få klippet håret af. Ofret blev bundet til kag’en eller kag’et, en pæl på en forhøjning, så folk rigtig kunne ”nyde” afstraffelsen. Her blev de pisket med ris på den nøgne krop, ofte udført med en sådan ihærdighed, at der ofte gik flere ris til. Udtryk som ”at blive slået til kagen”, ”at miste sin hud” tydede på en ublid behandling. Kagstrygning blev udført af bødlen, hvilket forøgede vanæren. Brændemærkning, at blive ”tyvebrændt”, var almindeligt i forbindelse med tyveri. Man blev påført mærker med galge eller hjul i panden eller på kinden, i skånsomme og sjældnere tilfælde på ryggen. Afskæring af et eller to ører kunne også forekomme. Efterfølgende forvisning var ikke usædvanlig i forbindelse med kagstrygning, brændemærkning eller afskåret øre. De to sidstnævnte straffe var svære at skjule og forblev synlige resten af livet, så at forsvinde fra byen kunne måske være hensugtsmæssigt.
Tortur i forskellige former blev anvendt til at femme tilståelser. Det kunne være en pinebænk, som sikkert også hekse blev udsat for, inden de blev brændt, at blive knebet med gloende tænger eller brændt med et gloende bækken. En tillægsstraf til dødsstraf inden henrettelse kunne være afskæring af hånd, evt. fingre, mens forbryderen var levende. Hvis tyve eller folk, der blev beskyld for at have udøvet trolddom, blev pint inden henrettelsen, var der ikke tale om en tillægsstraf, men blot en skærpet forhørsmetode. En grundig gennemgang af retsvæsenet i Helsingør i gamle dage findes i neden for nævnte ”Helsingør i sundtoldstiden”, bd. 2, side 95-192.
Hjul og stejle i forbindelse med dødsstraf og henrettelser blev i løbet af 1700-tallet og 1800-tallet ofte formildet til halshugning eller livsvarigt fængsel. Man kunne blive dømt til tvangsarbejde, som ofte hang sammen med tugthusophold. Mænd kunne ”tjene på galajen” (et udtryk fra fortidens galejslaver), d.v.s. arbejde i kongens tjeneste. De kunne evt. blive dømt til jern” d.v.s. have en lænke med en tung jernkugle om foden. Når forbrydere og løsgængere fra Helsingør blev idømt tugthus og slavearbejde, blev de fordelt mellem Bremerholm og Kronborg, hvor de blev sat til det hårde arbejde i forbindelse med befæstningen af slottet. På Bremerholm var en fæstningsarrest blevet oprettet i 1620 og indrettet til 200 lænkede "slaver" og gik under navnet "Trunken". Tugt- Rasp og forbedringshuset på Christianshavn afløste i 1790 Børnehuset samme sted). Børnehuset var en afløser af Christian 4.s Tugt- og Børnehus. Når kvinder blev døm til tugthus og straffearbejde, var det et tugthus med spinderi. Det fandtes på Christianshavn i alle ”udgaver” af tugthuset gennem tiderne.
Litteratur
Kenno Pedersen: Blandt bødler og andet skarnsfolk. Nordisk Forlag, Helsingør, 1987.