Den jødiske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden
Fra Helsingør Leksikon
Version fra 27. okt 2016, 10:18 af Bente Thomsen (diskussion | bidrag) Bente Thomsen (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med 'Den ældste optegnelse om jødiske beboere i Helsingør stammer fra 1592, da der i tingbogen er indført, at '''Jochim Jøde''' har løst borgerskab i byen. Der vides ikke m...')
Den ældste optegnelse om jødiske beboere i Helsingør stammer fra 1592, da der i tingbogen er indført, at Jochim Jøde har løst borgerskab i byen. Der vides ikke meget om Jochim. Det fremgår af tingbogen, at han betalte byskat for 1593. For de følgende to år er kæmnerregnskaberne forsvundet, og i regnskabet for 1596 figurerer han ikke. Om han har forladt byen eller er død, vides derfor ikke og heller ikke, på hvilke præmisser han havde opholdt sig i Helsingør.
Der er aldrig lavet nogen systematisk undersøgelse vedr. den jødiske befolkning i Helsingør, og derfor ved man heller ikke, om der i 1600-tallet har været jødiske indbyggere i byen. Først noget hen i 1700-tallet begynder der at være sikre oplysninger.