Kronborg Geværfabrik

Hellebæks industrielle muligheder

Hellebæks vandområder gjorde sammen med de store skovarealer området oplagt til industriel udnyttelse. Sprudlende bække og ikke mindst Hellebækken (”Hellebecken”), som løb fra Bondedammen med et stærkt fald på ca. 20 meter mod Øresund, tog vand fra de mange søer, moser og damme.

Frederik II tog i 1570’erne fat på en ombygning af det gamle slot Krogen for at styrke Øresundstolden, og Kronborg stod færdigt i 1585. Under den proces øgedes behovet for vandkraft til drift af møller og smedier. Til det omfattende gravearbejde anvendte man svenske krigsfanger fra Syvårskrigen (1563-1570). Der blev gravet render og kanaler, lavet damme, dæmninger, sluser og stigbord (lemme i sluser), så vandet fik mere kraft. Det er dokumenteret, at Skåningedammen blev anlagt og at kanalen mellem Klare- og Sorte Sø blev gravet allerede i 1576. En for datiden stor entreprenør, Valentin Spangenberg, blev anvendt af Frederik II og senere Christian IV. Man forstod at udnytte det eksisterende vand maksimalt ved hjælp af for den tid avancerede teknologi indenfor mølle- og vandhjul.

”Kongens Mølle”

Den første vandmølle blev anlagt i 1576 ved Hellebækkens udløb i Øresund. Den blev benævnt Kongens Mølle og malede mel til Kronborg Slot. Nogle år senere kom en anden mølle til, og på tidspunkt var der hele syv vandmøller. Begyndelsen til en skov- og industriby var etableret. En mængde håndværkere, bygmestre og ingeniører tog ophold i Helsingør i forbindelse opførelsen af det nye slot. Da man havde brug for kvalificeret arbejdskraft, blev en del af disse hentet fra Tyskland og Nederlandene. Man havde derfor brug for at kunne bespise et stort hold mennesker, mens ombygningen stod på, og brød og grød var hovedingredienserne til måltiderne.

Våben- og kobberindustri

Frederik II’s søn, Christian IV, øjnede en mulighed for jern- og våbenindustri i Hellebæk. Han havde brug for både jern til både våben og sit omfattende byggeri. Man havde fundet myremalm (”jernerts”) på egnen, og kongen mente, at man kunne og udsmelte og bearbejde dette til jernmalm. Han sendte derfor rigshofmester Christoffer Valkendorf til Hellebæk for at undersøge mulighederne for industrivirksomhed. Stedet blev godkendt som velegnet, og Christian IV lod en smelteovn opføre. Der var rigeligt med brændsel til produktionsapparatets mange esser og smelteovne i de omliggende skove. Christian IV nævner i sin omfattende brevveksling, at man udvandt stenkul (brunkul eller trækul) fra en grube i skoven som fyringsmiddel, og at man kunne klare sig med dette i begyndelsen.

Kronens smelteovn, støbe- og valsemøller og hammermølle blev anlagt fra 1597-1600. Bygningerne har hovedsageligt været opført i træ. Forsøget med udvinding af jernmalmen blev ikke nogen succes, og smelteovnen blev som en konsekvens heraf omdannet til kobbermølle i 1603. Man ved ikke præcist hvor Kobbermøllen har ligget, men man gætter på at Kobberdammen har leveret vandkraft. Fade og kedler i mange størrelser blev fremstillet her, bl.a. 200 små kobberfade til Børnehuset i Købehavn, større kar til bade, til brændevin, kobberflasker til vin til vinkælderen på Københavns Slot, et natbækken til Christian IV’s søn (”den udvalgte prins”). Man kan også aflæse, at Christian IV i 1634 bestilte to kobbersko til fodbad! Kobbertage til Christian IV's bygninger blev også fabrikeret her. Nogle af de kendteste arbejder, kobberkummen og figuren Caritas til springvandet på Gammel Torv, kommer fra Hellebæk.

Flåden og kanonerne

Et støberi i Helsingør, et såkaldt gethus eller gjethus, blev indviet i 1601 med Hans Wulff Entfelder som den første støbemester. Støberiet i Helsingør skulle supplere produktionen i gethuset i København. Støberi af store emner, såsom kanoner og klokker, kunne nu støbes i Helsingør. Den meget store klokke til Kronborgs kanontårn, som blev påbegyndt i 1636 og ved færdiggørelsen i 1637 vejede den 8 tons, blev støbt her. Kanonerne indgik i den samlede våbenproduktion, som under Christian IV var hovedformålet med industrien i området.

Gethuset lå i Kongensgade 23 på hjørnet af Kongensgade og Allégade, hvor den store bygning ”Borgen” ligger i dag. Kongensgade grænsede dengang op til et større område, Lundehaven, som gik fra Kongevejens nordlige side og videre til Frederik II’s lille jagtslot, Lundehave det senere Marienlyst Slot. Indtil ca. 1640 blev både klokker og kanoner støbt her. Som noget nyt skulle kanonerne være af ens kaliber. De blev efter støbning boret ud i Hellebæk og trukket dertil på en såkaldt æselvogn ad Hammermøllevejen. Det hed den nuværende Gl. Hellebækvej på den tid. Omkring 300 kanoner blev støbt her i alt til Christian IV’s linieskibe. Der forelå ligefrem kanonserier: ”De Gamle Konger” (sagnkonger) og afløseren ”De Oldenborgske Konger”. De sidste blev støbt i 1639. Produktionen blev efter 1640 flyttet til det daværende Gethus i København. ”De gamle konger” blev sidst anvendt i slaget i Køge Bugt 1710.

Hammermøllen

Den nuværende Hammermølle

Christian IV lod en stor grovsmedie, Hammermøllen, opføre i 1598. Det var Hellebæks betydeligste virksomhed og blev ledet af tyske mestre. Fra 1622-1630 lod Christian IV den berømte kunstsmed Caspar Fincke, som var født i Helsingør, stå for driften. Man har hidtil troet, at den første hammermølle var placeret samme sted som den nuværende. Men nyere forskning peger på, at Christian IV lod sin hammermølle opføre på stedet, hvor Probermesterboligen,som var født i Helsingør, stå for driften. Man har hidtil troet, at den første hammermølle var placeret samme sted som den nuværende. Men nyere forskning peger på, at Christian IV lod sin hammermølle opføre på stedet, hvor Probermesterboligen, Caroline Mathildes Vej nr. 2, ligger. Hammermøllen, som vi kender den i dag, blev ombygget i 1765. Den har adressen Bøssemagergade nr. 21 og ligger overfor bygningskomplekset med Mesterboligerne og Skæftergården.

Produktionen på værkstederne omfattede også andet end våben. Værktøj og redskaber til de mange håndværkere, eksempelvis hammere og ambolte, blev fremstillet her. Til de omfattende byggearbejder samt til skibsbyggeri kunne mindre opgaver være forskellige beslag f.eks. til vinduer, murankre, jernnagler, bolte, søm og fiskeredskaber. Hestesko, jernbånd til vognhjul, låse, hængsler, dørklinker, jernstænger til vinduer, kæder, lænker til eksempelvis Bremerholm og Børnehuset blev også fremstillet her. Derudover en række genstande til daglig brug som såsom gryder, potter og pander.

Af større opgaver udførtes her eksempelvis støbning af det berømte smedejernsgitter på platformen på Rundetårn, ringrendingsporten på Frederiksborg samt gitteret foran Christian IV’s kapel i Roskilde Domkirke. Senere blev han kongens klejnsmed på Københavns Slot, Frederiksborg og Kronborg. Hammermøllen blev også kaldt “Christian IV’s Kanonværksted” (kanonerne blev boret ud her) eller “Christian IV’s Mølle”. I mange år kaldtes hele området for Hammermøllen. Når Hammermøllen blev stillet i bero, var det sandsynligvis fordi der manglede kvalificeret arbejdskraft.

Fra fremdrift til tilbagegang

Året 1625 blev et vendepunkt for Christian IV efter en lang årrække med stor fremdrift. Efter hans deltagelse i 30-årskrigen gik det stort set tilbage i alle retninger: på krigsfronten, med økonomien og på den private front kærlighedslivet og helbredet. Men helt knække ham kunne modgangen dog ikke.

Inden det gik i den gale retning, fik Christian IV udrettet utrolig meget. Han fik gennemført den hidtil største flådeoprustning i dansk historie i perioden 1596-1611 -fra 22 til ca. 60 skibe. Han fik derved en betydelig maritim dominans i Østersøen. På byggefronten var han ligeledes meget ambitiøs. Det er indlysende, at han havde brug for en omfattede industri til sine mange aktiviteter. Hammermøllen, kobbermøllen og Gethuset var de tre store og centrale fabrikker i Hellebæk. De fungerede som kanonstøberi, klokkestøberi og grovsmedie i omkring 40 år, indtil Gethuset blev flyttet til København. Hammermøllen og kobbermøllen fortsatte deres produktion alene. Det er det uvist, hvor længe støbningen af klokker foregik, Da man kun har kunnet følge regnskaberne fra ca. 1600-1640.

Ustabile år

Det gik generelt tilbage for områdets industri siden 1640, og det hele forfaldt de følgende mange år. En pestepidemi brød ud i 1554, og de strenge vintre (”den lille istid”) 1654-55 og igen 1657-58 påvirkede også forholdene. Til dette skal lægges, at svenskerne gik i land i Korsør 8. august 1658, nåede København d. 11. og belejrede Kronborg omkring d.16-17. august. Kronborg overgiver sig d. 6. september 1658 og kommer i svenske hænder. Først d. 8. juli 1660 bliver Kronborg igen overdraget til danskerne. Man må forestille sig, at de fleste aktiviteter i Hellebæks industri gik helt i stå i denne periode.

Stor ustabilitet påvirkede industrien i lidt over 100 år. Problemerne kan sammenfattes i en række kriser med baggrund i krigstilstand, pengemangel og dermed manglende vedligeholdelse på alle felter samt ukvalificeret arbejdskraft. Værket var i perioder enten statsejet eller drevet af forskellige private folk, og nu og da var værket simpelthen ude af drift. I krigstider kunne det tilmed være vanskeligt at få fat i de nødvendige råstoffer såsom kul og jern, som man i udstrakt grad hentede fra Norge. Her var der så rigeligt af både jern, kul og vand.

Kreativt industrielt tiltag

Christian IV’s sønnesøn, Christian V, fik den idé at bygge den gamle melmølle om til en geværfabrik, og et ”Jernværk” blev etableret i 1681. Bygningen rummede fortsat også melmøllen, og tilmed blev en bageovn opsat ved møllegavlen. Duften i bageriet var liflig, men forsøget blev en fiasko.

Lukningstrussel

Som tiden gik, blev de mange vanskeligheder med industrien i Hellebæk mere og mere omfattende og vedligeholdelsen et større og større problem. Værkets tilstand og vedligeholdelsesniveau var i 1703, både hvad angik bygninger og hele vandsystemet, i en sådan forfatning, at en kommission blev nedsat for anden gang i værkets historie. Det var et også problem, at alle værkstederne lå spredt rundt omkring og at de var ret primitive. Ole Rømer blev inddraget i vurderingen af ”Verket ved Cronborg”. Han havde blandt mange andre emner forstand på vanddrift og var netop vendt hjem fra Paris. Kommissionen kom til det resultat, at værket burde lukkes.

Bedre tider

Helbergshus

Som tiden gik, blev de mange vanskeligheder med industrien i Hellebæk mere og mere omfattende og vedligeholdelsen et større og større problem. Værkets tilstand og vedligeholdelsesniveau var i 1703, både hvad angik bygninger og hele vandsystemet, i en sådan forfatning, at en kommission blev nedsat for anden gang i værkets historie. Det var et også problem, at alle værkstederne lå spredt rundt omkring og at de var ret primitive. [Ole Rømer] blev inddraget i vurderingen af ”Verket ved Cronborg”. Han havde blandt mange andre emner forstand på vanddrift og var netop vendt hjem fra Paris. Kommissionen kom til det resultat, at værket burde lukkes.

”Cronborg Jernverk”, hvori en Geværfabrik er indrettet”

Geværfabrikken blev sat til salg, og Stephen Hansen afgav det højeste bud.. Han overtog på den såkaldte Hammermølle i 1743, og det vil sige fabriksanlæg med møller, værksteder, arbejderboliger samt en større landbrugsejendom, Hellebækgaard. Han var en dygtig, flittig og ambitiøs mand og havde arbejdet sig op fra grunden. Hele virksomheden var i en dårlig forfatning, og som den gode forretningsmand han var, søgte han og fik bevilget forskellige begunstigelser. Eksempelvis eneret på dansk geværfabrikation i 20 år samt importforbud på udenlandske geværer, til stor gene for andre bøssemagere.

Geværfabrikken manglede faglært arbejdskraft, og flere hundrede folk blev importeret fra Belgien, Frankrig og Tyskland. Også englændere, svenskere og nogle få negerslaver var kommet til. Bygninger og vandløb blev bragt i orden, og der blev bygget nye møller med henblik på en øget produktion. Stephen Hansen koncentrerede sig om fremstilling af våben. Som en sideproduktion fik han dog også tilladelse og eneret til at fremstille hakker, spader samt andet groft og fint arbejde i jern og stål. Ydermere fik han et tilskud på 4000 rigsdaler til vedligeholdelse af værket. Produktionen af geværer kom op på ca. 3000 geværer årligt, og mellem 300-400 arbejdere med tilknytning til fabrikken kom til at bo i Hellebæk. De fleste af disse var faglærte arbejdere, som havde høj status og tjente godt.

Hellebæk som industriby

Stephen Hansen gjorde en del for arbejderne. Der blev bygget boliger til de ansatte på fabrikken, og en skole blev oprettet 1750. Christian VI udstedte i 1740 en forordning, som påbød skoler med undervisning tre dage om ugen. I Hellebæk modtog elever dog kun undervisning to dage om ugen. Kort og godt udbyggede og forbedrede Stephen Hansen Hellebæk til at blive et betydningsfuldt industrisamfund. At han kunne opføre Hellebækgaard i 1757 samt et palæ i Strandgade 95 i Helsingør tyder også på, at det gik ret godt.

Pinsebakken

Pinsebakken blev anvendt hvert år til gøgl og fest, de såkaldte Pinsebakkefester. Geværfabrikkens ældste læredreng måtte klæde sig ud som nar og rende rundt og samle penge ind til drikkevarer og til et dansetelt på Pinsebakken. Tredje dag blev narren båret gennem byen på en tønde fulgt af geværbevæbnede drenge og svende. Optoget sluttede på Hellebækgaard, hvor narren holdt en tale for fabrikkens ejer. Festen fortsatte efter geværfabrikkens ophør og udviklede sig gennem årene, da Hellebæk Klædefabrik dominerede området.

Carl Heinrich Schimmelmann og Kronborg Geværfabrik

Stephen Hansen trak sig tilbage som godsejer efter en årrække, og våbenfabrikken blev sat til salg. Staten overtog virksomheden, men drev den uden større held. Den blev derfor solgt til lensgreve Carl Heinrich Schimmelmann, en af landets mægtigste mænd med stor indflydelse på statens finanser. Han overtog i 1768 de store jord- samt skovarealer med hele den dertil hørende industrivirksomhed, nu officielt under navnet Kronborg Geværfabrik (”Cronburger Gewehr Fabrike”). C. H. Schimmelmann var i forbindelse med overtagelsen af fabrikken hårdt trængt af den hovedrige generalmajor John Frederik Classen, som ledede krudt- og kanonstøberiet i Frederiksværk. Kritiske røster blev rejst på grund af en påfaldende kongelig begunstigelse af J. F. Classen, som ville gøre ham til den absolut dominerende leverandør på området, og han måtte derfor opgive projektet.

Virksomheden fortsatte sin blomstring, og produktionen fordobledes til ca. 6000 geværer årligt. Luksusvåben med indlagt sølv i skæfter til kongelige og adelige personer blev også fremstillet på fabrikken. Det gik så godt, at der omkring år 1800 var ca. 500 mennesker knyttet til fabrikken.

Trekantsruten skabte formue

Rigdom kom ikke sjældent i forbindelse med slaveri i den florissante tid i sidste del af 1700-tallet, og Schimmelmann var ingen undtagelse. Den enorme formue kom til veje ved den transatlantiske slavehandel, populært betegnet som trekantsruten. Af omkring en tredjedel af geværfabrikationen blev mange solgt som handelsgeværer og gik under betegnelsen ”negergeværer”, i Afrika ”dane-guns”, ikke alle af den bedste kvalitet. De blev solgt til Guinea i Afrika sammen med handelsvarer som krudt, brændevin og tøj m.m., hvor udbetalingen var slaver. Disse blev derefter under kummerlige forhold sejlet til Dansk Vestindiske Øer for at blive solgt til plantageejerne, og sukker og rom herfra blev sejlet tilbage til Danmark.

Slavehandel og slaveri

Sønnen Ernst Schimmelmann, som ejede ca.1000 slaver, fik forbudt slavehandel i 1792 med virkning fra 1803. Idéen bredte sig til udlandet fra omkring 1807. Håndhævelsen af forbuddet gik dog ikke stærkt. Der var for mange interesser og penge i slaveri til, at man uden videre var tilbøjelig til at ophæve det. Sidst kendte beretning om slavetransport stammer fra 1870. Man forestillede sig, at man ved at forbedre forholdene for slaverne kunne få dem til at reproducere sig selv så at sige. Selve slaveriet ophævelse blev først i princippet effektueret i løbet sidste del af 1800-tallet. Man kan altid diskutere, hvorvidt slaveri er ophørt totalt, men internationalt samarbejde og pres begrænser det trods alt.

Englandskrigen

Danmark havde nydt godt af at kunne opretholde neutralitet i forhold til de dominerende stormagter og tjent godt på sejlads og handel fra orienten, men det blev ikke ved med at gå. De gode tider var forbi, da vi af England omsider blev tvunget til at vælge side. Valget faldt ikke på England, og resultatet førte til Slaget på Reden i 1801, Københavns bombardement samt tab af flåden i 1807. Forenklet kan siges, at Danmark kom i klemme mellem stormagterne, og en dyb og omfattende krise ramte landet. Statsbankerot i 1813, afgivelse af Norge til Sverige i 1814, handelsstagnation og adskillige velhavende handelsfolks konkurser samt almindelig fattigdom fulgte. Til gengæld nød landet godt af en gevaldig opblomstring af kulturlivet i første del af 1800-tallet, men det er en helt anden sag.

I relation til Hellebæk Geværfabrik var Ernst Schimmelmann forudseende nok til at få bragt hele lageret på 11.000 geværer til København to dage før englændernes landgang i 1807. Afsætningen til udlandet gik i stå, og fabrikken måtte indskrænke. Ved Ernst Schimmelmanns død i 1831 var hele hans formue brugt, hvorefter Det Schimmelmannske Fideikommis kom under administration.

Proberhuset

Proberhuset fra 1856

Ordet probere er et gammelt ord for prøve og fortæller, hvad bygningen i Bøssemagergade nr. 19 blev anvendt til. Her blev skydevåben afprøvet efter endt afpudsning, 50 ad gangen. De færdige våben blev senere indskudt i skoven ved Fandens Mose. Efter sigende kunne man høre bragene fra afprøvningerne så langt som i Humlebæk, når vinden var i den retning. Bygningen rummede en affyringsbænk, arbejdsbord og bilæggerovn, som blev rekonstrueret ved restaureringen i 1957. Bygningen bestod af to dele. I den grundmurede og med tegltag forsynede del blev løbene ladt. Den anden del er bygget af kampesten og skulle kunne modstå trykket, når 50 geværløb blev affyret på én gang. Bygningens tag af træ er derfor løftet, således at der er en åbning mellem murværk og tag, og lysåbningerne er lukkede med træskodder. Kasserede geværløb blev brugt til vinduesgitre flere steder.

Forgængeren for proberhuset fra 1856 lå i Bøssemagergade nr. 22, men eksisterer ikke mere.

Modernisering og ny teknik

Militæret opfattede produktionen af våben som gammeldags på grund af forældet og upræcis teknik. På foranledning heraf blev den gamle Kongens Mølle fra 1576 derfor bygget om og fremstod i 1860 som en moderne fabriksbygning med nye maskiner. Størstedelen af våbenproduktionen var herefter samlet i ”Den ny Fabriksmølle” ved stranden. Denne midterbygning dannede i øvrigt baggrund for lager til Hellebæk Klædefabrik, i daglig tale kaldt ”Lageret”, da fabrikken stod færdig i 1874.

Forladegeværer blev fremstillet med den nyeste teknik i form af dampmaskine drejebænke, stansemaskiner med mere. Efter krigen i 1864 måtte man omlægge produktionen til bagladegeværer, men allerede fra 1867 blev man nødt til at ændre produktionssystem (Remington), som man flyttede til en helt ny fabrik ved Bondedammen.

Geværfabrikkens lukning

Trods moderniseringen af fabrikken blev forholdene på fabrikken mere og mere problematiske. Wilhelm Moldenhawer var som bestyrer af geværfabrikken ansvarlig overfor Krigsministeriet og beklagede sig over det stærkt forøgede tilsyn, fordi kravene til nøjagtighed i udførelse af våben blev skærpet efter 1846 på grund af den hastige tekniske udvikling. Krigsministeriet på sin side beklagede sig over uklare kontrakter.

Moldenhawer foreslog efter 1864 geværfabrikken nedlagt. Hans officielle begrundelse var, at virksomheden under krigsudbrud kunne ødelægges fra søsiden! Efter en rigsdagsbeslutning i 1870 besluttedes lukning med kun et lille flertal. Den reelle og sikkert realistiske begrundelse har givet været, at det blev håbløst at følge med den ny udvikling, som havde overhalet geværfabrikken. Det Schimmelmannske Fideikommis solgte alle maskiner og materiel til statens nye fabrik i København. Staten overdrog ved samme lejlighed rettigheder til søer og damme til det nydannede aktieselskab Hellebæk Klæde- og Tæppefabrik. Bygningerne var for små til fabrikkens nye formål, og de blev derfor revet ned.

Geværfabrikkens lukning i 1870 var katastrofal for Hellebæk, da de fleste indbyggere havde tilknytning til fabrikken. Fabrik og by var ét hele. Nogle kunne få arbejde på en af staten nyopført våbenfabrik fra 1866, som lå i Det Kongelige Biblioteks have. Nogle kunne omskoles til den nye klædefabrik, men mange blev arbejdsløse. De pensionerede kunne få lov til at blive boende mod at betale husleje.

Geværfabrikkens betydning

Kronborg Geværfabrik har spillet en betydelig rolle i den danske rustningsindustri i og med at den har leveret våben til alle krige, der har fundet sted mellem 1600 og 1864. Gennem tiderne er utallige våben såsom geværer, pistoler og sabler og andet krigsmateriel til den danske hær produceret her, og i begyndelsen af 1600-tallet også kanoner. Men også anselige forsyninger gik som handelsvarer til vore kolonier, specielt Afrika, som nævnt ovenfor. Geværfabrikken var generelt kendt for sin gode kvalitet. På Tøjhusmuseet i København kan man studere dansk forsvarshistorie gennem tiderne, herunder våben fremstillet på geværfabrikken i Hellebæk.

Et historisk indblik i 1700-tallet

I det naturskønne område findes det mest velbevarede og helstøbte industrimiljø fra 1700-tallet, både hvad angår boliger og vandsystem. Som andre steder er Hellebæk formet efter formålet. Bygningerne fremstår i al sin arkitektoniske forskelligartethed som en harmonisk del af området, og vandsystemet vidner om udnyttelsen af vandkraften fra 1500-tallet og frem.

En række bygninger fra geværfabrikkens tid findes stadig, hvoraf de fleste ligger i Bøssemagergade. Kongens Mølle, Hammermøllen, Proberhuset og Helbergshus er kort omtalt i denne artikel. Se også artikel om Hellebækgaard.

Eksterne links

Billeder og tekst fra geværfabrikkens bygninger

Billeder fra geværfabrikken i Hellebæk-Aalsgaards Egnshistoriske Forenings billedarkiv

Hammermøllen

Heinrich Carl Schimmelmann: Wikipedia

Ernst Heinrich Schimmelmann: Wikipedia

Ernst Heinrich Schimmelmann

Litteratur i Bogform

Thalbitzer, Victor: ”Hellebæk før og nu”. Grønbechs Forlag, 1961.

Westengaard-Hildinge, O.: En byvandring I Hellebæk-Aalsgaard (Hellebæk-Aalsgaard Egnshistorisk Forening. Egnshistoriske beretninger. Nr. 13. 1979).