Helsingør-Medaljen
Helsingør-Medaljen
Den 18. maj 1953 indstiftede Helsingørs byråd efter forslag fra borgmester Sigurd Schytz Helsingør-Medaillen – i nutidens sprog hedder det Helsingør-Medaljen. Den skulle kunne gives som en særlig anerkendelse til personer, der for byen har øvet en fremragende gerning eller som ved deres arbejde eller indsats har medvirket til at give Helsingør By anseelse eller fremgang.
Da byrådet besluttede indstiftelsen af Helsingør-Medaljen blev det samtidigt besluttet, at medaljen som hovedregel vil være udført og blive overrakt i bronze. Medaljen kan dog i undtagelsestilfælde, hvor Byrådet skønner, at en udført gerning er af ganske særlig karakter eller har været af enestående betydning for byen, overrækkes i sølv eller guld. Udover selve medaljen medfølger ”kun” æren af at være tildelt en sjælden og særlig hædersbevisning.
Byrådet godkendte næsten enstemmigt – to kommunister undlod at stemme – en statut for Helsingør-Medaljen, som herefter er de regler, som medaljen overrækkes efter. Det bliver i statutterne fastslået, at Helsingør-Medaljen kun kan gives til Helsingørborgere eller til andre personer i ind- og udland, der har nær tilknytning til Helsingør eller som ved en ganske særlig indsats har haft betydning for byen. Der sættes ikke på forhånd egentlige grænser for tildeling af medaljen.
Hvad der kan udløse anerkendelsen Som eksempel på tilfælde, hvorfor Helsingør-Medaljen kan gives som Helsingør bys anerkendelse og hædersbevisning, kan nævnes følgende: • Særlig betydningsfuld indsats på videnskabelige, kulturelle, litterære og kunstneriske områder, • Særlig indsats på erhvervsmæssige og økonomiske områder, der har haft afgørende betydning for Helsingør bys udvikling, • Særlig indsats på undervisningsmæssige, sportslige og andre områder, hvor en opgave er løst på fremragende måde, og således, at den har været et godt eksempel og til gavn for den opvoksende ungdom, • Særlig indsats eller mangeårig fortjenstfuld gerning i det offentliges tjeneste, • Særlig betydningsfuld og mangeårig gerning i det almene folkelige opbygningsarbejde.
Det slås i statutterne fast, at forudsætningen for opnåelsen af den hædersbevisning, der ligger i tildelingen, i hvert enkelt tilfælde må være en indsats af særlig fortjenstfuld og værdig karakter. I den motivering, der gives for overrækkelsen vil det være at fastslå, at modtageren ved sin indsats har gjort sig fortjent til denne anerkendelse fra byen.
Hvem beslutter hvem der skal modtage anerkendelsen? Statutterne afgør endvidere, at Helsingør-Medaljen kun kan overrækkes efter beslutning af Helsingør Byråd, der i hvert enkelt tilfælde træffer sin beslutning efter indstilling af et udvalg bestående af magistraten (som i dagens kommunestyre vel må svare til Økonomiudvalget) og de enkelte politiske partiers gruppeformænd. Beslutningen om overrækkelsen af medaljen og motiveringen herfor skal i hvert tilfælde være noteret i Byrådets forhandlingsprotokol.
På et tidspunkt – formentlig i starten af 1970´erne og altså efter kommunalreformen, hvor magistraten i Helsingør blev afskaffet – er retningslinjerne for Helsingør-Medaljen blevet ændret. I hvert fald er det senere blevet det almindelige, at kommunaldirektøren og borgmesteren indstiller eller reelt beslutter, hvem der skal have overrakt hædersbevisningen.
Byrådet besluttede i sin tid endvidere at oprette en særlig Hædersbog, som skal opbevares på Helsingør Rådhus. Heri skal noteres navn og begrundelse for hver enkelt person, der af Helsingør Byråd får overrakt medaljen. Hædersbogen findes ikke på rådhuset mere og måske er den aldrig blevet oprettet. I øvrigt er Helsingør-Medaljen til arv og eje for modtageren og hans evt. familie.
Modtagere af Helsingør-Medaljen I forbindelse med indstiftelsen af Helsingør-Medaljen i 1953 blev tre personer ”tilbudt” at modtage den særlige guld-udgave. Det var Helsingørs socialdemokratiske borgmester i perioden 1919-1946 Peter Christensen, direktøren for Helsingør Skibsværft H. P. Christensen og disponent H. Dunker fra Helsingborg i Sverige. De fik Helsingør-Medaljen overrakt ved en højtidelig begivenhed den 11. november 1953. Det fremgår af referatet fra Byrådet, at det var det et enigt byråd, der besluttede det – bortset fra Kommunisternes to medlemmer, som ønskede at være passive og ikke ville deltage i beslutningen.
Desuden er Helsingør-Medaljen overrakt følgende: 1953: Borgmester Peter Christensen (Guld),Direktør H.P. Christensen, Helsingør Skibsværft (Guld), Disponent H. Dunker, Tretorn, Hälsingborg (Guld). 1993: Niels Børge Rønne, (Sølv), Thormod Larsen (Sølv), Ingrid Kjær, (Bronze), Margaretta Palm, (Bronze), Jørgen Sandholt (Bronze), Ib Stenderup (Bronze) og Tove Wandborg (Bronze) – alle fra modstandsgruppen ”Syklubben”. 1994-97: Politimester Jørgen Nielsen, aftenskoleleder Chris Gaardø og rådhusbetjent Erik Thrane.
1995: Herdis og Karl Koudahl Jørgensen 1999: Karl Ole Nielsson, 2000: Søren Larsen, 2001: P. O. Anderberg, Poul Jessen Møller og Ronni Lambert Friis. 2002: Børge Jørgensen. 2003: Alice og Per Bertelsen. 2005: Georg Riiser. 2006: Niels Møller. 2007: Ole Bang og Bente Raae Andersen. 2008: Søren Holm, Susan Hansen, Ebbe Falck og Helsingør Pigegarde. 2009: Inga Frederiksen, Jørgen E. Hansen, Kirsten Simonsen, Georg Poulsen, Per Tærsbøl, Flemming Åge Jensen og Randi Rosenfeldt.
Hvor der ikke er anført andet vides ikke, om den uddelte medalje er af guld, sølv eller bronze.
Bemærkninger: Om der gennem tiderne er andre personer, som har modtaget Helsingør-Medaljen vides ikke, idet der ikke på rådhuset findes yderligere navne på modtagere end de nævnte. Ifølge Lokalavisen Nordsjælland skal Tretorns mangeårige direktør O. H. Olsen have modtaget medaljen. En unavngiven vejmand ved kommunen angives et sted som modtager. Det vides ikke, om og hvornår det i givet fald er sket.
Denne artikels forfatter har gennem borgmestersekretariatet forsøgt at finde ud af, om de beslutninger, der blev taget om rammerne for Helsingør-medaljen gennem årene er blevet anvendt. Nedennævnte forhold ses ikke at være anvendt.
Hædersbog bevares på Rådhuset. Kommunen har meddelt, at den ikke umiddelbart har kendskab til, at der eksisterer en Hædersbog og at det ikke i kommunens arkiv eller andre steder har været muligt at finde en sådan.
Motiveringerne for tildeling Med hensyn til begrundelser og motivationer, som skal ligge til grund for beslutning om uddeling af Helsingør-Medaljen, oplyser kommunen, at der i nogle tilfælde har været formuleret en motivation for uddelingen. Men ingen af motivationerne har kunnet fremskaffes af kommunen.
Beslutninger om uddeling af medaljen. Det oplyses fra kommunen, at beslutningen om uddeling træffes typisk af borgmesteren sammen med kommunaldirektøren - i nogle tilfælde efter indstillinger. Det har ikke været muligt for kommunen at finde frem til evt. udarbejdede indstillinger om medaljemodtagere.
Den oprindelige beslutningsproces for uddeling af medaljen ses ikke at være anvendt udover 1. gang. Det har ikke været muligt at finde byrådets evt. beslutning om nedlæggelse af Helsingør-Medaljen. Dette skulle i så fald være sket efter december 2009.
Hvis nogen kan bidrage med oplysninger om de nævnte forhold eller om Helsingør-medaljen i det hele taget, må det meget gerne ske til denne artikels forfatter på e-mail Erik@Stubtoft.com
Kilder: 1) Helsingør Kommunes borgmestersekretariatet, 2) Lokalarkivet i Helsingør kommune, 3) Helsingør Byråds protokol 18. maj 1953, 4) Erik Stubtofts personlige arkiv.