Hornbæk Station

Fra Helsingør Leksikon
Version fra 12. maj 2018, 11:02 af Charlotte Fenger (diskussion | bidrag) Charlotte Fenger (diskussion | bidrag) (Artikel under udarbejdelse)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Skift til:navigering, søgning

Hornbæk var fra oprindeligt et fiskerleje, hvis befolkning voksede en del gennem 1800-tallet. I løbet af 1870’erne blev Hornbæk et søgt sted for malere fra København, og med dem bredte sommergæsterne sig, ikke mindst da jernbanen kom. Den betød i det hele taget store forandringer for Hornbæk, både hvad angår butiksliv, salg af byggegrunde og byggeri af huse, flere i to etager. Hornbæk blev ligefrem mere ”byagtig”.

Endestation i ti år

Hornbæk Station ligger lige syd for fiskerlejet og havnen og var ved indvielsen d. 22. maj 1906 endestation på Hornbækbanen. Den første og største station i den modsatte ende af Hornbækbanen var Grønnehave som toglederstation for hele strækningen. Her var toglederkontoret, og herfra styrede og overvågede toglederen hele trafikken på Hornbækbanen. I Grønnehave fandtes den eneste remise på Hornbækbanen, og tog blev derfor kørt dertil fra Hornbæk til ”overnatning”.

Bygningerne til de øvrige fire øvrige stationer var enklere og i forskellige størrelser efter et skønnet behov. Tilbygninger som pakhuse og retirader var opført i træ og malet i grønt og rødt. Ud over stationer var der trinbrætter, som også bestod af træbygninger, malet i grønt og rødt og af forskellig størrelse, ligeledes efter forventet behov (se artikel om Hornbækbanen og artikler om de enkelte stationer samt trinbrætter).

Anlæggelse, gods og spor

Hornbækbanen havde opkøbt jord til stationsarealet fra Ellengaard, som lå lige øst for stationsbygningen. Gården blev revet ned i 1909, og på dens grund blev der bygget villaer, som kom til at ligge på Hornbæk Stationsvej. Hornbæk Station har nr. 6 på denne vej. På baneterrænet var tre hovedspor samt flere opstillingsspor, kendetegnende for en pæn stor station. Man havde overvejet jernbanespor til havnen, som dog aldrig blev gennemført. En lang dæmning blev etableret langs Hornbæk Sø ved Søvænget. Den blev skabt med jord fra højere liggende marker med et fald langs nuværende Johannes Ewalds Vej. Efter at jernbanen har krydset Sauntevej i Hornbæks sydlige ende, fortsætter den et stykke langs Østerbæk i nordøst retning, inden den når Hornbæk Station.

Godstransporten nød godt af, at Hornbæk Trælast åbnede i 1907 og lå på Johannes Ewalds Vej nr. 2 tæt ved stationen, hvilket var vigtigt for transport af de store mængder af træ. De mange husbyggerier bidrog til trælastens trivsel. Den blev en stabil og god kunde for jernbanen og fik endog lagt spor ind fra banens drejeskive. Hornbæk Trælast & Byggemarked A/S eksisterer endnu ved denne artikels tilblivelse - altså i omkring 111 år.

Vand, gas og lys

Damplokomotiver var afhængige af at kunne få påfyldt vand. Der blev etableret et vandværk af en nyoprettet grundejerforening med tilslutning af Hornbækbanen. Et vandtårn på toppen af bakken ved Brünnichesvej for at kunne påfylde damplokomotiverne, hvor hovedledningen blev tilsluttet ved banens drejeskive. Men vandet viste sig at indeholde for meget kalk til, at man ville opretholde påfyldningen. Den blev flyttet til Grønnehave. Lige før åbningen af Hornbækbanen var et gasværk blevet færdigt og kunne bl.a. anvendes til belysning. Det lå på nuværende Per Bjørns Vej tæt ved jernbaneterrænet. Elektriciteten kom til Hornbæk i 1917.

Hornbæk som mellemstation

Hornbæk Station fik en anden status, da jernbanen blev forlænget til Gilleleje i 1916. Den kom til at ligge midt mellem Helsingør og Gilleleje og blev således en mellem- og krydsningsstation på Helsingør-Hornbæk-Gilleleje Banen (HHGB). Ved den lejlighed blev drejeskiven flyttet til Gilleleje. Jernbanesporet krydsede efter forlængelsen Hornebyvej vest for stationen på vej mod Horneby Sand Trinbræt i en jernbaneoverkørsel. Efterhånden som godstransporten med tiden mistede sin betydning, blev flere spor blev fjernet, da de ikke blev anvendt længere. Tilbage var tre perronspor og et stikspor. Nu er der et omløbsspor og et hovedspor, og en perron nr. 2 er på et tidspunkt blevet anlagt midt imellem disse to spor.

Stationsbygningen

Ud over Grønnehave Station var Hornbæk Station større end de tre øvrige stationer i Hellebæk, Saunte og Ålsgårde. Mellem disse fem stationer var der fem trinbrætter. Tegningerne til alle fem stationer såvel som fem trinbrætter blev udarbejdet af Hornbækbanens anlægsingeniør, Jacob Frederik Brandt (1843-1908). De fem stationer afveg fra andre stationsbygninger ved at have et præg af en villa, forstærket af, at slyngplanter og buske prydede mure og plankeværk. Stationen vender i øst-vestlig retning. En tværbygning med gavl vender ud mod perronen mod øst, og der er en sidefløj mod vest. Den er som de øvrige stationer på Hornbækbanen opført i mursten og havde helt fra begyndelsen en hvidpudset facade, som er opretholdt. Bygningen har et halvvalmet tegltag, det vil sige, at tagfladen over gavlen kun er ført halvvejs ned i forhold til facadens tagflader.

Der blev indrettet et postkontor, en telegrafstation, billetsalg og pakhus til godsekspedition. Der var bolig på første sal for postmester samt stationsmester, som var én og samme person.

Hornbæk Station i dag

Station har flest ligheder med Ålsgårde Station, men er i tidens løb udvidet flere gange. Et halvtag til ventende passagerer er opført ud mod perron på den oprindelige sidebygning mod vest. Brede kviste (som på Hellebæk Station) er opsat et på samme bygning samt dennes bagside. Det samme på tværbygningen mod nord med gavl ud mod perron mod vest. På et eller andet tidspunkt er opført to sidebygninger i én etage med fladt tag, en større mod øst og en mindre mod vest. Stationsbygningen fungerer ikke længere som station. Den er, som de andre stationer på Hornbækbanen, overgået til privateje. Alle stationsbygninger er betegnet som bevaringsværdige.

Kort efter at toget har passeret Karinebæk Trinbræt mod øst (indviet i 1991) inden Hornbæk Station, krydser Hornbækbanen jernbanesporet Sauntevej lige inden Stenstrupvej i en overkørsel, der er bevogtet med blink og klokke. Som omtalt oven for krydser toget Hornebyvej mod vest efter Hornbæk Station i en bevogtet jernbaneoverkørsel med helbomme, blink og klokke.

NB: Denne artikel er endnu ikke afsluttet!

Eksterne links

Helsingør - Hornbæk - Gilleleje Banen (Hornbækbanen).

Helsingør-Hornbæk-Gilleleje Banen (HHGB).

Litteratur

Anders Møller Nielsen: Hornbækbanen - og lidt af dens omegn. Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske Forening, 2006. Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske beretninger, 36.

Wilcke, B.: Hornbækbanen 1906-1916-1976. Udgivet i 1976 i serien Dansk Jernbane-Klub, 39.

Thomassen, P.: Hornbækbanen på postkort. I kommission hos Haases Boghandel, 1980.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.