Det ferske Springvands Compagnie i Helsingøer

Det ferske Springvands Compagnie i Helsingøer blev oprettet ved kongeligt privilegium i 1680. Det bestod af 30-40 velhavende medlemmer, som betalte og stod for driften. Kompagniet valgte blandt sine medlemmer en direktør og havde fire ansatte inspektører, der sørgede for at alt var i orden og at der var tilstrækkeligt med rendetræer (vandrender og -ledninger af træ). Vandkompagniets primære indtægtskilde var at levere vand til de mange skibe, som ankrede op for at betale Øresundstold. Det blev dog næppe til mere end 8-9 procent af skibene, hvilket alligevel kunne give kompagniet en pæn årlig indtægt på 100-150 rdl.

Man indrettede et "vandfylderi" ved Toldboden (for enden af nuværende Brostræde), hvor der var opstillet et stor vandkam lavet af tommetykke egeplanker. Den kunne rumme over 21.000 liter vand eller 158 tønder i datidens mål. I 1820'erne opførte man et vandhus ved havnen, hvor vandet fra trækummen blev ledt gennem sejldugsslanger videre til tankene i de mindre vandbåde, som bragte vandet ud til skibene på rheden.

Det var generelt et solidt foretagende, ikke så meget på grund af leverancerne til byens velhavere, men i langt højere grad på grund af de mange skibe, der frekventerede Helsingør for at betale Øresundstold.

Vandkompagniet tjente så meget på salget af fersk vand til skibene, at man ville takke den royale, senere statslige, Øresundstold for velstanden, så det var nok ganske velment, da man i 1829 forærede Øresunds Toldkammer en vandkunst, en løvefigur der kunne pryde pladsen foran toldkammeret.

Med tiden fik selskabet flere medlemmer og i 1884 var man oppe på 102 private medlemmer, som fik ledt vand frem til deres ejendomme. Der blev med tiden etableret et helt system af vanddamme, hvorfra kompagniet hentede vandet. Umiddelbart syd for byen lå Trykkerdammen, herefter Store og Lille Sidseledam og Store og Lille Stubbedam. Herudover benyttede man Rødkildedam, Mellemkildedam og Nykildedam. Dammene, der fortrinsvis fik deres vand fra underjordiske kildevæld, lå fra 30 til 70 fod over havets overflade, hvilket gav det nødvendige vandtryk nede i det lavere liggende Helsingør.

Helt frem til 1868 blev vandet ledt fra dammene i trærør. Det år lykkedes det formanden, købmand J.S. Pontoppidan at få installeret et filtreringsapparat og jernledninger. Men det var fortsat kun ejendommene langs Stengade, som kunne få rindende vand. I 1869 ofredes imidlertid penge på en jernledning til Strandgade.

Vandkompagniet var i slutningen af 1800-tallet udsat for stadig kritik. Man kunne ikke levere tilstrækkeligt med vand og kvaliteten var også efter datidens forhold alt for dårlig. Byens stadsfysicus kritiserede især de åbne beholdere, som vandet blev iltet i inden det blev sendt ud til brugerne. Han skrev "Her kommer de af Pasteur, Tyndall, Cohen o.a. i Støvet opdagede mikroskopiske Frø og Æg og udvikler sig i millionvis på kort Tid".

I 1894 overtog Helsingør by Vandkompagniet med alle dets rettigheder, aktiver og pligter. I stedet for at hente drikkevandet i de omkringliggende damme, anlagde man et nyt vandværk på Grønnehave, som hentede sit vand i undergrunden.

Litteratur

Kenno Pedersen: Helsingør - historiske tidsbilleder. Helsingør, 1984. S. 151-154

Lars Bjørn Madsen: Hvad var en vandbådfører. (Lokalavisen Nordsjælland 27/28 april 2010)