Helsingør Aftenskole

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Helsingør Aftenskole kunne den 18. december 2009 fejre sit 125 års jubilæum. Aftenskolen blev stiftet ved et møde i det daværende Hotel du Nord (Stengade 25). Det stiftende møde var velbesøgt med flere hundrede deltagere og tilslutningen til undervisningen var lige så overvældende.

I den første tid var det især dansk og regning, der stod på skemaet, men også engelsk og tysk samt tegning tiltrak elever. En succes blev også foredrag ved skolens sekretær - og faktiske leder - Albert Svendsen, der samlede mange til foredrag i forsamlingsbygningen i Søstræde, hvor det var emner som geografi og jordens udvikling, der stod på programmet.

Den egentlige aftenskoleundervisning foregik primært i lokaler, som blev stillet til rådighed af den gamle borgerskole, som lå på hjørnet af Kongensgade og Sct. Anna Gade samt i Karmeliterhuset.

Lokalerne var gratis for aftenskolen, men opvarmning og belysning måtte man selv sørge for. Selve undervisningen var gratis for eleverne, men eventuelle bøger og andre undervisningsmidler måtte deltagerne selv bekoste.

I de første mange år kørte Helsingør Aftenskole i tæt samarbejde med Helsingør Kommune. I 1983 flyttede aftenskolens kontorer til Helsingør Byskole. Først i 1991 blev aftenskolen udskilt som selvstændig institution.

Aftenskolens succes kan måles på, at den i en årrække havde elever fra hver tredje husstand i Helsingør - og det endda til trods for, at der efterhånden dukkede konkurrerende aftenskoletilbud op.

Mange personligheder har været med til at sætte præg på Helsingør Aftenskole i de forløbne 125 år. To meget markante var Laurits Pedersen, som stod i spidsen for aftenskolen fra 1898-1931 og Chris Gaardø der bestred forstanderposten fra 1939-1976.

Litteratur

Chris Gaardø: Et århundrede med aftenskolen. Helsingør, 1984

Kultur bedre end medicin. Helsingør Aftenskole, 2009

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.