Peter Manniche
Peter Manniche (1889-1981) blev som ung fattig student gift med en datter af den velhavende Karen Frederiksen (datter af biskop D. G. Monrad), enke efter tømmerhandler Karl Neergaard Frederiksen. Den udkårne hed Emmy Louise og efter giftermålet tog Peter Manniche initiativ til "Den Internationale Højskole" i Helsingør. Han havde den overbevisning, at folk fra lande, der tidligere havde været fjender, skulle leve, arbejde og studere sammen indenfor en dansk højskoletradition.
Peter Manniche modtog en lang række æresbevisninger for sit arbejde som foregangsmand for voksenundervisning og som fredsskaber. Bl.a. blev han nomineret til Nobels fredspris; forordet til en af hans i øvrigt meget læste bøger blev forfattet af Indiens daværende premierminister Nehru, - og han modtog et æresdoktorat fra Springfield College, Massachusetts for sit pionerarbejde indenfor voksenundervisningen.
Han var forstander for skolen fra dens start i 1921 til 1954.