Hellebæk Klædefabrik
Fra geværfabrik til klædefabrik
Den tidligere Kronborg Geværfabriks arealer med bygninger, herunder arbejderboliger, blev solgt til Jægermester J.W. Saxtorph af Rungstedgaard efter lukningen i 1870. På grund af pengemangel solgte han tre år efter det hele til et konsortium, der var interesseret i tekstilproduktion. Denne type produktion var i disse år i voldsom vækst på grund af gunstige konjunkturer. Tre afgørende forudsætninger for opførelse af fabrik på netop denne lokalitet var til stede: vandkraft, arbejdskraft og arbejderboliger. Aktieselskabet Hellebæk Klæde- og Tæppefabrik blev dannet. Den nye fabrik blev opført fra 1873-74 efter datidens nyeste principper. Hoveddelen af fabrikken bestod af en stor trelænget bygning i to etager, hvoraf de to sidelænger var meget korte. En halvrund tilbygning i én etage midt på den store hovedlænge rummede vaskeriet og farveriet, hvorfra meget vand af ejendommelig lugt og farve strømmede direkte ud i Øresund. Den for virksomheden typiske høje skorsten var et karakteristisk islæt.
Fabrikkens første år
Gustav Frederik Hamann kom i bestyrelsen i 1873. Han blev fra 1880 formand for aktieselskabets bestyrelse og samtidig administrerende direktør. Underbestyrer blev Frederik Christian Klem, indtil han begyndte for sig selv. Hans sønnesønner vendte tilbage til Hellebæk i fabrikkens sidste år.
De samlede omkostninger havde man undervurderet i en sådan grad, at budgettet blev overskredet med 100 % uden at der var produceret noget som helst! Den første generalforsamling i 1874 blev derfor temmelig stormfuld. Bestyrelsen vedtog enstemmigt frasalg af en del af de arealer, der ikke var nødvendige for fabrikkens drift, for at indvinde noget af budgetoverskridelsen. Samtidig måtte man optage lån.
Ud over, at fabrikationen blev dobbelt så dyr som først antaget, var der var mange andre problemer undervejs. Der var mangel på væve, og arbejdskraft måtte importeres. Det var desuden enormt dyrt at oprense og vedligeholde det vidt udstrakte område med vandløb og damme. Bygninger kom til, bl.a. til en turbine, som man fandt for dyr i begyndelsen.
Et nyt bomuldsvæveri indrettedes i den gamle geværfabrik fra 1868 ved Bondedammen i 1876. Herfra produceredes hovedsagelig ublegede bomuldslærreder af garn indkøbt i England. Kort efter ændredes navnet fra Hellebæk Klæde- og Tæppefabrik til Hellebæk Klædefabrik for at markere, at det drejede sig om to selvstændige fabrikker, drevet af den samme ledelse. Kvaliteten af produkterne har været god. I 1878 fik fabrikken sølvmedalje for sine varer på verdensudstillingen i Paris.
For at fremme afsætningen oprettede man som noget nyt et skrædderi. Det lå i bygningen ”Figaro”, der lå hvor den gamle dansesal fra geværfabrikkens tid havde ligget, nær Remingtonfabrikken ved Bondedammen. Fabrikken gjorde en del for at markedsføre produkterne. I Bjergegade 7 i Helsingør lå et udsalg i 1882, og i København var der udsalg i Ny Østergade 7 og Frederiksborggade 54. Skrædderiet måtte opgives i 1890, da det var for vanskeligt at afsætte konfektionstøj af god kvalitet.
Striden med fideikommiset
Wilhelm August Daniel Moldenhawer fra det Schimmelmannske Fideikommis fik afslag på et forslag om at forsøge at finde kul i Hellebæk sammen med aktieselskabet Hellebæk Klædefabrik. Moldenhawer havde hidtil været enerådig og havde svært ved at acceptere, at Gustav Frederik Hamann også var med til at bestemme og forsøgte herefter på forskellig vis at genere klædefabrikken. Forholdet var allerede problematisk fra 1874, og striden fortsatte mellem familien Moldenhawer og Hamann så længe W. A. D. Moldenhawer levede.
Sociale foranstaltninger og boliger
Der blev oprettet en syge- og begravelseskasse allerede i 1875. En skole blev oprettet i 1894, og en børnehave i 1947. Kort efter anden verdenskrig blev personaleforholdene væsentligt forbedrede i form af omklædningslokaler med bademulighed, en kantine og en del moderne værkstedslokaler.
Boliger til arbejderne blev bygget i flere omgange. I nærheden af fabrikken havde arbejderne små haver. I 1873 blev en stor vinkelbygning, kaldet ”Figaro”, opført til fabrikkens arbejdere. Lejlighederne var små, væggene til naboerne tynde og udskiftningen af lejere stor, og de blev ikke anset for særlig fine at bo i. Navnet stammede fra folkene, som kom fra Dyrehavsbakken og som altid i forbindelse med pinsefesterne tog en tur omkring Figaro. Svenske piger, som søgte job på fabrikken, var de hyppigste lejere.
I 1905 opførtes en bygning på Hammermøllevej med fire boliger, året efter en tilsvarende og i 1912 en ny med fem boliger. Under og efter krigen udnyttede fabrikken den gunstige økonomiske situation til at bygge flere boliger. Først blev det gamle aflange hus fra geværfabrikkens tid Bøssemagergade nr.15-17 revet ned i 1941, og et nyt hus med 8 lejligheder opført i stedet. Kort efter krigen blev et af de ældste huse fra ca. 1740 med 8 lejligheder i Bøssemagergade nr. 4-10 erstattet af et moderne hus i to etager med 12 lejligheder. Der var planer om flere boliger. Hellebæks særpræg som industriby var ved at forsvinde. Enkelte huse blev dog renoveret. 10 moderne kæderækkehuse på Kobberdamsvej blev opført. Fabrikken gjorde gennem tiderne meget for at huse arbejderne, men der var også en fordel i det. Man havde mere styr på arbejderne. Det har da også været et trusselsmoment at kunne opsige deres lejemål, for hvor skulle arbejderne så bo?
Hellebæk og Omegns Arbejderforening
Forening blev dannet i 1887, i daglig tale kaldet HOA. Oprindelig havde den et politisk sigte med henblik på at dæmme op for socialistisk agitation blandt arbejderne. De var nemlig også begyndt at organisere sig og forsøgte at danne en fagforening. Det politiske arbejde blev imidlertid ikke rigtig til noget, og foreningen fik i højere grad et præg af social og selskabelig karakter. Foreningen fortsatte traditionen med Pinsebakkefesterne fra geværfabrikkens tid med det formål at skaffe penge til Hellebæk og Omegns Arbejderforenings sygekasse. Det var et kæmpe tilløbsstykke med deltagelse af eksempelvis folk fra Dyrehavsbakken samt store dele af Nordsjælland. Folk kom endog sejlende fra Skåne for at deltage.
Personaleforhold og fagforening
Der måtte arbejdes hårdt på fabrikken, og allerede fra begyndelsen af 1880’erne forsøgte nogle få ansatte på grund af arbejds- og lønforholdene at få stablet en fagforening på benene trods det, at de risikerede at miste både arbejde og bolig. Det lykkedes i 1889, men efter en hård og bitter strejke, som blev brutalt imødegået af ledelsen, blev foreningen opløst.
Med baggrund i de gældende arbejds- og lønvilkår forsøgte arbejderne atter at danne en fagforening i Hellebæk i 1898. Fagforeningen havde efterhånden en stor tilslutning, men var ikke anerkendt af ledelsen. I Helsingør fandtes en del tekstilvirksomheder. Betzy Jensen fra Hornbæk, født i 1872, var formand for vævernes fagforening i Helsingør, som blev medlem af Tekstilarbejderforbundet i 1898. Hun var en utrættelig forkæmper i bestræbelsen på at få Hellebæk med i Tekstilarbejderforbundets Helsingør Afdeling. Jo flere medlemmer, jo mere slagkraft. Man skulle være gjort at godt stof for at udrette, hvad hun gjorde. Hun var da også formand I flere omgange.
Fagforeningen havde overlevet siden 1900 som organisation, men var ikke anerkendt af ledelsen. Foreningen omfattede efterhånden stort set samtlige arbejdere og kunne lægge stort pres på ledelsen. Administrerende direktør G. F. Hamann og den daglige leder, Johannes Heinrich Andrés, meldte sig ind i Tekstilfabrikantforeningen, og forhandlinger skulle herefter foregå mellem de respektive organisationer. Efter års hårdt arbejde og megen modstand lykkedes det omsider i 1913 at få godkendt fagforeningen.
Den nye Strandvej og jernbanen
Det eksisterende støvede hjulspor, ”Sande Weyen”, kunne slet ikke leve op til tidens krav. I 1876 begyndte man derfor at oprette en ny vej fra Helsingør til Hellebæk. Den blev efter tidens standard ret bred, fordi man havde planer om at anlægge en sporvej. Sporvejen blev ikke til noget, men vejbredden har man glæde af i dag.
Der var imidlertid grundlag for en jernbane, og Hornbækbanen blev vedtaget i folketinget allerede i 1894. Den blev dog først indviet i 1906 på grund af uenigheder om linieføringen. En af drivkræfterne bag gennemførelsen var forfatteren og kunstmaleren Alexander Svedstrup. Jernbanen blev anlagt vest for Strandvejen og kom på visse strækninger til at ligge langt inde i landet. Den havde blandt tre andre steder fast station i Hellebæk og endestation i Hornbæk. Dertil kom en række trinbrætter på ruten. Jernbanen kom på grund af forholdene i terrænet ikke til at ligge tæt ved Hellebæk Klædefabrik, og det ville blive alt for dyrt at lægge et spor til selve fabrikken. Resultatet blev et vigespor til lastning og losning ved Hellebæk station. Efter 1916 blev banen forlænget med endestation i Gilleleje.
Første Verdenskrig
Første Verdenskrig skabte store problemer for klæde- og tæppefabrikken og bomuldsvæveriet på grund af vanskeligheder med leverance af råvarer fra udlandet. Da adskillige arbejdere blev indkaldt som soldater, blev der også mangel på kvalificeret arbejdskraft. I løbet af krigen blev arbejdsløsheden så stort et problem, at mange familier led nød trods nogen understørrelse fra fagforeningens arbejdsløshedskasse. Trods en mindre produktion blev især klædefabrikken en god forretning, fordi priserne steg. Gustav Frederik Hamann døde i 1919, hvor overskuddet var på sit højeste, og en epoke i fabrikkens historie var slut. Ingen i bestyrelsen havde den faglige indsigt. Han blev erstattet af direktør Ivar B. Goldschmidt, som repræsenterede den gruppe af advokater og finansmænd, som siden udgjorde selskabets ledelse.
Opblomstring i tekstilindustrien
De første år efter Første Verdenskrig blev en kæmpe opblomstring for tekstilindustrien generelt, fordi der var mangel på tøj. I 1920’erne kom der desuden gang i ferielandet, hvor Hellebæk Hotel blev anset for at være det fineste sted, selvom det lå meget tæt ved den dominerende fabrik. Højdepunktet i prisstigningerne blev nået i 1920, derefter gik kurven atter den anden vej.
Problemer på flere fronter
Problemer på flere fronter satte ind. Kronekrisen skabte sammen med høje lønninger og et forældet produktionsapparat problemer for indtjeningen i 1920’erne. Det var svært at få nye maskiner under krigen, men det var dog lykkedes direktøren at få fat i nogle få, så produktionen atter kunne komme gang. Hellebæk var på den måde bedre stillet end mange mindre tekstilvirksomheder i Danmark, som krisen havde ramt hårdere. Men konkurrencen fra udlandet var hård. Markedet blev oversvømmet af billigere produkter fra udlandet, lønninger og produktionsomkostninger var større i Danmark. De mange afskedigelser under en uregelmæssig produktion og ligefrem pauser i denne skabte også økonomiske problemer for de ansatte. Bomuldsfabrikationen var også meget problematisk I 1920’erne, fordi konkurrencen fra udlandet var hård. Produktionen blev mere og mere urentabel.
Arbejdsnedlæggelser og lockouter
Betzy Jensen blev atter involveret og ydede en stor indsats for at varetage arbejdernes interesser under de mange arbejdsnedlæggelser og efterfølgende lockouter i 1921,1922,1923 og i 1925. Bl.a. forsøgte hun at skaffe penge til arbejdernes understøttelse samt at få genansat afskedigede arbejdere. De hårde konflikter havde ingen i virkeligheden råd til. Fabrikken havde direkte underskud i 1926. Johannes Heinrich Andrés gik for at være en hård leder. Han var født i Hellebæk og blev i 1898 ansat som teknisk direktør. Hans far, Heinrich Daniel André, kom fra Holsten i Tyskland til fabrikken i 1874 som væver, da man manglede kvalificeret arbejdskraft.
De mange spændinger mellem arbejdere og ledelse samt økonomien gjorde 50-års jubilæet i 1923 til en mat affære.
Branden
Ledelsen var godt i gang med planlægning af overtagelsen af Hørsholm Klædefabrik, som blev hårdt ramt af krisen og måtte lukke, da en voldsom brand d. 3. oktober 1929 lagde Hellebæk Klædefabriks hovedbygning i ruiner. Det var en katastrofe for området, fordi mange stod uden arbejde. Man formodede, at branden var påsat, men det blev aldrig opklaret. Forsikringen var i orden, og en genopbygning blev hurtigt sat i gang. Da fabrikken blev udvidet og produktionsapparatet totalt fornyet, blev den en af de mest moderne og effektive tekstilfabrikker i Danmark i denne periode. Samtidig gav moderniseringen et løft til produktionen. Branden blev således til fordel for fabrikken.
1930’erne
J. H. Andrés begik selvmord i 1930, og sønnen Daniel overtog stillingen. Th. Eyrich blev ansat som administrerende direktør i 1931, den første siden G. F. Hamann. Produktion gik godt i 1930’erne for tekstilvirksomheder trods den generelle krise og arbejdsløshed. Hellebæk Klædefabrik klarede sig rigtig godt i denne periode, bl.a. takket være den totale modernisering på grund af branden i 1929. Man begyndte at arbejde i treholdsskift skift fra 1932, men gik over til toholdsskift, da ordrerne i 1937 blev færre.
Det blev problematisk, fordi unge ikke måtte arbejde om natten. Fabrikken beholdt de unge, men fyrede de ældre. Det vil sige, at de ældre, der blev tilbage, måtte tage de sene arbejdstider med et ødelagt familieliv til følge. Det skabte spændinger mellem de unge og de ældre. Sagen blev sendt til mægling i København, og resultatet blev, at klædefabrikken skulle arbejde både med toholds- og treholdsskift med to voksenhold og et drengehold. Konsekvensen blev problematisk forstået således, at de ansatte arbejdede en uge og havde fri den følgende, men uden indtjening vel at mærke. Som noget nyt fik man i 1932 tre dages ferie, men hvad enten man var på akkord eller timeløn, kostede det 2 % af lønnen! I 1938 kunne fagforeningen fejre 25-års jubilæum på Sommariva.
Anden Verdenskrig
Fabrikken fik de samme problemer med at skaffe råvarer som under Første Verdenskrig, og elendige materialer blev brugt. Desuden var der problemer med brændstof til maskiner. I 1943 gik der ild i det lille spinderi, man fandt aldrig ud af, om det var sabotage. Man istandsatte de beskadigede maskiner, som ved fabrikkens ophør blev solgt som nogle af de første og efter sigende blev anvendt i en jysk virksomhed i mange år efter. 28. juni samme år gik det ud over den gamle bomuldsfabrik. En voldsom brand ødelagde bygningen totalt. Formodentlig var der tale om sabotage, men det blev aldrig opklaret. Fejlagtigt gik rygtet, at fabrikken leverede stof til tyske uniformer.
Fabrikken slap vel ud af krigen med nogenlunde de samme problemer og vilkår som under første verdenskrig. Mindre produktion, men højere priser hjalp fabrikken gennem skærene. Fabrikken var godt rustet til fremtiden og havde også råd til at forbedre personaleforholdene. Man indrettede omklædningslokaler med bademulighed, en kantine og en del moderne værkstedslokaler.
Udviklingen efter Anden Verdenskrig
I 1948 kunne Hellebæk Klædefabrik fejre et flot 75-års jubilæum på Kronborg Havbad med mad og drikke ad libitum samt gratiale til alle. Der blev udgivet et jubilæumsskrift. Under og efter krigen blev der tjent gode penge, og flere kom i arbejde. Men fra midten af 1950’erne kom der konkurrence fra udlandet, og det begyndte at gå dårligere for dansk tekstilindustri. Selskabet A/S Hellebæk Fabriker begyndte at tære på formuen og solgtes i 1960 som en konsekvens heraf til en anden tekstilvirksomhed, nemlig firmaet Klem og Kryger. Arbejdspladserne blev således reddet. De to brødre Aage og Jørgen Klems bedstefar havde været teknisk direktør fra 1880-1890 og boede i Hellebæk. Fabrikken havde over 140 ansatte og producerede hovedsagelig møbelstoffer i perioden 1961-1977.
Fabrikken sælges
Fabrikken havde siden 1874 givet arbejde til mange mennesker og var som tidligere geværfabrik kendt for sin gode kvalitet, men heller ikke for det nye tekstilfirma blev det ved med at gå. Danmarks indtræden i EU, hård konkurrence fra den tredje verden med lave lønninger og oliekrisen i 1974 var med til at gøre situationen uholdbar for Klem og Krüger, og i 1977 måtte firmaet give op. Som byens største arbejdsplads var lukningen ubehagelig for Hellebæk. Men den ramte ikke ligeså hårdt, som den ville have gjort før i tiden, selvom det var byens største arbejdsplads. Arbejdsstyrken var på grund af den almindelige velstandsforøgelse mere mobil end tidligere, og arbejdsløshedsunderstøttelsen var bedre.
Projektforslag og arkitektkonkurrence
I 1978 blev bygninger og grund solgt til Dansk Totalentreprise, senere Danbyg, med henblik på nedrivning. Axel Juhl-Jørgensen var administrerende direktør. Forskellige projekter for fabrik og område blev foreslået. Et Scanticon hotel- og kongrescenter blev ikke til noget, og et forslag om boligbyggeri, opført af andelsboligforeningen ”Kingo”, mødte politisk modstand. Et nyt forslag om rækkehusbebyggelse blev heller ikke til noget, fordi kommunen fastholdt et krav om istandsættelse af de gamle ejendomme, inklusive boligerne på Hammermøllevej. Andelsboligforeningen måtte ifølge loven kun bygge nyt eller istandsætte til ungdomsboliger og måtte derfor opgive den plan. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om et kursuscenter, der skulle tilføre Hellebæk arbejdspladser.
Lokalplaner og ”Hellebæksagen”
Et lokalplanforslag forelå i 1986, og et stormfuldt borgermøde blev afholdt. Beboerne i området var stærkt kritiske og mente, at planerne ville ødelægge området. En bebyggelsesgrad på 50 % ville være for stor, og man frygtede nedrivning af de gamle arbejderboliger på Hammermøllevej. Kommunens repræsentanter hæftede sig ved udsigten til de mange arbejdspladser og holdt fast i, at et kursus- og feriecenter skulle bygges. ”Hellebæksagen”, som kom i alle landets aviser, var begyndt. Stridens hovedpunkt var spørgsmålet om hotelvirksomhed og bebyggelsesgraden af området. Beboergruppen fik medhold i deres klage i Hovedstadsrådet, og sagen bølgede frem og tilbage mellem Hovedstadsrådet, kommunen og den daværende miljøminister Christian Christensen. Sagen kom også i TV i programmet ”Landet rundt”.
Nye planer
Danbyg forelagde nye planer, hvor man ville udnytte de gamle fabriksbygninger til kontorer og lignende. Herved kunne man overholde kravene om byggeprocent på 25 og samtidig i realiteten opnå en langt højere byggeprocent. Danbyg forelagde de første skitser til projektet i samarbejde med arkitektfirmaet Mangor & Nagel fra Frederikssund og Helsingør Kommune d. 12. maj 1987. Senere kom Midconsult A/S og landskabsarkitekt Per Kiowsky med i planlægningen.
Olieforurenet jord blev fjernet, og der blev ryddet op i fabrikken, så man var klar til at gå i gang med projektet. De nye planer mødte politisk modstand inden de nåede ud til borgerne, men trods direkte henvendelse til miljøministeren blev der ikke grebet ind, og lokalplan blev vedtaget efter en heftig debat i byrådet. Endnu engang havnede ”Hellebæksagen” i København, men nu var det spørgsmålet om kemisk forurening af byggegrunden. Frederiksborg Amt havde udlagt grunden som et kemikalieaffaldsdepot, men mente ikke nu, at det var af et større omfang. Lone Dybkjær, som var blevet miljøminister i mellemtiden, havde tillid til, at de relevante instanser ville håndtere problematikken tilfredsstillende, og det lovede Danbyg.
Fra fabrik til erhvervslokaler
I 1989 kunne byggeriet omsider gå i gang, og efter en boligsag blev huset på Hammermøllevej 5 C revet ned. De gamle fundamenter fra den gamle klædefabrik var over en meter tykke og besværlige at fjerne. Nye fundamenter blev støbt, hvor de ikke fandtes. Alt blev fjernet helt ind til den nøgne mur i de bygninger, der skulle bevares. Der blev taget hensyn til Hellebækkens passage og ålens vandring. Indvendig blev der ikke gjort så meget, idet man regnede med, at det skulle finde sted, når de nye lejere flyttede ind og satte deres eget præg på de nye kontorlokaler.
Bygningen blev udstyret med et nyt indgangsparti med en søjle på hver side. Murene blev vandskurede i en hvidgrå farve, og samtlige vinduesåbninger blev forsynet med nye blå trævinduer med store sprosser og blåligt glas. Åbningen af klædefabrikken fandt sted d. 27. maj 1989. Med den gamle klædefabrik som udgangspunkt fremkom en rimelig løsning for området, og fabrikkens udseende for blev generelt anset for at være både vellykket og flot.
right|thumb|Hellebæk Klædefabrik efter renoveringen i 2005===Facadefornyelse=== I 2005 besluttede Nordea Ejendommes datterselskab Danbyg at give Hellebæk Klædefabrik et lysere og mere eksklusivt udseende. Alle vinduer blev udskiftet og erstattet med kraftigere stålgrå vinduesrammer med lysere og lettere glas, som gav bedre lys i lokalerne samt et bedre udsyn. Med sine 11.500 kvadratmeter kontorlokaler fremtræder Hellebæk Klædefabrik som et af de største og smukkest placerede erhvervscentre i Nordsjælland.
Litteratur
Hellebæk Klædefabrik – 1870-1990. Hellebæk-Aalsgaard Egnshistoriske Forening, 1990
Lars Bjørn Madsen: Nordkysten - fra Helsingør til Munkerup: mennesker og huse. Cicero, 2003.