Egebækken
Fra Helsingør Leksikon
Version fra 24. apr 2008, 11:36 af Kresten Tommerup (diskussion | bidrag) Kresten Tommerup (diskussion | bidrag)
Egebækken er et af de største vandløb på Sydkysten. Bækken, der i dag endnu er rørlagt på en del af sit forløb, har sit udspring i vådområderne ved den sydlige ende af Teglstrup Hegn (Rørtang/Gurre Overdrev), hvorfra den løber gennem Rørtangs og Flynderups jorder til Egebæksvang og herfra har udløb i Øresund. I den vestlige del af Egebæksvang har bækkens vand i ældre tid været udnyttet til drift af en eller flere vandmøller, som der stadig kan ses spor af i terrænet, og her har også tidligere ligget en nu ganske forsvundet bebyggelse, som havde navn efter bækken. På forløbet gennem Egebæksvang har bækken skåret sig markant ned i terrænet. Ved Søvejen (den tidligere Strandvej) er bækken i en gammel (nu fredet) stenkiste ført under vejen.