Svingelport 7
Handelslivet blomstrede i sidste del at 1700-tallet og blev kaldt for den ”florissante” periode. Foretagsomme handelsmænd blev meget rige på den såkaldte trekantshandel, hvor skibene bragte varer til Vestafrika, hentede slaver herfra til De dansk-vestindiske Øer og bragte eksempelvis forarbejdet rørsukker med hjem. Den tids velstand efterlader mange fine bygninger og var også var baggrunden for, at Johan Adam Späth lod ejendommen i Svingelport 7, som stadig eksisterer, opføre.
Spæths Gård
Forhistorien omkring Johan Adam Späth, sukkerraffinaderi og dette byggeri ridses op i nedenstående afsnit. I 1765 lod han påbegynde opførelsen af en passende bolig til sig selv og sin husstand samt et kontor på adressen Svingelport 7 A-B, som vi ser i dag. Resultatet blev en standsmæssige pragtbolig, som kunne signalere ejerens position i byen. Huset lå langs daværende strandvej på adressen Gl. Strandvej 10. Den rummelige ejendom var også et pakhus, som kunne rumme såvel råvarer som ufærdige produkter. Årstallet for ejendommens opførelse angives af Kenno Pedersen som 1760, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1765 (se nederst under eksternt link og under litteratur). BBR-oplysninger angiver årstallet 1770, hvor ejendommen blev forhøjet ud mod gaden til to etager. BBR-oplysninger i øvrigt: ”I30-15 overpudset bindingsværk, muligvis fra 1600-tallet. I 1736 var huset 5 fag i 1 etage. 1770 forhøjet til 2 etager mod gade. 1847-54 forhøjes til 2 fulde etager i 1883g"..."Ombygning 1931.”
Bygningens udseende
Bygning blev fredet i 1919. Dens udseende gengives bedst ved at citere Kenno Pedersen: ”Helsingørs gader og stræder i mands minde”, side 24: ”Johan Adam Späths byggeri skulle selvfølgelig beundres såvel fra byen, som af de forbipasserende på Strandvejen. Både gavl og facade blev derfor behørigt udsmykket i rokokoens stil karakteriseret ved refend- eller kvaderfugede fremhævede midtpartier kronet af trekantfrontoner eller frontispicer, der klart fortalte om bygningens brug. Mod vejen præsenterede Späth sin privatbolig med frontispicen i flugt med murkronen, medens han mod byen viste sin position som byens store entreprenør ved, at gavlens smalle midtparti fortsættes opad i en gavlkvist med hejsebom indbygget i mansardtaget… Huset karakteriseredes tillige ved, at kun midtpartiet er udsmykket, medens sidepartierne står glat-pudsede uden den mindste dekoration, endsige vinduesrammer. I gavlens smalle midtrisalit er en blænding i nederste etage prydet med samme slags indfatning som de oven for omtalte, hvilket giver en bemærkelsesværdig afvigelse fra bygningsmønsteret. Tilsvarende er endnu en blænding herunder prydet, og her har efter alt at dømme oprindelig været nedgang til kælderen. På bagsiden tilbyggedes en fire fags bindingsværkslude i en etage.”
I begyndelsen af 1900-tallet blev en tilbygning opført ved gavlen mod vest. Årstallet for tilbygningen angives af Kenno Pedersen som et sted mellem 1911 og 1927, mens det digitale Trap leksikon angiver årstallet 1932. Ombygninger og tilføjelser til ejendommen har fundet sted i adskillige omgange. Helsingør Kommune har registeret 35 historiske byggesager.
Johan Adam Späth
Johan Adam Späth (ca. 1702-1778) var en driftig og visionær købmand, som fra Zerbst i Anhalt i det østlige Tyskland kom til Helsingør i 1730 som 28-årig. Han har vel set de muligheder, som den dengang internationale og driftige by Helsingør med Øresundstolden rummede. Han begyndte som gæstgiver og vinhandler, men greb muligheden for den indbringende handel med de mange skibe på byens rhed.
Johan Adam Späth var opmærksom på den betydning og de fordele, som et fagligt sammenhold havde. Han stiftede derfor i 1744 sammen med syv ligesindede ”Helsingør Kræmmerlaug” (svarende til nuværende Handelsstandsforening) og fungerede som dets oldermand i årene 1754-62. Man kan læse mere om Johan Adam Späth og hans familie i en artikel i dette leksikon: Den tyske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden.
Sukkerraffinaderi
Efter at have ejet et par andre bygninger, havde købmand Johan Adam Späth (staves også Spæth) i 1750’erne opkøbt arealer uden for Svingelport ved Strandvejen, som var den gamle Københavnsvej og ved Gl. Gurrevej, som løb sammen i Stengade. Opkøbet skete med henblik på fremstilling af og handel med sukker, som der på den tid var god fortjeneste ved.
Johan Adam Späth lod derfor opføre en ”grundmuret bygning på 14 gange 12 alen, som blev indrettet til boliger til arbejdere i sukkerraffinaderiet. Den blev fulgt op af en 16 fag lang og én etage høj teglhængt bindingsværksbygning med en kvist over tre fag, beregnet til fremstilling af sukker”. Späth ansøgte og fik 29. december 1761 kongeligt privilegium på at anlægge og drive et sukkerraffinaderi i Helsingør. I sidebygningen havde han således forlods indrettet ”et komplet sukkerraffinaderi” ꟷ nærmest på forventet efterbevilling.
Det hvide guld
Om efteråret hjemtog skibe forarbejdet rørsukker til Danmark i store forsvarligt emballerede tønder. Her blev Sct. Croiz-sukkeret solgt på auktioner i København for at blive yderligere forarbejdet på sukkerraffinaderier. Slutproduktet, det hvide sukker, var en indbringende luksusvare og en medvirkende og betydningsfuld årsag til Danmarks velstand.
Når sukkerrørene var høstet, bladene fjernet og stænglerne knust, blev sukkersaften presset i møllerne. Saften blev derefter indkogt til en klæbrig, brun masse, kaldet melasse eller ”honning”, og ved yderligere inddampning krystalliserer sukkeret. Tilbage bliver rørsukker eller puddersukker, som blev sejlet til Danmark til videre forarbejdning. Den populære vestindisk rom var en forarbejdning af den sirup, som var løbet fra sukkermassen under processen.
Fra rørsukker til sukkerroer
Under Englandskrigene blev danske skibe forhindret i at sejle, og Danmarks kolonier såvel i Vestindien som i Indien besat i en kortere periode. Importen af råsukker fra andre lande blev dyr. Det førte til, at man i begyndelsen af 1800-tallet blandt andet begyndte at eksperimentere med roesukker, som viste sig at have de samme egenskaber som sukkerrør. På et tidspunkt kunne man atter indføre rørsukker, og det satte eksperimenter med sukkerroer på pause. Da slaveriet hørte op omkring midten af 1800-tallet, forsvandt den billige arbejdskraft. Produktion af sukker fra sukkerroer blev udviklet så meget, at det slog igennem i løbet af sidste del af 1800-tallet.
Späths fabrik brænder
I 1763 brændte hele fabrikken, hvor råsukkeret blev raffineret. Den forsikrede fabrik blev genopført for erstatningen, som dog næppe har slået helt til. I 1765 overtog Späth et arealet uden for Svingelport mod at afgive et tilsvarende areal ved i nærheden af kirkegården ved Nygade og Kongensgade, dengang uden for byen og anvendt til de laveste samfundsgrupper, epidemiramte og søfolk. På det afgivne areal etablerede Späth en anden reberbane og afholdt udgifterne til denne. Späths nye grund var byens gamle reberbane lige ned til stranden, tæt ved den nuværende blinde ende af Svingelport. På det nyerhvervede grundareal opførtes den oven for omtalte privatbolig. Selve fabrikken til raffineringen af sukker var derimod henlagt til en nabobygning, i dag Svingelport nr. 9.
Helsingørs to sukkerhuse
Hele Johan Adam Späths bygningskompleks ꟷ hovedbygning samt alle bygninger i forbindelse med sukkerraffinaderiet ꟷ blev samlet kaldt for ”Første Sukkerhus”. I Helsingør blev der givet hele to bevillinger på fremstilling af sukker. Længere mod syd, ligeledes på Gl. Strandvej og inden det nuværende rensningsanlæg, lå ”Andet Sukkerhus”. Dette sukkerraffinaderi blev etableret af C.C. Plum i forbindelse med den bygning, som senere kom til at hedde ”Villa Augusta” efter at den var blevet privatbolig. Se artikel herom i dette leksikon.
Konkurs, overtagelse og ophør
Johan Adam Späths sukkerraffinaderi er ifølge omtale nedlagt omkring 1770, og han blev da også erklæret konkurs i 1774. Forretningen med skibsproviantering havde Späth ikke sluppet. Den væsentligste fortjeneste lå formodentlig der, og han var en holden mand, da han døde i 1778.
Både ejendom og sukkerraffinaderiet blev overtaget af Niels Bregaard, som genoptog raffineringen af råsukkeret. Han arbejdede med held på at forbedre konkurrencen mellem Københavns og Helsingørs raffinaderier ved at tilvejebringe ensartede rettigheder og vilkår. Han drev virksomheden med stort held indtil sin død i 1802, hvorefter hans enke fortsatte foretagendet indtil 1804. Købmændene J.J. Berg, Joachim Høst og Fritz de Lilliendahl drev virksomheden, J. J. Berg & Co. videre indtil 1826, hvor det ”Bergske” sukkerraffinaderi ophørte.
Ejendommen efter sukkerperioden
I 1927 købte byfoged Frederik Ernst Wilhelm Knudsen ejendommen og indrettede den til lejeboliger. Grosserer Jens Carl Sandøe Bredstrup erhvervede ejendommen i 1856. Han etablerede sig som ”saltraffinadør” og udvidede i 1861 med et eddikebryggeri. Produktionen foregik i bygningerne bag det store palæ, som stadig var bolig. I 1863 blev den sydlige del af kælderen under hovedbygningen ud til Strandvejen til købmandshandel. Efter Jens Bredstrups død i 1860 overtog hans søn, Georg Anton, købmandshandelen. Saltværket forpagtede købmand K. C. E. von Hadeln, som moderniserede og udvidede det. Endnu en bygning blev opført i det i forvejen store kompleks med en ”treogtredive alen lang og fjorten alen bred grundmuret bygning med tegltag”. K. C. E. von Hadeln drev saltværket til omkring 1885, hvorefter Christianholms Fabrikker, et københavnske aktieselskab, videreførte det.
Jernbanen ”æder” fabriksarealet
I 1889-1890 blev forløbet fra Nordbanen ændret fra Snekkersten Station til den nyopførte Helsingør Station. Det blev fabrikkens endeligt derved, at det meste af fabriksarealet blev eksproprieret og bygningerne revet ned. Enkefru Bredstrup blev indtil sin død i 1901 boende i Späths palæ fra 1765. Hendes børn arvede hver en fjerdedel af ejendommen, som i 1905 blev købt af blikkenslager William Harald Olsen. I 1910 overtog savværksejer Carl Thomas Petersen ejendommen og fik tilladelse til at etablere blandt andet træuldsfabrikation. Det blev imidlertid ikke til noget, da han døde om efteråret. Først i 1912 fik Lund & Rasmussen, grossister inden for handel med dagligvarer, auktionsskøde på ejendommen. Firmaet drev virksomheden indtil slutningen af 1959 og flyttede til nye og større lokaler på Rønnebær Alle.
Ejendommens videre anvendelse
Helsingør Kommune overtog ejendommen, og Civilforsvaret holdt til her indtil 1994, hvor organisationen flyttede til Klostermosevej. I 1999 rykkede Helsingør Kommunale Musikskole ind efter tilpasning af ejendommen til formålet. I januar 2020 flyttede musikskolen til nye lokaler i den gennemgribende renoverede skole på Marienlyst Allé, Skolen i Bymidten afdeling Byskolen, Marienlyst Allé 2, Bygning 11. En afdeling af Helsingør Skole.
I 1924 blev vejnavnet mellem Stengade og jernbanearealet ændret fra Gl. Strandvej til Svingelport. Jernbanevej blev ved Svingelport gennemført til Kongevejen 1955-1956 som et resultat af den øgede biltrafik. Vejen Svingelport fortsætter på den anden side af Jernbanevej, og den gamle vej blev brudt af. Ved den manøvre kom ejendommen i Svingelport 7 til at ligge temmelig lavt i forhold til vejniveauet, og den fornemme bygning kommer derfor ikke helt til sin ret.
Eksternt link
Litteratur
Også udgivet i årbog: Kommunes Museer. 1994 (side 89-134).