Axeltorv
Historien om Axeltorv går tilbage til slutningen af 1600-tallet. I 1684 brændte Jørgen Holms gård i den indre by og i den forbindelse fik man mulighed for at skabe et egnetligt bytorv i Helsingør. I 1692 blev det bestemt at brandtomten, som kun var en fjerdedel af det nuværende areal, skulle indrettes som torv.
Axeltorv var som årene gik overhovedet ikke stort nok til at rumme alle de handlende som kom for at sælge deres varer. Dette medførte utallige klager, fordi bønderne i stedet blev holdende i gaderne for at sælge deres varer.
I 1846 blev Axeltorv udvidet mod vest. Købmand Larsen, som ejede hovedparten af ejendommene på vestsiden, var afgået ved døden, og byen købte de pågældende huse med henblik på nedrivning. I den forbindelse blev der anlagt en forbindelsesvej fra Kampergade til Sudergade (fra 1853 Torvegade).
1864 brændte den "olsenske brænderigård" på hjørnet af Bjergade og Kampergade. Allerede i forbindelse med udvidelsen af torvet i 1846 havde der været tanker om at købe gården, nedrive den og bygge et nyt rådhus på stedet. Planen blev dog aldrig gennemført af økonomiske grunde.
Selvom de økonomiske forhold også var usikre i 1864, besluttede bystyret at optage et beskedent lån og købe brandtomten med henblik på en udvidelse af torvet. Indtill da havde brænderiet optaget næsten halvdelen af det nuværende Axeltorvs areal.
Også i midten af 1800-tallet diskuterede man udsmykningen af torvet. At pladsen skal omkranses af lindetræer, var en beslutning man tog i 1864. Omtrent midt på torvet stod indtil midten af 1920'erne en vandpost omgivet af fire vejvisersten og oplyst af en større støbejernslygte. Hele arrangementet blev fjernet i forbindelse med opsætningen af Erik af Pommern statuen i 1926.
Navnet Axeltorv hentyder til at det er et torv forbeholdt køretøjer (med aksler). Ved en retskrivningsreform i 1870'erne ændredes ord med x til sk, men i lighed med Axeltorve i andre byer beholdt Helsingørs Axeltorv sit x.
