Jørgen Martin Hansen Tvede
Oprindelig havde han et brænderi i den berygtede, nu nedlagte Peder Madsens Gang, der lå der, hvor man nu finder Ny Østergade.
Det skulme miljø forlod han i 1815, hvor han af en Jens Peter H. Thøyring lejede et brænderi i Teglgårdsstræde. Her tjente Tvede i løbet af et par år mange penge, men ejeren tålte ikke, at en mand, der var yngre end ham selv, kunne oparbejde en så god forretning, så Thøyring sagde ham op.
Den handlekraftige Tvede købte så en gård på den anden side af Teglgårdsstræde. Her blev Jens Levin Tvede (der senere skulle blive den succesfulde ejer af Aktieselskabet Helsingør Spritfabrik, I.L. Tvede) født den 7. april 1830. Gården var imidlertid for dyrt købt, og brænderiet kostede mange penge at ombygge og forbedre, bl. a. med en kostald til 24 køer, der skulle opfedes af brænderiets mæsk.
Da han så yderligere kautionerede for en ven, mistede han det meste af sin driftskapital, så det sagdes, at de kom til at sidde så hårdt i det, at de solgte sølvspænderne på familiens bibel.
I 1834 måtte ejendommen sælges på tvangsauktion for 10.000 Rdl. mindre end den stod Tvede i. Han lod sig imidlertid ikke kue, trods et svagt helbred og en tyngende gæld, men med en dygtig hustru, lejede han Røjls Kro med et brændevins-privilegium og en lille købmandshandel i Nyholte.
I 1842 købte han af G.A. Galschiøt et mindre brænderi i Sudergade 23 i Helsingør. Brænderiet drev han indtil sin død i 1849, hvor sønnen Jens Levin Tvede overtog driften, først for moderens regning, og ved hendes død i 1854 overtog han brænderiet
Kategori: Personer