Charles Tvede
Charles Martin Fritz Tvede blev født den 21. februar 1862 som søn afJens Levin Tvede og hustru Emilie f. Bjerg. Han blev uddannet på Teknisk Skole i København, på Landbohøjskolens laboratorium, på forskellige bryggerier i Danmark og på gær- og spritfabrikker i Tyskland. Fra 1882 var han inspektør ved Aktieselskabet Helsingør Spritfabrik, I.L. Tvede og direktør fra 1889.
Charles Tvede var desuden medlem af bestyrelsen for Aktieselskabet Helsingørs offentlige Laanekontor fra 1892, medlem af Helsingør Byråd 1892-1909, formand for Helsingør kongelige priviligerede Skydeselskab fra 1900, for Foreningen af danske Spiritusfabrikanter fra 1898 og for Foreningen af danske Spiritusfabrikanters Arbejdsgiver Afdeling fra 1904.
Han var delegeret ved Landmandsbankens Helsingør Afdeling fra 1904, medlem af Dansk Arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse fra 1907, repræsentant for Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab i Helsingør-afdelingen fra 1906, overligningskommissær fra 1908 og medlem af Arbejdsgivernes Ulykkesforenings repræsentantskab fra 1909.
I 1908 blev han landstingsmand for partiet Højre og fra 1918-1931 tingvalgt medlem. I perioden 1928-31 var han formand for rigsdagsgruppen i kampvalg med John Christmas Møller, der trak sig, da stemmerne var lige.
Fra 1923 - 1931 var han formand for bestyrelsen i De Danske Spritfabrikker.
Charles Tvede blev 6.5.1893 gift med Elisabeth Gradmand, datter af toldinspektør Gradman og hustru Marie, f. Lundwall. 1892/93 lod han opføre villaen "The Home" i Fiolgade 22, arkitekt Frederik Vilhelm Tvede, som ikke var i familie med Charles Tvede.
Charles Tvede var kommandør af 2. grad af Dannebrogsordenen og Dannebrogsmand. Han døde 14. oktober 1931 og blev begravet på Helsingør Kirkegård.