Havets Lys Hornbæk

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Skulpturen Havets Lys blev opstillet på Museumsgrunden på A.R.Friisvej i Hornbæk i juni 2012. Ideen til skulpturen kommer fra Fonden Hornbæk Kunstmuseum, der ønskede skulpturen som et vartegn for et kommende kunstmuseum.

Skulpturen er udført af billedhuggeren Søren Schaarup, født i 1952. I 1992 debuterede han som billedhugger og har siden 1999 arbejdet som professionel kunstner.

Søren Schaarup har primært arbejdet med udsmyknings- og bestillingsopgaver. Skulpturer til såvel offentlige rum, firmadomiciler og private, ofte i monumentale størrelser og han har gennem årene udført mere end 80 udsmykningsopgaver , samt deltaget i utallige udstillinger i ind- og udland.

Skulpturen er udført i Blå Rønnegranit. Den består af et 120 cm højt ellipseformet element, der er blankpoleret og gennembrudt af et konisk hul. Skulpturen er placeret på en to meter høj granitsokkel, også i Blå Rønnegranit. Den er tænkt som et pejlemærke, som skal lede publikum hen til Museumsgrunden. Skulpturen er placeret på en lille granitbeklædt plads på Museumsgrunden. Ved pladsen er opstillet to blankpolerede granitbænke, ligeledes i Blå Rønnegranit. Bænkene har de samme dimensioner som skulpturens sokkel.


'Havets Lys' af Søren Schaarup. Foto: Kaj Madsen 2020.


Litteratur

Frederiksborg Amts Avis, 21. juni 2012

Eksterne links:

Hornbæk Kunstforening

Søren Schaarup

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.