Kalorius
I tre årtier havde Helsingør sit eget mad-, musik og mødested, Kalorius. Jonathan Schwartz, der som den eneste var aktiv gennem alle årene fra starten i 1972 til lukningen i 1995, fortæller i det følgende til Pernille Hermann i Helsingør Dagblad den 10. december 2011 om de år.
I 2012 er det 40 år siden, at en lille kreds af engagerede mennesker i Helsingør startede foreningen Kalorius under små forhold i Strandgade 44.
- Selv om initiativgruppen tilhørte venstrefløjen, og hele projektet havde et let anarkistisk præg, var det en meget bred kreds af mennesker, der sluttede op om ideen med et åbent mødested, hvor man kunne spise sammen, spille musik for hinanden, se film, udveksle bøger og plader og meget andet.
Tre vigtige regler
- I perioder fungerede vi meget som en slags kollektiv. Det lå jo i tiden med Thylejren, Det ny Samfund, Christiania, Huset i Magstræde, BZ’erne og så videre. Men vi var meget omhyggelige med tre ting:
- Vi diskuterede samfundet, ofte til langt ud på natten, men vi ville ikke have partipolitik ind i huset.
- Vi ville ikke have stoffer. Det lykkedes måske ikke altid, men vi tog nogle opgør og udelukkede nogle personer.
- Det skulle være et rart og hyggeligt sted, hvor børn kunne være med til både at spise og høre musik.
De første ildsjæle
Initiativet til Kalorius kom fra Jonathans bror, Stephen Schwartz, og hans daværende kone, Dorrit Krabbe. De første år holdt foreningen til i deres hus i Strandgade 44, hvor der var et lille køkken og to små rum ud mod gaden.
- Jeg var også med sammen med min daværende kone, Kenar, Dorrits far Ulrik Krabbe og Herman von Rosen, der styrede økonomien. Desværre er de fleste af ildsjælene fra de første år døde nu. Derfor synes jeg, at vi skulle se at få fortalt hele historien om Kalorius, der for mange af os spillede så stor en rolle for vores liv her i Helsingør. Måske kunne det inspirere til, at nogen tager fat igen, siger Jonathan Schwartz.
- Vi havde store planer for vores forening og var ikke altid enige om, hvad vej vi skulle trække, husker han.
- Dorrit Krabbe arbejdede for, at kommunen skulle give os Karmeliterhuset. Hun var meget ivrig efter, at vi skulle blive en stor og velorganiseret parallel til Huset i Magstræde i København, men sådan gik det ikke – der blev bymuseum i stedet.
Mad, musik og fællesskab
Alligevel fik Kalorius vokseværk og blev i stand til at købe Sudergade 30 - et af de stærkt forfaldne huse, der dengang kunne købes for en slik.
- Vi var mange, der arbejdede sammen om at sætte det i stand, fortæller Jonathan. Støbte gulv, indrettede køkken og så videre. Vi brugte alle fire etager – min søn Adam lavede for eksempel en Cartoon filmklub, da han var 12-13 år. Der var også bogcafé med plader.
- Vi holdt åbent hver torsdag-fredag-lørdag, og ansatte også professionelle kokke til at hjælpe med at lave mad. Men jeg var den faste huskok gennem alle årene. Som regel var der 30-40 til spisning på en aften, og vi lavede alle mulige retter, som ikke var almindelige dengang. Cili con carne med coleslaw fik man ingen andre steder dengang. Og bønner og brune ris var jo også lidt mærkelig mad. Men folk kom med åbent sind – det siger lidt om det, at en gammel værtsarbejder kom hen og spurgte, hvad det var – efter at han havde spist det.
- Min bror og jeg var også de første i Danmark, der fik en Webergrill. Vores forældre sendte dem til os med et færøsk skib fra Masachusett. To gange lavede vi barbeque i gården i Sudergade. Det var også nyt.
- På et tidspunkt måtte vi jo erkende, at vi nok var blevet en klub for enlige i 30’erne, dengang en høj alder i vores egen opfattelse. Det var meget værdifuldt at have et sted, hvor man også kunne have børnene med. I dag ville jeg nok selv mene, at det var det lige i overkanten. De voksne passede dem på skift, og tit blev børnene puttet ude i krogene og vækket, når vi skulle hjem. Jeg husker en gang, hvor jeg selv bar min søn Paul hjem på skuldrene hele vejen til Snerlevej efter en meget lang aften i Kalorius.
En frivillig succes
- Pengene til at købe huset, sætte det i stand og drive det kom ved alle mulige frivillige aktiviteter. Man betalte selvfølgelig for maden og når der var optræden af for eksempel Poul Dissing, Benny Andersen, jugoslaviske folkedansere og mange andre, men ellers var det mest byens egne musikere, der optrådte i i Kalorius. Et bigband spillede penge ind ved at optræde meget i børneinstitutionerne. – det var Jonathan, Claus og Pernille på guitar, Røde Ole på vaskebræt og Jørgen på mandolin.
- Det er faktisk noget ret enestående ved den danske kultur, at så mange godt gider engagere sig frivilligt i noget fælles. Det kommer nok af andelsbevægelsen og friskolerne, mener Jonathan Schwartz. Lige efter Sovjetunionens sammenbrud havde Helsingør besøg af en delegation af fagforeninger fra Sankt Petersborg, og Jonathan tog imod i Kalorius.
- Da jeg fortalte dem, at vi ikke fik løn for vores arbejde og gjorde det hele frivilligt, var tolken ved at gå bagover. Han spurgte flere gange om det med lønnen for at være sikker på, at han ikke hørte forkert. Og ordet frivillig var tilsyneladende faldet helt ud af det russiske sprog. Det var svært for ham, at forstå, hvordan han skulle forklare det.
Kommunen hjalp til
Men økonomien holdt ikke til det store hus i Sudergade. Det kom kun til at huse Kalorius i 1975-1979, men efter et afmattet pusterum genopstod foreningen - nu med kommunalt tilskud i Svingelport 8, bag den gamle brandstation.
- Og det er så en anden god side ved den danske tradition, at man kan kombinere det frivillige med offentlig støtte. Jeg var selv med nogle NGO’er i Bosnien lige efter borgerkrigen dernede. Vi ville prøve at starte en højskole for at hjælpe med at få landet på fode igen, men det blev pure afvist af myndighederne, fordi vi ville drive den privat. De gik slet ikke dernede.
Glæden ved at spille sammen
Selv om både begejstringen og indsatsen var stor i Sudergade, mener Jonathan Schwartz, at huset i Svingelport var det bedste af de tre steder - det havde den helt rigtige størrelse, og foreningen tabte først pusten igen midt i 90’erne. Jonathan og hans kone Kirsten flyttede til København, hvor de boede i 14 år.
Nu er de tilbage i Helsingør i et idyllisk baghus, de selv har sat i stand i Sudergade 4, og Jonathan bruger en stor del af sin tid på istandsættelse af M/S Bjørn, der ligger i Statshavnen. Og en gang om måneden samles spillemandsorkestret Swing Kontra - Claus, Helene, Ole, Carl Henning, Lennart og Jonathan, de fleste gamle frivillige og brugere fra Kalorius.
- De sidste to år har vi spillet på Bjørn på Kulturnatten, men ellers øver vi bare for at spille sammen. Efternavnene får du ikke, jeg kan ikke huske dem. Men vi er så mange, der har kendt hinanden i mange år og stadig løber på hinanden. Kalorius var et vigtigt kapitel i vores liv, slutter Jonathan Schwartz. [[Kategori:Kulturhuse]