Karmeliterklostret - Lazarussalen
I nordfløjen finder man Lazarussalen, der oprindelig var refektoriet, munkenes spisesal. Den er i dag lidt mindre end oprindeligt, fordi en del ved restaureringen i 1901 til 1907 blev inddraget til publikumstoiletter.
Dens nuværende navn skyldes fem senmiddelalderlige kalkmalerier fra omkr. 1520 der viser fortællingen om den rige mand og Lazarus. Det første billede viser den rige mand siddende ved et veldækket bord. Han nyder virkelig livet med to damer ved siden af sig. Man kunne måske forledes til at tro, at det er hans hustru og datter, men det er det ikke. De to damer er begge ugifte. Det ser man fordi man kan se deres hår, hvilket efter datidens viser, at de er ugifte. Damen til højre ser lidt stramtandet ud, måske fordi den rige mand øjensynligt er mest interesseret i hende til højre, som han holder i hånden, og som ser yngre ud. På det tidspunkt kalkmaleriet blev malet kendte man ikke til centralperspektivet, det ses. Bordet er interessant for historikere, fordi det viser, hvordan man dækkede bord i senmiddelalderen. Der ligger ”kuvertbrød”, der ligner de strutter man kan få til fastelavn, og man kan se, at der ikke er bestik. Gaffelen, som vi bruger den i dag, blev først taget i anvendelse i slutningen af 1500-tallet i Danmark, og man medbragte selv en kniv og en ske. I baggrunden skænker tjenerne i bredfyldte bægre. I forgrunden nogle små personer, gøglere, som man så ned på, og som derfor er vist mindre end de øvrige personer i billedet. Alt i alt viser billedet et liv i sus og dus. I kanten af alle billederne skriftbånd, der fortæller historien.
Det næste billede viser stakkels Lazarus med sine sår. Han ligger på gaden og hundene slikker hans sår. Hunden ligner nu godt nok mere en hest. Til venstre ses en tjener, der tilkaster Lazarus smulerne fra den rige mands bord. Læsere af tidsskrifter ”Skalk” vil genkende tjeneren fra tidsskriftets tidslinje visende hen til senmiddelalderen. I baggrunden en tjener, der bærer en meget stor vinkande ind til festen. Han holder sig for næsen, Lazarus har måske ikke lugtet så godt.
Det tredje billede viser den rige mand på dødslejet. Han har netop modtaget den sidste nadver og præsten til højre, der er på vej bort. Den ene af de to damer står tilsyneladende ved hans side. I billedets forgrund ser man et mærkeligt hvidt væsen. En førende kender af danske kalkmalerier professor Axel Bolvig har kaldt det det eneste spøgelse i kalkmalerierne. Meget dramatisk ser man nu foroven den rige mands sjæl, et lille hvidt væsen, forlade kroppen gennem munden. Det gribes straks af djævle, og sjælen føres direkte til helvedes svovlpøl, der vises på det fjerde billede.
Det fjerde billede viser Lazarus død. Også hans sjæl forlader legemet gennem munden, men den gribes af engle og bæres direkte til Abrahams skød lig Paradis. Englene er lidt forskellige. De fleste er almindelige engle med hvide vinger, men der også en ærkeengel, som har farvede vinger.
Det femte og sidste billede i fortællingen viser helvede og paradis. Paradis lig Abrahams skød er delvis forsvundet, men vi ved fra fortællingen, at den rige mand beklager sig og spørger: ”Hvorfor skal jeg nu have det ondt”? Abraham svarer ham koldsindigt; ”Mit barn, du havde din gode tid på jorden, der havde Lazarus det ondt. Nu er det omvendt og sådan skal det forblive”.
På væggen i vest er der først en korsfæstelselsesscene. Jesus hænger på korset. Til venstre ses to personer, hvoraf den ene er næsten forsvundet. Det er efter traditionen Maria og Maria Magdalene. Længere til venstre en ufuldstændig figur, sandsynligvis en karmelitermunk. Klædedragten ligner i hvert hvidebrødrenes ordensdragt. Til højre for korset en mandsperson, selv om man på grund at det lange, krøllede hår kunne forledes til at tro, at det er en kvinde. Det er altid Johannes, hvis han som her har en bog i hånden er det Johannes, evangelisten, hvis han ikke har en bog i hånden, er det igen efter traditionen Johannes Døber.
Det næste billede viser Maria i en solgissel eller en mandorla. Hun står på det omvendte mådesegl og er fremstillet med krone altså himmeldronningen med det lille Jesusbarn på armen. Her er skismaet mellem katholisismen, der gerne vil fremstille Jomfru Maria som hovedpersonen, hvorimod Luther helt klart siger; ”Nej, det er Jesus”. Det er ikke så underligt, ar karmeliterne har fremstillet Maria som hovedpersonen. De følte sig tæt knyttet til Maria, som efter deres tradition havde skænket dem deres særlige skapular, et forklæde lignende klædningsstykke på for og ryg side
Det sidste billede på vestvæggen er en meget udvisket dommedagsscene. Der er længst mod øst på sydvæggen endnu to kalkmalerier. Det første forestiller Jesus i rød kjortel, som er kommet til Jakobs Brønd i Samaria. Her beder han en samaritanerinde om at give sig noget at drikke. ”Da mihi bibere” står der på skriftbåndet. Hertil svarer samaritanerinden: ”Jamen jeg må jo som samaritanerinde ikke give dig noget”. Man skal her huske, at jøderne og samariatanerne ikke var specielt gode venner. Det er derfor, det var en sensation, at det var en samaritaner, der kom manden, der var faldet i røverklør til hjælp, hvorimod levitten og præsten gik forbi. Jesus svarer hende: ”jamen så skal jeg give dig noget, så du aldrig kommer til at tørste”. Dette noget var troen.
Det sidste billede på sydvæggen viser Jesus der vender tilbage fra ørkenen, hvor han har fastet i fyrre dage. Nu bliver han fristet af den kutteklædte djævel, der rækker fire sten frem mod Jesus og siger; ”Hvis du er guds søn, kan du jo forvandle disse stene til brød”. Det står også i skriftbåndet ”panis et lapidus”. Jesus svarer djævelen: ”Jamen mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår fra den levende Guds mund”.
Artiklen er skrevet af John Zilmer