Sandagerhus
Pensionatet Sandagerhus hørte til et af Hornbæks mange kendte pensionater. Det var frøknerne Meta og Ida Bock, der i ca. 1895 lod opføre deres store hotel og pension Sandagerhus på sydsiden af Hornbæk Plantage. Fra Strandvejen kunne man køre ad en skovvej tværs gennem plantagen til hotellet. Den fik senere navnet Sandagerhusvej. Sandagerhus havde fået sit navn efter den nærliggende Sandagergaard i Saunte, hvis markjorder nærmest plantagen blev udstykket og solgt til landliggere, der ønskede at bygge sommerhus i passende afstand fra Hornbæk. Meta og Ida Bock var således nogle af køberne.
Hotellet, der brændte i 1952, var en stor bygning opført i finurlig træarkitektur med de for tidens badehoteller så yndede træverandaer. Hotellet lå ved den nuværende Uranusvej, og til hotellet hørte også ejendommen Plantagely – senere Wesselsminde – der stadig ligger på Uranusvej 16.