Bornholms Hjemstavnsforening for Helsingør og Omegn
Lørdag den 21. november 2009 fejrede Bornholms Hjemstavnsforening for Helsingør og Omegn 60 års jubilæum.
Foreningens første formand blev manufakturhandler Ole West, som i mange havde forretning i Bjergegade. Maskinarbejder Povl Spelling blev næstformand, Knud Jensen sekretær og Gudrun Krüger menigt medlem af bestyrelsen. Ole West takkede af som formand i 1952 og Povl Spelling tog over.
Arrangementerne foregik de ti første år rundt omkring i byen, hvor man nu kunne få lokaler - Folkets Hus, Theatercaféen og Færgegården. Man så TV, drak kaffe, fik oplæsning og hyggede sig. I perioden 1952 til 1957 var foreningen vært for bornholmske skolebørn på besøg i Helsingør.
I begyndelsen af 1970'erne var foreningen tæt på lukning, men der kom liv i den igen med filmaftener, musik, dans m.m. I 1980'erne fik man mødelokaler på Damgaarden og modtog 15. juni 1983 en fane fra Danmarks Samfundet.
I 1990'erne flyttede man til Toldkammeret. Programmet var foredrag, filmaftener og virksomhedsbesøg. I 1993 gik bestyrelsen af og der var forslag om at nedlægge foreningen. Forslaget faldt, der blev valgt ny bestyrelse, og Bornholms Hjemstavnsforening for Helsingør og Omegn fik mødelokale i Fiolgade 17 A. Foreningen fik en opgangstid i perioden 1995-2006, hvor den kom op på 110 medlemmer. I jubilæumsåret 2009 havde foreningen omkring 100 medlemmer.
Litteraturhenvisning
Kenn Andersen: Bornholmernes forening i Helsingør fylder 60 år i: Helsingør Dagblad, 17/11 2009.