Helsingør Brandvæsen

Fra midten af det 16. århundrede kan der spores foranstaltninger mod ildsvåde. I 1565 blev det påbudt "at hver mand her i Helsingør skal have udsat en tønde vand ved sin gadedør", og i 1608 indskærpes det borgerne at holde deres ildsteder "i god agt" og holde vand i tønder og baljer for deres døre.

Husejere havde endvidere pligt til at have en brandlygte, der skulle tændes og hænges udenfor ved brand efter solnedgang og desuden at råde over brandhager og brandstiger.

Udover vandkarrene med vand, der skulle stå ved hvert hus,var adganden til vand ved brand baseret på byens mange brønde - såvel offentlige som private - der ikke altid var synderlig bevendte. Hertil var kapacitet, tilstand og adgangsforhold ofte temmelig tvivlsom.

Mere tilforladelige var nok vandposterne. Så tidligt som i 1576 rådede man over de såkaldte springposte, der forsynedes med band fra dammene syd for byen. Pumper omtales allerede på Christian IV's tid og en sådan findes i 1636 i byskriverens residens.

En sprøjte er i hvert fald i brug i byen i 1640'erne, og i 1693 købes en ny sprøjte i København for 170-80 rdl. I den anledning pålignes borgernes skat "et lille kvantum til sprøyten", og i 1738 udsendes en særlig forordning om en "lygte- og sprøjteskat" i Helsingør. Skatten pålignes efter brandtaksationen i 1736.

Langt frem i tiden påhvilede det byens borgere at medvirke ved brandslukning. En del af brandbekæmpelsen bestod i at begrænse ildens spredning. Til at hjælpe sig med dette havde man derfor et særligt nedbrydningskorps, hovedsagelig bestående af bygningshåndværkere, der bistod ved nedrivning af stråtage og nedbrydning af angrebne ejendomme og ofte også naboejendomme(?)

Byen var tæt bebygget. Husene var hovedsagelig lerklinede bindingsværkshuse med stråtag, og selvom disse blev forbudt ret tideligt, forsvandt de sidste først i begyndelsen af 1700-tallet.

I 1700-tallet rekruteredes brandmandskabet hovedsagelig fra borgerkompagnierne, og synes tidligt at have dannet et særligt brandkorps, som en særlig deling eller kompagni indenfor borgerbevæbningen, og hovedparten af de indrullerede brestod af håndværkssvende og arbejdsfold, medens officererne rekruteredes indenfor de højere samfundslag. Det fortsatte under navnet "Helsingør Brandcorps" frem til 1898 , hvor brandberedskabet fik betegnelsen "Helsingør Brandvæsen". Ved samme lejlighed fik det et betragteligt løft med bedre og mere udstyr, ligresom er større del af mandskabet blev fastansat.

Det vides ikke nøjagtigt hvor korpsets brandmateriel blev opbevaret inden 1838, hvor ejendommen Sct. Anna Gade 45 erhvervedes og indrettedes til brandstation.

Gennem årene blev pladsen for trang, og besværet med at komme ud i den snævre Sct. Anna Gade var stigende, også fordi brandkøretøjerne blev større med tiden.

I forbindelse med Jernbanehotellets brand ved havnen i 1938 voksede kritikken over den lange udrykningstid.

Pr. 1. april 1940, samtidig med at der blev indgået aftale med Falcks Redningskorps, flyttede brandstationen til det ombyggede gamle slagtehus i Svingelport.

Denne artikel er under udarbejdelse.