Den engelske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden
Den engelske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden
Skotske og engelske beboere var gennem hele Sundtoldstiden med til at sætte deres præg på byen, men ikke samtidig. Den skotske indvandring var stor i 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Midt i 1700-tallet dukker de første engelsk navne op i byens arkivalier, og frem til Sundtoldens ophævelse i 1857 var det de engelske indvandrere, som blev de dominerende blandt udlændingene i Helsingør. Ved folketællingen i 1801 var der omkring 100 englændere i byen, hvilket procentuelt ikke var så mange i forhold til de godt 5000 personer, som boede i byen. Men englænderne tilhørte byens mest velhavende lag, og derfor fyldte de meget i byens liv. Hvor Helsingør i 1600-tallet blev kaldt "Lille Amsterdam", betegnedes den i Sundtoldstidens sidste århundrede somme tider som "Lille England".
Familien Fenwick
Familien Fenwick er den mest kendte blandt de engelske indvandrere. Stamfaderen til den helsingoranske del af familien var Nicolas Fenwick, som var født 1707 i Hull og døde 1747 i Helsingør. Han kom omkring 1730 til Helsingør som udsendt for et engelsk handelshus og handlede med te og porcelæn.
Familien Fenwick var en talrig og vidtspredt familie og meget internationalt orienteret. I Danmark var der Fenwick'er i Helsingør og København, og der var det også i flere andre europæiske lande. Samtidig formåede familien i alle de mange år i udlandet at opretholde de nære bånd med slægtningene i England.
Familien Fenwick beskæftigede sig primært med klarerervirksomhed og handlede først og fremmest med de mange engelsk skibe, som gik gennem sundet. Det var omkring 30 % af de passerende skibe, som var britiske, så forretningsgrundlaget var ganske solidt.
En af Nicolas Fenwicks sønner var opkaldt efter faderen og hed således også Nicolas Fenwick. Han var født i Stockholm i 1729 og døde i Helsingør i 1799. Han blev i 1752 engelsk generalkonsul i Danmark. Han var trådt ind i faderens forretning, da denne døde i 1747. I 1761 optræder han i kilderne som bosat i Stengade 60 i en ejendom, som blev nedrevet i begyndelsen af 1900-tallet. En anden søn - David Fenwick (1726-65) indgik i 1751 makkerskab med Elias Petersen om handel med vin, brændevin og udenlandske varer, men samarbejdet sluttede hurtigt, og i 1754 grundlagde David Fenwick sin egen forretning, hvor han solgte vin og brændevin.
I 1791 er generalkonsul Nicolas Fenwick angivet som ejer af Strandgade 85-87, i dag betegnet som "Den fenwickske gård). Det var ham, der indrettede en butik i forhuset. I folketællingen for 1801 betegnes ejendommen som konsulinde Fenwicks gård. Hestor Fenwick var 54 år og enke efter Nicolas Fenwick. Sammen med hende boede sønnen Charles (1775-1832), som var 25 år og betegnes som engelsk vicekonsul. En yngre søn, Fairfax på 15 år, er kontorbetjent. I husstanden indgår derudover ni tjenestefolk, alle med danske navne.
Familien Fenwick drev deres klarerervirksomhed fra denne ejendom indtil 1850, da de flyttede forretningen til Strandgade 95. Syv år senere forsvandt hele forretningsgrundlaget.
Familien Wright
Dette er et andet eksempel på en familie, som tjente store penge på klarerervirksomheden, men også kom i store økonomiske vanskeligheder.
Henry Wright blev født 1750 i Hull og kom til Helsingør som ganske ung. Han arbejdede 16 år som dreng og købmandskarl hos den engelske storkøbmand Thomas Baildon. I 1777 løste Wright borgerskab og begyndte sin egen købmandsvirksomhed, hvor han hurtigt kom til at tjene godt. I 1788 står han som ejer af Strandgade 86, hvor han lod udføre store om- og nybygninger og indrettede stedet luksuriøst med kontorer i stueetagen og bolig på 1. sal. Samme år giftede han sig med Hedevig Meulengracht. Ved 1801-folketællingen bebos ejendommen af Henry Wright, som da var 51 år. Hans kone Hedevig var 33 år, og de havde syv børn i alderen fra 1 til 12 år. De to ældste var tvillingerne Elisabeth og Hedevig. Der var 9 tjenestefolk, hvoraf en betegnes som vintappersvend. Henry Wright ejede også Stengade 75, hvor der var pakhus. Henry Wright døde i 1825 og var på det tidspunkt nærmest ruineret. Det lykkedes nogle af hans efterkommere at etablere nye foretagender, og det er en af de få familier, som blev i Helsingør efter Sundtoldens ophævelse og kunne leve af deres forretning. En af efterkommerne var med til at etablere brændselsfirmaet Wright og Svendsen, som eksisterede fra 1891 til 1970.
Andre fremtrædende familier
En lang række englændere løste borgerskab i Helsingør i sidste halvdel af 1700-tallet. Blandt disse kan nævnes John Beckett (1741), Thomas Baildon (1752), John Diston (1775), John Chapman (1777), John Good (1783), John Daniel Belfour (1787) og Arthur Howden (1788). De var alle med til at præge byens udvikling. De fleste af dem boede i det fornemme kvarter omkring Strandgade eller på Stengade, bekvemt i forhold til deres forretninger. De drev købmandshuse og klarerervirksomhed, men enkelte af dem tog også andre initiativer.
John Diston handlede med kinesiske og ostindiske varer, men drev også et herberg, hvor han kunne indlogere skippere, som var i land for at handle. Han anlagde en køkkenhave på bakken ved Rosenkilde. Der dyrkede han grønsager og tyrkisk hvede. Han opbyggede en produktion af kaniner ved Sadelmagerleddet, og han startede et silderøgeri. Han påtog sig at holde torvet frit for dyrenes efterladenskaber - vel med den tanke, at det var nyttig gødning til køkkenhaven.
John Diston boede i 1801 i Stengade 42. Han var da 70 år gammel og registreret som købmand og ugift, hvilket må betyde enkemand. I huset boede også hans søns svigermor Elisabeth Romums på 50 år og i husstanden var tre tjenestefolk samt to indkvarterede soldater. Diston ejede også en ejendom på Gl. Hellebækvej, som blev udlejet til beboelse og hvor der derudover var lo, lade, stald og vognskur.
Forholdet til byens øvrige indbyggere
I kilderne er der adskillige oplysninger om et ofte spændt forhold mellem englænderne og de øvrige indbyggere i byen. Noget af det skyldtes banalt brødnid. Englænderne havde for stor en del af den samlede handel og tjente for meget på den, mente de øvrige handlende i byen. De holdt sig for meget for sig selv og hjalp kun hinanden, var en anden klage. De stærkeste spændinger ses i forbindelse med krigene med England i 1801 og 1807.
Grundstenen dertil blev lagt, da den ret unge vicekonsul Fenwick i 1800 ville fejre den engelske admiral Dixon og hans officer, da de med en mindre flåde var i Helsingør for at støtte den engelske gesandt i hans forhandlinger med den danske krone. Englænderne var på det tidspunkt trætte af de danske skibes mulighed for at hævde deres neutralitet og derved have mulighed for at sejle med kontrabande. Derfor har skadefryden sikkert være stor i Helsingør i 1801, da den engelske flåde kom igen, og der var lidt spredt skyderi i forbindelse med dens indsejling i Sundet. En kanonkugle ramte da ned i den fenwickske gård.
Det har heller ikke hjulpet på velviljen, at de engelske købmænd både i 1801 og 1807 tjente gode penge på leverancer til den engelske flåde, som var Danmarks erklærede fjende på det tidspunkt. I 1801 var situationen så anspændt, at en gruppe af de mest velhavende englændere henvendte sig til kronprinsen med anmodning om at få anvist opholdssted uden for Helsingør, hvis det kom til åbne stridigheder. De fik dog et køligt afslag med besked om, at noget sådant måtte de selv sørge for. I 1807 var situationen endnu mere anspændt. Da fik englænderne og skotterne i byen besked på at henvende sig til byfogeden og aflægge ed på deres loyalitet. Charles Fenwick følte jorden brænde så meget under sine fødder, at han i 1807 flyttede til Helsingborg og frem til 1814 drev sin forretning i Helsingør via stråmand. Et bevaret brev viser, at han i årene op til krigen i 1807 i udpræget grad havde haft aktiviteter, som tjente Englands interesser, men var fjendtlige overfor Danmark.
De religiøse forhold
Englænderne brugte alt overvejende Skt. Olai Kirke som deres kirke. Det ses af det store antal engelske begravelser, som er foretaget i og fra kirken. Den engelske konsul Robert Thig havde egen kirkestol i kirken, og han købte i 1742 en gravkælder i krypten. I begyndelsen af 1800-tallet blev det dog almindeligt at benytte Helsingør Kirkegård til begravelser.
Engelske begravelser er arkæologisk set nemme at adskille fra danske, fordi englænderne fortsatte med at bruge kister af engelsk type: de var trapezformede og med fladt låg. De var malet med sort beg og pyntet med messingsøm.
Der var et par forsøg på at etablere en engelsk kirke i byen. I 1792 ansøgte en gruppe englændere kongen om tilladelse til at oprette en engelsk reformert menighed. Initiativtagerne var Howden, Brown og Belfour. Tilladelsen blev givet, og der blev oprettet en kirke i Søstræde. Menigheden blev dog hurtigt uenige med præsten om lønmæssige spørgsmål, så allerede i 1796 blev den nedlagt. Købmanden Good købte kirkens lokaler og brugte dem til andet formål. I 1836 gjorde den engelske generalkonsul Macgregor et nyt forsøg på at etablere en kirke, baseret på frivillige bidrag. De frivillige bidrag blev dog ikke så omfattende, så allerede i 1839 blev den nye menighed opgivet.
Det luksuriøse liv
M. Galschiøt skriver i sin bog om Helsingør i midten af 1800-tallet, at " …det var de engelske (klarerere), der længst bevarede præg af noget fremmed, selv om indehaverne i flere generationer hade haft hjemsted i Helsingør. Familierne talte gerne engelsk indbyrdes både i hjemmene og når de mødtes ude. De hade engelsk nurse eller andet engelsk tyende, hjemmene var udstyrede fortrinsvis med engelske møbler og engelsk husgeråd, og deres daglige liv var på engelsk med lunch og dinner. Det skyldtes vel mest deres stærke nationale selvfølelse, men også deres mængde. …" Englænderne benyttede engelske håndværkere og skræddere, som boede i Helsingør, men om fornødent lod de ting forarbejde i England og fik dem fragtet over.
En vigtig del af velhaverlivet var ejerskabet til et landsted udenfor Helsingør, hvor man kunne trække sig tilbage om sommeren og nyde det stille liv. David Brown købte i 1796 Gurrehus, som i 1804 blev solgt til John Good. I 1828 kom det tilbage til familien Brown, som imidlertid solgte det igen 1837 p.gr.a. økonomiske problemer. Den nye ejer var den engelske konsul Macgregor.
Familien Fenwick købte og ombyggede ejendommene Claythorpe og Fairyhill i Nyrup, så man der kunne føre et liv, der passede til familiens sociale position.
Eksternt link
Litteratur
Kjeld Damgaard: Landstedet Claythorpe i Nyrup (Folk og Minder fra Nordsjælland. 1999. S. 11-16)
M.Galschiøt: Helsingør omkring midten af forrige aarhundrede. København 1960.
Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, I-II. København 1926-1929.
Kenno Petersen: Helsingørs gade og stræder i mands minde. Stengade 1901-2011. 2002.