Ørsholt

Fra Helsingør Leksikon
Version fra 25. mar 2008, 11:39 af Lars Bjørn Madsen (diskussion | bidrag) Lars Bjørn Madsen (diskussion | bidrag) (Siden blev oprettet: '''Ørsholt''' er en gård i Tikøb Sogn øst for Gurre Sø. Oprindelig lå Ørsholt, hvor nu skovløberhuset Ørsholthus i Horserød Hegns sydøstlige udkant ligger og naturlig...)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Skift til:navigering, søgning

Ørsholt er en gård i Tikøb Sogn øst for Gurre Sø. Oprindelig lå Ørsholt, hvor nu skovløberhuset Ørsholthus i Horserød Hegns sydøstlige udkant ligger og naturligt har navn efter denne. I 1681 omtales gården med en tilhørende vang. Ørsholt nævnes i 1550 og senere under betegnelserne Ørsholther og Øerssholltt. Oprindelsen til navnet kendes ikke med sikkerhed, men endelsen –holt relaterer til beliggenheden i eller ved en skov, og her har muligvis oprindelig været tale om et mindre landsbysamfund. I løbet af 1600-årene var gården at betragte som en enkeltliggende lystgård. Den ejedes fra 1672 af amtsforvalter Hans Rostgaard og hørte til Krogerup indtil 1795. I 1769 brændte gården, men blev genopbygget som lystgård med stor have. I 1795 ejedes Ørsholt af den svenske generalkonsul i Helsingør, Isaac Glörfeldt. Han efterfulgtes af ejerne von Hemmert (fra 1805) og købmand Michael Liebmann (fra 1808). Den nuværende Ørsholtgaard hed oprindelig Ratterup, hvilket kunne antyde, at der også her har ligget en mindre, udflyttet landsby. Navnet Ratterup ændredes omkring 1720 til Sophienyst efter den daværende ejer, Frederik Rostgaards hustru, Conradine Sophie. Fra omkring 1820 hed ejendommen Louisenlyst, muligvis efter ejeren, købmand Michael Liebmanns hustru, og var da blevet sammenlagt med Gurre-gårdene Kildegaard og Lyngegaard, samt Louisenroe (Sophienlyst), der sidenhen blev nedlagt. Da kammerråd Jørgen Rasmussen i 1845 overtog Louisenlyst og samtidig ejede det gamle Ørsholt, fik han i 1852 tilladelse til at sammenlægge de to gårde, hvorefter Louisenlyst blev benævnt Ørsholt og senere Ørsholtgaard, mens det gamle Ørsholt blev nedrevet og i 1890 erstattet af føromtalte skovløberhus. Ørsholtgaard blev i 1934 købt af institutionen Blå Kors og benyttet som behandlingshjem for alkoholikere. Efter flytning af aktiviteterne til Bjæverskov, solgte Blå Kors Ørsholt i 2000. I dag ejes Ørsholtgaard; nu kaldet Ørsholt Gods, af chokoladefabrikant Peter Beier, der har sin virksomhed her.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.