Øresundstoldens baggrund

Indledning

I denne artikel gives et rids over den historiske baggrund for Øresundstolden. At valget faldt på Helsingør som opkrævningssted, var naturligvis ikke tilfældigt. I en artikel om Øresundstolden og Helsingør forsøges en indkredsning af dens indflydelse og påvirkning af byen i perioden fra 1429-1857 samt lidt om udviklingen i byen i årene efter dens ophør.

Helsingør, Øresund og Østersøen

Det ældste Helsingør lå som et fiskerleje i bugten omkring Flynderborg, syd for den nuværende by. Fiskeri var i tidlige tider byens hovederhverv. Mod landsiden var Helsingør gemt bag et vildnis af skov, hede, søer og moser og havde meget lidt naturligt opland. Skt. Olai Kirke blev opført i begyndelen af 1200-tallet, og arkæologiske undersøgelser har vist, at en betydelig ældre borg lå på det sted, hvor Erik af Pommern opførte sin borg Krogen, det senere Kronborg. Da Erik af Pommern begyndte at interessere sig for Helsingør i 1420’erne, må der have ligget en bebyggelse i det nordligere område. Man ved ikke hvornår Flynderborg blev forladt, men det er sket i hvert fald før 1346, hvor Valdemar Atterdag herskede. Dette år er ”Ørecrook” nævnt i forbindelse med halshugning af en sørøver kaldet ”Rysse”, hvis hoved blev sat på en stage.

Øresund og hermed byen Helsingør havde en nøgleposition med mulighed for at beherske al ind- og udsejling til hele Østersøområdet. Det var den korteste vej til den vigtigste handelsrute i århundreder, et vigtigt bindeled mellem vest og øst. Allerede i forhistorisk tid har Østersøen, været et forbindelsesled mellem folkeslagene ved indhavets bredder. Østersøen er et indhav i Nordeuropa, også kaldet Det Baltiske Hav. Her har handel, udveksling af kultur, men også erobringer ofte fundet sted. Via utallige møntfund har man kendskab til betydningsfulde handelspladser på de sydlige kyster allerede fra 700-tallet. Vikingerne var fremragende sejlere og kom vidt omkring. De ekspanderede mod vest, fulgte handelsruten mod øst og kom via de russiske floder til Sortehavet.

Den nederlandske ”Seebuch”

Den første udførlige læsekortbog fra middelalderen er den nederlandske ”Seebuch”, som fortæller om datidens sejlruter. Den var baseret på praktiske erfaringer og indeholdt anvisninger til, hvordan man undgik grundstødninger ved hjælp af kendingsmærker på land og med tilkendegivelser af vanddybder. Efterhånden som sejruterne udvidedes, blev disse tilføjet. Skagen Rev var meget risikabel at passere, og her findes da også den største tæthed af skibsvrag. Selvom man var kommet frelst forbi her, lurede faren ved passage af mange andre grunde og rev på den videre færd.

Den ældste tekst fra Seebuch fortæller om sejlads i Øresund og er fra et tidspunkt mellem 1300 og 1346. Her findes den ældste omtale af Ørekrog med et sømærke, et ”Backhus”, også kaldet en båke med form som et lille hus. Dette sømærke har sandsynligvis stået isoleret ude på odden som et meget synligt vartegn for skibe, der kom både fra nord og fra syd. Den yngste tekst om området er blevet til efter begyndelsen af 1400-tallet med Skt. Olai Kirkes tårn som et af pejlemærkerne. Da håndskriftets alder sættes til ca. 1450, kan teksten med sikkerhed dateres til mellem 1400-1450.

Hvorfor ikke sejle gennem Storebælt?

Storebælt var både dybere og bredere end Øresund, men vanskeligere at besejle. Ikke mindst på grund af den mest udbredte vindretning, som kom fra sydvest og vest. Den bevirkede, at det var nemmest at sejle helt op mod Norge for at undgå Anholt Rev. Øresund blev således den oplagte og foretrukne rute til Østersøen på trods af den farlige Lappegrund norvest for Helsingør. Helsingør blev af samme grund en central og betydningsfuld by, hvor det var naturligt at søge ind som det første sted efter en først efter en lang og streng sejlads. Dermed også et godt valg til opkrævning af Øresundstolden, da det blev aktuelt.

Kampen om herredømmet i Østersøområdet

I 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet begyndte Danmark at interessere sig for de østlige områder og blev via erobringer den dominerende magt i Østersøområdet. Omkring 1220’erne overtog Hansestæderne magten med Lübeck som centrum og beherskede al handel, det vil sige Skånemarkederne i Østersøområdet. Ordet Hansa betyder et handelsselskab, et handelsforbund.

Den internationale interesse og konkurrence om herredømmet var selvsagt stor. I takt med den øgede og gennem middelalderen mere og mere alsidige handel, voksede tilsvarende ønsket om magt og position landene mellem. Håndhævelse og opretholdelse af herredømmet var et vigtigt anliggende, og det måtte komme til styrkeprøver lande imellem, i yderste konsekvens i form af krig. En ikke usædvanlig fremgangsmåde, som førte til en række krige mellem Hansestæderne og Danmark.

Sildene i Øresund og Skånemarkederne

Allerede i 1251 fastsatte Kong Abel en afgift af [1], som havde rundet Skagen. Til gengæld fik ret til selv at bjerge deres egne skibe, hvis de strandede i danske farvande, en stor risiko i 1200-tallet. Så tidligt som begyndelsen af 1200-tallet lykkedes det for nederlandske fartøjer at sejle nord om Skagen. Derved åbnede de Østersøhandelen, der hidtil overvejende var foregået over land. Silden var gennem middelalderen den alt dominerende handelsvare og omdrejningspunktet for Østersøen. Omkring midten af 1200-tallet havde Hansestæderne fået kontrol over fiskemarkederne.

Sild var en vigtig ernæring under den påtvungne fastetid, hvor man gerne måtte spise fisk, men skulle afholde sig fra at spise kød og anden luksus. Holdbarheden af letfordærvelige varer, især fisk og kød, var helt væsentlig. Man fandt på at konservere ved nedsaltning, og det gav en holdbarhed på et år fra nedsaltningen. Salt blev derfor også en dominerende handelsvare på Skånemarkederne, hvor Hansestæderne som nævnt oven for blev økonomisk førende.