Smugleri i Helsingør

En yndet sport

Helsingør har været særdeles velegnet til smugler gennem tiderne. Det er foregået både til lands og til vands og har været en attraktiv beskæftigelse, nærmest en folkesport at drille og snyde toldvæsenet. På en eller anden måde var smugleri acceptabelt for rigtig mange mennesker og næsten forbundet med en vis heltestatus. Under den forhadte konsumtion, gældende fra 1660-1851, gik det lystigt for sig. Konsumtionen var en forbrugsafgift af de varer, der blev indført i byen, svarende til vore dages moms. Den blev opkrævet ved byens porte.

Under den lange periode med Øresundtolden, som blev opkrævet fra 1429-1857, blev der smuglet på livet løs med fremmede, oversøiske og ofte kostbare varer, som var behæftet med told og som den internationale handel kunne byde på via de passerende skibe. At så mange skibe med så mange varer passerede Øresunds smalleste sted, gav righoldige muligheder for smugleri, men det havde ikke noget med selve Øresundstolden at gøre. Størstedelen af smugleriet foregik gennem tiderne fra Helsingør til Skånes kyst.

Hvem smuglede?

Medvirkende fandtes i en eller anden form og i stor udstrækning såvel i de højere som lavere samfundslag. Mange mennesker med hang til eventyrlyst og spænding blev således tiltrukket af ”erhvervet”, som ofte blev udøvet med både fantasi og snedighed. Naturligvis også var der også penge i det, ellers havde det næppe været ulejligheden og risikoen værd. Jo flere penge der er i det, desto større risiko er nogle villige til at løbe. Det gælder alle samfundslag. Mange var involveret i smugleriet, der var velorganiseret og udførtes med hjælpere og hælere. Selv en jagthund kunne blive inddraget i smuglergerningen.

Mange af Helsingørs borgere havde et erhverv, der var knyttet til havet. Smugleri i forbindelse med handel med forbipasserende skibe blev ofte udøvet af fiskere, som havde en båd i forvejen. Denne specielle form for tuskhandel, kaldet kadrejeri, var derfor ret udbredt.

Smugleri var ikke en usædvanlig beskæftigelse for kapere, som under Englandskrigene 1801-1814 havde levet et spændende og farligt liv. Et efterfølgende liv, ofte som færgemænd, blev lidt kedeligt, og med smugleriet kunne de i nogen grad få deres behov for spænding dækket. Det gjaldt eksempelvis Jens Lind, omtalt i en artikel i dette leksikon. Han blev kun pågrebet én gang og slap med en bøde.

Smugleri til alle tider

Hvilke varer man smuglede, afhang af hvor stor en told de pågældende varer var pålagt. Jo mere told, jo mere fordelagtigt og fristende var det. Især dyre varer fra de passerende skibe kunne indbringe en del. Men det var også risikabelt, selvom den lange kyststrækning var svær at bevogte for toldvæsenet. Engelsk klæde, franske silketøjer, guld- og sølvure, lærreder og kulørte eller hvide tøjer af alle slags samt varer med særlig høje toldsatser var yndede emner for smugleri i et tidsrum. Vin, spiritus og tobak har været populære smugleremner gennem tiderne.

Fristelsen til en ekstra indtægt er gennem alle tider vedvarende stor, uanset om det foregår i det skjulte på ulovlig, lumsk og lyssky vis. Skiftende tider har medført skiftende emner for smugleri. Dagligdags toldfri småvarer fra færgerne såsom sukker, kaffe og tobak kunne også være emner for smugleri. Selv børn kunne blive involveret i smugleri. Ikke så få forældre har tænkt, at ingen kunne finde på at mistænke troskyldige små poder. Smugleremner som eksempelvis fyrværkeri til nytårsbrug og narkotika hører nyere tider til. Narkotika er der virkelig mange penge i, og det er derfor forbundet med en stor risiko og giver en relativ hård straf, hvis man bliver pågrebet.

Utilstrækkelig kontrol

Fra begyndelsen af 1600-tallet blev en bymur opført ud mod Øresund. Den var et effektivt værn mod smugleri, men naturligvis kun der, hvor den var og mens den eksisterede. Den havde en begrænset levetid, fordi den ikke blev vedligeholdt. Mod landsiden var smugleri til gengæld en smal sag.

Døgnet rundt patruljerende told- og strandbetjente og toldkrydsere i Sundet, men alligevel var overvågning af Øresund ikke nok til at dæmme op for smugleri. Mod land, hvor mange huse og haver vendte ud til de åbne marker, var kontrollen endnu sværere at udøve. Helsingør Kirkegård var tæt beplantet, stor og fredfyldt og velegnet til smugleri. Toldvæsenet havde ganske enkelt for lidt mandskab til at udøve tilstrækkelig effektiv kontrol, hvilket ikke gjorde fristelsen til smugleri mindre.

Oplagringsplads

Smuglervarerne skulle modtages, skjules i udhuse eller kældre, transporteres til byen, ofte gennem skovene i ly af mørket. Anløbsbroer var hyppigt anvendte til ulovlig indførsel af varer. Mange steder kunne anvendes til lagerplads til smuglervarer. Lappen var et rigtig godt gemmested for smuglervarer, bekvemt langt uden for byens grænser og dermed for kontrol. De store åbne pladser, hvor færgefolk og lodser havde deres både liggende, var også velegnede til smugleri. På den svenske side af Sundet blev de mange huler og grotter anvendt som oplagringsplads for smuglergodset. Det var derfor relativt nemt at ”snyde” toldvæsenet. Der blev navnlig smuglet om aftenen og om natten i ly af mørket, hvor optimale vilkår var dårligt vejr med regn, storm eller snefog.

Smugleri af klæder

Ole Lund skriver i ”Smaabilleder fra Helsingør 1800-1830 i afsnittet ”Toldere og smuglere”: ”Smugleri foregik dog også ved højlys dag, om end i mindre dimensioner. Mange kaptajn eller fremmed sømand kom i land som en svær og fyldig mand på grund af det klæde eller lærred, han havde viklet om legemet, gik igen som en smækker person efter at have ”afrullet sig”, som det kaldtes. Mangt en vognhynde har kun været et stykke engelsk eller tysk klæde eller afgivet gemmested for kostbare silketøjer, hvorpå pæne damer har siddet og bredt sig. Selv ved acciseboderne smugledes der på alle mulige tænkelige måder, hvor meget toldbetjentene end søgte med deres halvanden alen lange jernsøgere (s.35).

Brændevin og tobak

M. Galschiøt skriver i ”Helsingør - omkring midten af forrige århundrede” ganske underholdende om smugleri, som foregik efter Øresundstoldens ophør 1857, omtalt i de følgende to afsnit. Mange firmaer fik en drastisk nedgang i indtjeningen, og man søgte nye indtægtskilder. Firmaer fra Helsingør med svenske forretningsforbindelser organiserede rent forretningsmæssigt smugleri af især brændevin, vin og tobaksvarer fra Helsingør til Helsingborg. Der blev atter tjent mange penge. Som nævnt under afsnittet om risikoen ved smugleri, trak det ikke fra i nævneværdig grad i hverken anseelse eller omdømme. Det åbenlyse og utilslørede smugleri fortsatte stort set uanfægtet indtil Første Verdenskrig, hvor kontrollen med både ind- og udførsel blev skærpet.

Variabel livvidde

Som beskrevet i ovenstående afsnit, foregik smugleriet ofte temmelig åbenlyst og grotesk, Folk kunne ligefrem ”bugne” af smuglervarer, som blev anbragt på kroppen alle mulige steder på fantasifulde måder. De kunne så aflevere smuglervarerne, optræde i en noget slankere udgave for derefter atter fremtræde stærkt udstoppede. Det må have set temmelig komisk ud og sikkert været festligt og fornøjeligt. Det svenske toldvæsen blev snydt for rigtig mange penge, og man kan undre sig over, at det gik godt så længe.

Utraditionel kaproning

En anden udgave af smugleriet foregik i specialbyggede kaproningsbåde. I begyndelsen var det mest svenske fiskere, der kom over og hentede smuglervarerne, men de blev overhalet af toldkutterne. Så fandt man på at fremstille nogle specialbyggede, smalle kaproningsbåde, som med trænet mandskab kunne ro fra toldvæsenets toldkuttere, selvom bunden af bådene var fyldt op brændevinsankre. Også her foregik det hele ganske åbenlyst, men af og til gik det dog galt. Efterhånden blev det dog for meget af det gode, og et samarbejde mellem toldstederne i Danmark og Sverige resulterede i, at det åbenlyse og grove smugleri ophørte omkring 1870’erne. Smugleri var dog fortsat alt for fristende og fandt blot nye veje og med de emner, der er fordelagtige for den pågældende tid.

OBS: Denne artikel er under udarbejdelse