Kosmorama
Biografen Kosmorama lå i Groskenstræde 1-3. Filmene blev i mange år vist i Helsingør Theaters bygning sammesteds. Først da Helsingør Theater blev revet ned og flyttet til Den gamle By i Århus, blev der i 1957 bygget en "rigtig" biograf.
I september 1903 viste fotograf Peter Elfeldt en film på en times varighed i Helsingør Theater, og denne begivenhed markerer fimens indtog i Helsingør. Få år efter købte ejeren af teatret Anton Petersen det første filmforevisningsapparat. Helsingør Theater eller Kosmorama, som biografen kom til at hedde, var det første sted i Helsingør, hvor publikum kunne se levende billeder.
Den "rigtige" biograf, der blev forevist for byens øvrigheder den 22. december 1957, var tegnet af arkitekt Holger Pind. Biograflokalet var 22 meter langt og 18 meter bredt. Væggene var lyse gule prydet med høje paneler fineret i flammer. Turkisfarvet gulvtæppe, okseblodsfarvet loft og magelige blå stole. I kælderetagen blev der indrettet toiletter og garderobe.
Fra gaden kom man ind igennem glasdøre til en rummelig hall med billetkontorer. Herfra var der en trappe op til foyeren med en bar og magelige Arne Jacobsen lænestole. Varme festlige kulører præger væggene. For enden af foyeren var der en trappe op til balkonen og operatørrummet.
I august 1968 ombygges Kosmorama bl.a. med et nyt lærred på 70 kvadratmeter, og i 1978 blev Kosmorama ombygget til 3 sale med henholdsvis 225, 145 og 103 pladser. Den bagerste del af biografen blev ombygget til at huse de to nye sale. Senere blev den sidste biograf med 65 pladser installeret på den gamle balkon.
I 1981-82 var direktør Louis Jubelsky også direktør i 3 Falke Bio. Begge biografer lukkede imidlertid, da han gik fallit. I de sidste år var der en stor videoudlejning i biografen. Den blev drevet sideløbende med biografdriften.
Kosmorama blev revet ned omkring 1985-86 og erstattet af nye beboelsesejendomme bygget i gammel stil.
Direktører:
Haagen Petersen (57-71), Louis Jubelsky (78-83)
Pladser
550 (57-79)
225 (82-83)