Børnesanatoriet, Aalsgaarde

Børnesanatoriet, Nordre Strandvej 194-198, Aalsgaarde (Boderne), er opført 1896 på initiativ af generalinde Louise Harbou. Hun havde fået idéen til oprettelsen af sanatorier i landlige og kystnære områder for syge og svage børn, specielt med henblik på bekæmpelsen af »Menneskehedens værste Fjende, Tuberkulosen.« I 1895 fik hun sikret, at »Børnesanatorierne for København og Omegn« kunne erhverve et tidligere skovbevokset stykke strandjord i Boderne til opførelsen af endnu et sanatorium. I 1896 stod den store bygning færdig til modtagelse af sygdomssvækkede børn fra det indre København. De led eksempelvis af kirtelsygdommen skrofulose, tuberkulose eller var svage efter andre svære sygdomme og kunne have gavn af et ophold ved havet. Tilsynsfø-rende var fideikommis´ets læge i Hellebæk, dr. Høgsbro, der uden ve-derlag havde stillet sig til rådighed for denne gode sag, og i be-styrelsen sad 2 andre læger. Børnene, der i hold på ca. 35 ad gangen blev sendt herud i løbet af sommeren, fik typisk et 4 uger langt op-hold. En udsendt medarbejder fra Husmoderens Blad gav i 1898 en gan-ske levende beskrivelse af stedet og dagligdagen i en sådan institu-tion: »Det var en tidlig Morgen, Klokken var kun 9, og det var Lør-dag oven i Købet, da vi uden forud at være meldt kom dertil. For-standerinden Frøken Lohse, hvem de smaa kalder »Plejemoder«, tog venligt og forekommende imod den fremmede Gæst og viste Hjemmet frem fra Loft til Kælder. Og i hver en Krog var der rent og skinnende af Properhed, saa det var en sand Fornøjelse at færdes der. Sanatoriet er en langstrakt, enetages Bygning med Kvist- og Gavlværelser. Ingen vil kunde gaa ligegyldigt forbi det; thi over Indgangen staar med store Bogstaver: Sanatorium, medens man i Forhaven — Bygningen lig-ger lidt fra Vejen, skilt fra denne ved et Stakit — ser Smaapuslin-ger færdes; de tuller omkring som lutter smaa Nissetrolde med den røde Filthat paa Hovedet og i blaa eller lyse Kjoler og Forklæder med røde Bælter og røde Opslag og Kraver. Søde og kvikke og barnlige ser de ud, og kære smaa Ansigter titter nysgerrigt paa den fremmede, der ser sig omkring i Skaren, hvor der desværre opdages mangt et Tegn paa den slemme Kirtelsyge, der jo som oftest sætter sig i Øjne, Næse og Hovedet i det hele taget. Der var Smaapiger i alle Aldre, den mindste, jeg saa, var dog vist fire Aar gammel, en lille Dame, der, da hun kom, fortalte, at hun altid havde været »en proper Pi-ge«, men ikke desto mindre viste det sig straks, at hun hørte til de Børn, som til Stadighed maatte have Voksdug i Sengen. Af dem er der for øvrigt, som altid hvor kirtelsvage Børn samles, en hel Del, nog-le kommer sig for denne Svaghed derved, at der passes paa dem, andre kommer ikke af med den, selv om de kommer sig paa andre Maader. Og at de kommer sig, det er godt at se. Skønt det Hold Piger, der da opholdt sig paa Sanatoriet, kun havde været der i en halv Snes Dage, saa var der adskillige brune og rødmossede med livlige, spillende Øjne og kvikke Bevægelser. Men der var ogsaa nogle med smaa blege Ansigter, lidende Øjne og mindre livlige Bevægelser, og der var Pi-gebørn med Øjne, der bar alfor tydelige Kendemærker af den hærgende Sygdom. Dog, de har endnu 20 Dages Ophold derude, og disse tyve Dage kan bevirke Underværker. Der kommer nemlig nu i Aar, fra 1ste Maj og til sidste Oktober, 6 Hold Børn ud, hvert paa 36, de tre Hold Drenge og de tre Piger. Det første og sidste Hold Børn bader ikke i Stran-den, dertil er det for koldt, og nu i Aar, i denne kolde, regnfulde Sommer, maatte der endogsaa lægges i Kakkelovnen i Sovesalen til langt ind i Juni. Børnene ligger jo kun paa en Madras med et vatte-ret Tæppe over, saa Temperaturen maa ikke være altfor kølig i Rum-met. Det er et allerkæreste Syn, naar man kommer ind i denne store Sovesal, hvor der staar 35 smaa Jærnsenge med røde Tæpper og Fod-madrasser, der helt er overtrukket med rødt Tøj, det ser saa kønt ud til de hvide Lagener, og for Enden af hver Seng staar en lille Felt-stol med sit Sæde af rødt- og hvidtstribet Stof. En større Seng, med samme Udstyr som de smaa, staar ogsaa i Salen, i den ligger Pigen, som har Opsyn med Børnene, og en Dør fører fra Frøkenens Soveværelse ud til Sovesalen. Kl. 6 1/2 vækkes Børnene, vaskes og klædes paa; Kl 7 1/2 spiser de deres Havrevælling og Kl. 10 1/2 Frokost. Middagen bestaar altid af Formad og Kød eller Fisk. Til Frokost og om Aftenen faar de Mælk og Smørrebrød. Søndag Formiddag delikateres de med Cho-kolade og Wienerbrød. Hvilke Herredage for saadan en lille Fyr eller Pige, der kun i de færreste Tilfælde har faaet sine regelmæssige Maaltider. Og dog kniber det ofte med at faa dem vænnet til Middags-maden. De kender bedst til Brødet og vil derfor helst have det. Men ogsaa herfor er der Regler. Ellers leger Børnene saa lang Dagen er, lige fra Morgen til Aften. De leger i Forhaven og i det fri bag Hu-set, hvor der vokser Græs og Buske før man naar Strandbredden. Og de leger paa denne i Kanten af Vandet, de plukker Blomster og bringer »Plejemoder« Buketter, de samler Sten, gynger og leger og danser og de ligger, naar de er trætte heraf, og daser i Græsset eller opad Trapperne og agerer smaa levende Gulvmaatter. For Solen søger de Ly i den store, aabne Veranda ud til Stranden, og er det meget daarligt Vejr, tyer de ind i den store Sal, hvor der spises og som ved slige Lejligheder maa agere Legestue. Børnene hentes og bringes til og fra Nordbanegaarden i København. Hver især har sit Kort med, hvorpaa Navn og Adresse m.m. Ankommen til Sanatoriet klædes Børnene af og kommer i Bad, deres eget Tøj lægges pænt i en Sæk, Kortet heftes paa denne og Barnet iføres Sanatoriets Klæder fra inderst til yderst, fra Hoved- til Fodbedækning. Drengene gaar i Kadettøj med røde Kra-ver, og fælles for Piger og Drenge er en varm Stortrøje af Düffel.«  Børnesanatoriet blev omkring 1970 overtaget af statens Åndsvagefor-sorg og fik navneforandring til »Kysthjemmet«. Her boede 48 retarde-rede indtil slutningen af 1980’erne, hvor ejendommen blev udstykket og omdannet til eksklusive ejerlejligheder.