Færgemænd

I Sundtoldstiden var det færgemænd og kadrejere, som stod for den lokale transport til søs af personer og varer. Færgemændene var organiserede i et lav, som blev oprettet i 1630 og eksisterede til efter sundtoldens ophævelse. I lavsartiklerne fra grundlæggelsen blev færgemændenes privilegier defineret til at være færgefarten fra Helsingør til Helsingborg og til København og til og fra skibene, der lå ankret op på reden ved Helsingør.

Det lykkedes ikke altid at håndhæve monopolet på transport mellem skibene og land. I kraft af færgelavets monopol var der fastsatte priser for transporten mellem skibene og land, men i praksis fungerede det ikke altid så enkelt. Hvis færgemanden fik den tarigmæssige betaling, var det en "fasttur". Men hvis skipperen fik pruttet prisen ned, blev det faldt en "sluppen tur". Hvis prisen kom meget langt ned, var betegnelsen "en hjælpetur". Lavet sørgede for, at faste og slupne ture gik på omgang mellem lavets medlemmer, så alle var sikret en indkomst. Kadrejere og fiskere tilbød sig ofte billigere end den pris, færgemændene skulle have, og det skete også, at de ankomne skibe brugte deres egne joller, når de skulle i land.

Vejret havde også indflydelse på prisen. I begyndelsen af 1800-tallet kostede det 9 rigsdaler at blive færget ind i magsvejr, ved 1. kulingsgrad (kuling: 13,9-17,1 m/s) var prisen 12 rigsdaler og for hver af de følgende kulingsgrader steg prisen med 3 rigsdaler. Ved 3. kulingsgrad (stormende kuling: 20,8-24,2 m/s) var prisen 18 rigsdaler.

Færgemændenes lav var det største i byen. Der var i byen 80-100 færgemænd, og de fleste af dem havde færgekarle tilknyttet. For at blive anerkendt i lavet skulle en færgemand eje en båd, som kunne transportere seks oksehoveder eller tre piber. (1 oksehoved var 240 potter, svarende til 232 liter, 1 pibe var 480 potter, svarende til 464 liter). De største færger krævede en besætning på fire mand. De mindre både kunne sejles af 2-3 mand.

Lavet skulle derudover som minimum have otte "mellemjoller" til at stå for transporter. Det var lavets inspektør og de fire oldermænd, som fordelte turene mellem færgemændene.

Færgemændene boede næsten alle på Lappen eller i Strandgade. Erhvervet gik i arv i familierne. Hvis en færgemand døde, arvede enken hans plads i lavet. Hvis hun giftede sig igen, overgik hvervet til hendes nye mand.

Færgemændene havde som helhed ganske pæne indkomster, men deres virksomhed var også forbundet med stor risiko.

Lars Bache

Lars Bache (1771-1809) var en af de mest kendte færgemænd i Helsingør. Udover færgefart havde han skibe i fart med landbrugsprodukter og brændetransport i hele landet. Han blev landskendt, da han i 1801 med sin besætning reddede fem mand, hvis skib var kæntret ved Trekroner. Han omkom til søs i 1809, da han med sit skib deltog i kaperkrigen.

Litteratur

Klem: Om Helsingørske færgemænd og kapere. (Handel- og Søfartsmuseets årbog 4, 1945 s.149-158

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. 1926