Kolonihaver

Kolonihavelivet var en del af arbejderkulturen

De første havekolonier opstod allerede i 1500-tallet uden for Københavns volde. I midten af 1600-tallet lå der små haver på fæstningsværkerne uden for de fleste byer i Danmark. Her dyrkede borgerne grøntsager og andre fornødenheder. Men haverne forsvandt lige så stille og dukkede først igen op i 1800-tallet. Den første danske kolonihave blev anlagt i 1814 i Kappel i Sønderjylland. Flere kom til bl.a. i Tønder, Haderslev og Åbenrå – ofte beliggende på havestykkerne langs jernbanerne, som var forbeholdt udbygningen af jernbanenettet i Danmark, men også på mange andre steder, hvor jorden ikke blev anvendt til andet brug.

Den danske kolonihavebevægelse blev dannet, da vognmand og entreprenør, senere landstingsmand Jørgen Berthelsen i 1884, tog initiativ til det ved en lejeauktion over en del af Aalborg Kommunes markjorder. Denne parcel egnede sig særlig godt til hans formål, nemlig en fritidshave, hvor han kunne dyrke dagens grøntsager og frugter. Arealet lå direkte op til byen og langs med en bred og dyb flodgrøft, hvorfra der let kunne tages vand op til haverne. Da han havde prøvet kræfter med det en tid og andre interesserede var kommet til, blev der dannet en forening – Arbejderhaverne i Aalborg. Landet over kom der nu gang i starten af haveforeninger. Først og fremmest i nærheden af Ålborg, Århus, Odense, Sønderborg og andre store købstæder. I 1904 var der i hele landet ca. 20.000 kolonihaver, heraf ca. 6.000 i København fordelt på ca. 50 haveforeninger. I årene efter 1. verdenskrig var man på et tidspunkt oppe på omkring 100.000 kolonihaver landet over.

Kolonihaven har fra starten været et fristed for arbejderfamilier fra de store byers meget tætbebyggede kvarterer. Her kunne familierne få frisk luft, leve et mere frit liv og være sig selv. Mange af kolonihaverne opfyldte også klare økonomiske formål. De var nyttehaver, hvor der især i arbejdsløsheds- og krisetider blev dyrket allehånde grøntsager og urter. Det betød ofte, at den lille løn eller den endnu mindre arbejdsløshedsudbetaling kunne strækkes lidt længere. Derudover blev haverne brugt til at skabe små og ofte smukke blomsterhaver

København kom med i 1891

I København blev den første rigtige haveforening stiftet i 1891. Det var pudsigt nok en højre-politiker, der tog initiativet til denne havekoloni. Den fik navnet Arbejdernes Værn og lå i Guldbergsgade på Nørrebro. Haverne var mellem 100-300 kv. alen store. (100 alen er ca. 62 meter) Lejerne af haverne betalte ikke meget for at leje et havelod. Til gengæld kunne de siges op med kun en måneds varsel. Mange af havelejerne mente, at foreningen blev brugt som propaganda mod den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Derfor tog en del af dem i 1892 initiativ til at danne Det Københavnske Haveselskab. 1893 blev Københavns ældste haveforening Vennelyst på Christianshavn etableret af haveselskabet. Denne haveforening ligger stadig samme sted på Christianshavn.

De første kolonihaver blev kaldt kartoffelhaver. Et tydeligt bevis på, at der blev dyrket kartofler og andre grøntsager som supplement til de indkøb, der blev gjort til den daglige husholdning. Det drejede sig oftest om kål, gulerødder, persille, løg, pastinak og rødbeder. Den sociale holdning, som lå bag ved kolonihaverne betød, at en række større byer stillede jord gratis til rådighed til dette formål. I 1908 blev Kolonihavelejerforeningens Forbund oprettet. Navnet blev senere ændret til Kolonihaveforbundet. Formålet var at opnå bedre kontraktforhold for de kolonihaver, som havde lejet jorden af kommunerne eller staten. Mange kartoffelhaver blev etableret i perioden 1914-1918, altså under den første verdenskrig.

I mellemkrigsårene voksede omfanget af kolonihaver voldsomt. Efter anden verdenskrig voksede antallet af kolonihaver, men det var mere af nød for at få mulighed for grøntsager mv. end af lyst til at passe prydhaver. Tallet faldt derfor støt og roligt i årene efter. I begyndelsen af 2000-årene var det samlede antal kolonihaver i Danmark ca. 62.000.

Kolonihaveloven blev en realitet i 2001

I 2001 blev den nuværende lov om kolonihaver vedtaget af Folketinget. Loven hedder i det særlige Folketingssprog: Kolonihaveloven. Loven definerer en kolonihave som "et havelod i et kolonihaveområde". Der står også i loven, at et kolonihaveområde skal bestå af mindst fem havelodder, dvs. grunde. Lovens formål er at sikre, at kolonihaveområder fortsat kan være en væsentlig del af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i fritiden. Loven beskytter eksisterende havekolonier mod at blive sløjfet til fordel for f.eks. udstykning af erhvervsgrunde.

I kolonihaveloven blev det bestemt, at hvis en kommune beslutter, at et kolonihaveområde skal være varigt, skal det meddeles ministeriet inden en bestemt dato. (1. november 2001). Denne beslutning skete for Helsingør kommunes fire haveforeninger på kommunale arealer: H/F Gurre, H/F Klostermosen,H/F Pindemosen og H/F Solbakken. Det betyder, at de kun kan nedlægges, hvis samfundsmæssige hensyn gør det nødvendigt at disponere over arealet til andre formål. I så fald skal kommunen tilvejebringe erstatning for arealer og formentlig også for haver og huse.

Havekolonien Julianelund i Helsingør kommune blev ikke tilmeldt som varig – og er derfor, hvad man i lovens forstand kalder en ikke-varig kolonihave. Alligevel er Julianelund omfattet af kolonihaveloven, men altså uden kommunal erstatningspligt. Her er det i givet fald Staten, der skal træde til, men ikke med samme forpligtelse som kommunen har over for varige kolonihaver. Derudover findes i Helsingør kommune en afdeling af Omegnens Fritidshaveforening. Den blev heller ikke tilmeldt som varig. Foreningen har købt jorden og lejer den ud til medlemmerne. Haverne her er også omfattet af Kolonihavelovens bestemmelser.

Drømmen om Helsingør som ”haveby”

Historien om Helsingørs kolonihaver gennem tiderne kan godt være svær at få hold på. Der er nemlig mange huller i den historie. Det skyldes først og fremmest, at der ikke foreligger noget historisk arkiv for byens kolonihaver. Denne beskrivelse af kolonihaverne i Helsingør er så tæt på den historiske virkelighed som muligt med de forhåndenværende oplysninger.

Det kan undre lidt, at der gennem tiden har været anlagt så mange kolonihaver af Helsingør Kommune, som vi kan notere os. Det skyldes imidlertid kommunens historiske og erhvervsmæssige forløb og tilstand. Da Socialdemokratiet fik den første folkevalgte borgmester i kommunens historie og dermed fik større indflydelse, lagde partiet op til, at kommunen skulle være en “Haveby”, altså en by med villaer og rækkehuse, som alle havde en lille have, som der kunne dyrkes noget i. Helsingør skulle være en by med lys og luft, haver og grønt og et socialt liv i parker, strande og haver tillige med et rigt foreningsliv.

Der var nu ikke fra starten tænkt i udbredelse af kolonihavetanken, men det kom hurtigt med i den socialdemokratiske borgmesters planer. Der var allerede et rigt liv i kommunen af områder med nyttehaver – ofte med et lille skur til redskaber i det ene hjørne. Det blev hurtigt en af borgmesterens kæpheste, at kolonihaver var et godt tilbud til arbejderne.

Fælles for alle kommunens kolonihaveforeninger har været - og er fortsat for de bestående - at de har givet mulighed for, at almindelige mennesker har kunnet dyrke jorden, fremmane de skønneste blomster og har haft godt af det medfølgende fritidsliv med frisk luft og sol i lange baner. At der også har været tale om at dyrke grøntsager og frugter til familiens daglige brug skal blot nævnes for den gode sags skyld.

Derudover har et markant kendetegn for kolonihavefolket i Helsingør været det sociale fælles selskab. Man bor tæt på hinanden, har fælles hække og grønne oplevelser, sociale relationer, som er forskellig fra det øvrige liv man lever, hvor man bor. Børnene har legepladser og gode oplevelser sammen med andre børn og voksne.

Kolonihaveforeningerne er også udtryk for foreningsdanmark, når det er bedst. Her lever demokratiet side om side med lysten til at være sig selv. Men foreningernes regler skal efterleves og bestyrelserne er sat til at gøre det. Der er også aftalerne med kommunen og andre samarbejdspartnere, som skal vedligeholdes, udvikles og overholdes. Det er ikke nemt - men det bliver som oftest gjort loyalt.

Kilder: 1) Kolonihaveforbundet, 2) "Kolonihaverne i Helsingør 2012 af Erik Stubtoft, 3) Erik Stubtofts private arkiv.