Helsingør Brandvæsen

Fra midten af det 16. århundrede kan der spores foranstaltninger mod ildsvåde. I 1565 blev det påbudt "at hver mand her i Helsingør skal have udsat en tønde vand ved sin gadedør", og i 1608 indskærpes det borgerne at holde deres ildsteder "i god agt" og holde vand i tønder og baljer for deres døre.

Husejere havde endvidere pligt til at have en brandlygte, der skulle tændes og hænges udenfor ved brand efter solnedgang og desuden at råde over brandhager og brandstiger.

Udover vandkarrene med vand, der skulle stå ved hvert hus,var adganden til vand ved brand baseret på byens mange brønde - såvel offentlige som private - der ikke altid var synderlig bevendte. Hertil var kapacitet, tilstand og adgangsforhold ofte temmelig tvivlsom.

Mere tilforladelige var nok vandposterne. Så tidligt som i 1576 rådede man over de såkaldte springposte, der forsynedes med band fra dammene syd for byen. Pumper omtales allerede på Christian IV's tid og en sådan findes i 1636 i byskriverens residens. En sprøjte er i hvert fald i brug i byen i 1640'erne og i 1693 købes en ny sprøjte i København for 170-80 rdl. I den anledning pålignes borgernes skat "et lille kvantum til sprøyten", og i 1738 udsendes en særlig forordning om en "lygte- og sprøjteskat" i Helsingør. Skatten pålignes efter brandtaksationen i 1736.

Langt frem i tiden påhvilede det byens borgere at medvirke ved brandslukning. En del af brandbekæmpelsen bestod i at begrænse ildens spredning hovedsagelig ved nedrivning af stråtage og nedbrydning af angrebne ejendomme og ofte også naboejendomme(?)