Forskel mellem versioner af "Wright og Svendsen"
(Links tilføjet) |
|||
| Linje 17: | Linje 17: | ||
Kranerne og siloerne blev revet ned og kulpladsen er p.t. (2009) udlagt som parkeringeplads med betalt parkering. | Kranerne og siloerne blev revet ned og kulpladsen er p.t. (2009) udlagt som parkeringeplads med betalt parkering. | ||
| − | På hjemmesiden '''www.henrikpontoppidan.dk''' findes en brevveksling mellem [[Martinus Galschiøt]] og forfatteren Henrik Pontoppidan fra perioden 1883-1938. I et brev fra den 2. oktober 1918 skriver Pontoppidan, som er på vej til Helsingør: "For dog ikke at være gandske uden en Pind til Ovnene, når vi kommer, skriver jeg til Wright & Svendsen og beder ham sende en Prøve af de forskellige Brændselssorter inden Søndag." Henrik Pontoppidan boede i 1918 i Martinus Galschiøts havehus i Lundegade | + | På hjemmesiden '''www.henrikpontoppidan.dk''' findes en brevveksling mellem [[Martinus Galschiøt]] og forfatteren Henrik Pontoppidan fra perioden 1883-1938. I et brev fra den 2. oktober 1918 skriver Pontoppidan, som er på vej til Helsingør: "For dog ikke at være gandske uden en Pind til Ovnene, når vi kommer, skriver jeg til Wright & Svendsen og beder ham sende en Prøve af de forskellige Brændselssorter inden Søndag." Henrik Pontoppidan boede i 1918 i Martinus Galschiøts havehus i Lundegade 17. |
{| class="wikitable" border=0 | {| class="wikitable" border=0 | ||
Versionen fra 28. feb 2019, 10:37
Wrigth & Svendsens brændselsfirma, blev grundlagt i 1891 af Albert Wright og Louis Svendsen. Det var et af de firmaer, der opstod i årtiene efter sundtoldens ophævelse i 1857, hvor bl.a. mange skibsklarerere mistede deres eksistensgrundlag.
Firmaet havde til huse i det Ostenske palæ, Stengade 83, hvor der også var portgennemkørsel.
Oplagspladsen vendte ud mod Havnegade. I begyndelsen måtte skibene, der fragtede kul og koks til byen, losses manuelt, idet lasten blev kørt over Havnegade med trillebør. Det krævede mange "kullempere", der måtte balancere deres børe op af lasten på ofte alt for smalle brædder, for derefter at køre på tværs af Havnegade til kulpladsen.
Umådelig meget lettere blev det, da firmaet i 1930erne byggede en lossekran og en eller flere kulsiloer (ligesom nabofirmaet Kaas & Sørensen), hvorefter losningen af skibene med kranernes store grabbe kunne klares på en dag mod tidligere 3-4 dage. Det kostede naturligvis en del arbejdspladser, idet kullemperne blev overflødige.
Leveringen til forbrugerne foregik i sække á 1 hl, som blev båret på ryggen til kældre eller lofter, hvor beboerne nu havde deres brændselsrum. I ejendommen Torvegade 1 (hvor jeg havde familie) var brændselsrummene på loftet, d.v.s. 3 sal, hvortil koks og brænde blev båret op ad en smal køkkentrappe.
Efterhånden blev omsætningen af kul og koks formindsket, idet alt nybyggeri var med centralvarme og oliefyr, og mange ældre ejendomme fik enten petroleums- eller oliekaminer, hvis de ikke blev moderniseret med centralvarmeanlæg.
Samtidig blev der etableret større firmaer, som kunne levere billigere, og omkring 1970 ophørte Wrigth & Svendsen.
Kranerne og siloerne blev revet ned og kulpladsen er p.t. (2009) udlagt som parkeringeplads med betalt parkering.
På hjemmesiden www.henrikpontoppidan.dk findes en brevveksling mellem Martinus Galschiøt og forfatteren Henrik Pontoppidan fra perioden 1883-1938. I et brev fra den 2. oktober 1918 skriver Pontoppidan, som er på vej til Helsingør: "For dog ikke at være gandske uden en Pind til Ovnene, når vi kommer, skriver jeg til Wright & Svendsen og beder ham sende en Prøve af de forskellige Brændselssorter inden Søndag." Henrik Pontoppidan boede i 1918 i Martinus Galschiøts havehus i Lundegade 17.
|
|
|
