Snekkersten Bådebyggeri
Bådebygger Jens Svendsen havde siden 1853 haft bådebyggeri i Espergærde, men da Snekkersten Havn stod færdig flyttede han sin virksomhed til den nye havn i 1875. Jens Svendsen byggede da tillige en ophalerbedding på havnen. I 1898 overtog sønnen Lauritz Svendsen driften af værkstedet - faderen holdt dog et vågent øje med værkstedet helt frem til sin død i 1915. Fra dette bådebyggeri udgik de berømte Snekkersten-joller, som blev den bådtype, som blev benyttet af størsteparten af fiskerne i det nordlige Øresund. Bådtypen kunne - og kan stadig - sejle hurtigt og manøvrere elegant. Bådtypen blev udviklet af bådebyggerne Jens Carl Hansen (fra Skotterup) og Jens Svendsen - og er blevet bygget helt frem til slutningen af 1990'erne.
Efter at Lauritz Svendsen solgte bådebyggeriet i 1934 kom det på forskellige hænder i en årrække. Omkring 1970 overtog Jens Svendsens oldebarn, bådebygger Bjørn Andersen imidlertid værkstedet, som han drev indtil omkring år 2000. Han var den sidste bådebygger, der fremstillede Snekkersten-joller.
Kort efter Bjørn Andersens ejerperiode blev bådebyggeriet nedlagt og i stedet indrettedes havnekontor i en del af ejendommen. I 2007 indrettedes café og iskiosk i en anden del af huset.
Litteratur
Christian Sørensen: Snekkersten og Skotterup fiskerleje (Helsingør Kommunes Museers Årbog 1985, 1986)
Birger Mikkelsen: Fiskerne - fra Kronborg Hage til Sletten, 1986